Tine R. tackler favoritværdigheden
05. feb. 2010 19.41 BadmintonSiden 2004 har Tine Rasmussen siddet suverænt på tronen i dansk damesingle. Danmarksmesterskaberne afvikles hen over weekenden i Slagelse, og endnu en gang er Tine Rasmussen storfavorit.
- Det har jeg været de seneste år, og jeg synes, at jeg bliver bedre til at tackle at være så stor favorit. Det er noget af det, som jeg prøver at arbejde med her under DM, siger Tine Rasmussen til DR sporten.
Fredag aften var der heller ingen gummiarm for verdens nummer ti. Tine Rasmussen spillede sig uden problemer i semifinalen med en sejr på 21-4 21-8 over Amanda Mathiasen. Alligevel vurderer hun, at modstanden i dansk damesingle er blevet hårdere.
- Jeg synes, at boldsikkerheden og niveauet er blevet bedre. Der er nogle helt unge U17- og U19-spillere med ved DM, og det er godt, så man får et pres bagfra. Det er rigtig vigtigt for udviklingen.
I semifinalen lørdag er det fjerdeseedede Anne Marie Pedersen, der kommer på hårdt arbejde mod Tine Rasmussen.