Tine Rasmussen Danmarksmester med besvær
07. feb. 2010 14.34 BadmintonHelt som forventet vandt Tine Rasmussen sit syvende DM i træk efter finalesejr over Camilla Sørensen på 21-18 21-13.
Mest overraskende var det, hvor meget modstand Camilla Sørensen formåede at yde. 12-5 førte hun i første sæt efter mange uprovokerede fejl af Tine Rasmussen.
- Jeg spiller ikke nogen god kamp i dag. Jeg laver mange uprovokerede fejl. Men det bliver afgjort på rutinen, og så har jeg en vilje, der sætter ind, når det gælder. Men kønt var det ikke fra min side, siger Tine Rasmussen til DR Sporten.
Forventningspresset tynger
Tine Rasmussen var bedst, når det gjaldt. Første sæt lukkede hun med fem point i træk, og nede 12-13 i andet sæt rykkede Tine Rasmussen til 21-13 og kunne dermed fejre endnu et Danmarksmesterskab. Men hun har fået god modstand undervejs mod guldet.
- Nogen forventer måske, at jeg skal sable de andre spillere over. Det lægger lidt for meget pres på mig selv. Men virkeligheden er, at de andre damesingler i Danmark slet ikke er så dårlige, men de har selvfølgelig et skridt op i verdenseliten, siger Tine Rasmussen.