Jan Ø: Fed start på året
20. jan. 2010 16.42 BadmintonJan Ø. Jørgensen kunne sætte flueben ud for endnu et besejret verdensnavn, da han i første runde af Super Serie-turneringen, Malaysia Open, besejrede indoneseren Taufik Hidayat.
- Det er fedt, at jeg kan starte året på den her måde. At jeg kan følge op på mit gode spil fra sidste år. Det er jeg rigtig glad for og så kan jeg sætte flueben ud for endnu en af de rigtige gode spillere, siger Jan Ø. Jørgensen til DR Sporten.
Taufik Hidayat er tidligere verdensmester og olympisk mester, og Jan Ø. Jørgensen skulle da også gennem tre tætte sæt, før sejren var sikret med cifrene 17-21, 21-19 og 21-17.
- Taufik Hidayat har et virkelig hårdt smash, og jeg ser ikke røgen af det i første sæt. Han brager det simpelthen ned efter behag. Jeg ser hans slag lidt bedre i andet sæt, og vinder det lidt heldigt, og i tredje sæt er det lige pludseligt helt åbent, forklarer Jan Ø. Jørgensen kampens forløb.
Bygger formen op
Kampen i Malaysia var Jan Ø. Jørgensens første i 2010. Siden han vandt Copenhagen Masters mellem jul og nytår, har han koncentreret sig om at bygge formen op til resten af sæsonen.
- Mine resultater i efteråret var så gode, at jeg kom til at spille lidt flere turneringer end forventet. Så jeg har brugt de sidste par uger på at træne og komme ovenpå igen og fysikken er helt i top nu, siger Jan Ø. Jørgensen, der i næste runde af Malaysia Open skal møde japaneren Kazushi Yamada