Laybourns All England truet
08. feb. 2010 18.37 BadmintonAlderen er muligvis begyndt at sætte sine spor hos den danske badmintonverdensmester Thomas Laybourn. Den 32-årige doublespecialist var netop godt på vej mod storformen efter en skade, da han i lørdagens semifinale i mixeddouble blev ramt af en ny.
- Jeg fik desværre en fiberskade i lysken, og det er rigtig nedtur. Det skete i slutningen af kampen, og det gjorde rigtig ondt, så vi blev enige om at smide kampen, da jeg ikke ville kunne spille finalen, siger Thomas Laybourn, som spillede DM med Rikke Olsen, da Kamilla Rytter Juhl var syg.
Skaden kommer meget ubelejligt for parret, der håber at kunne gøre en god figur til All England i marts. Men nu er der risiko for, at parret må trække sig.
- Min dom lyder på, at der er 14 dage til tre uger, til jeg kan være i topform igen. Men lyskeskader kan være drilske, og i værste fald går det ud over All England. Hvis vi ikke føler, det er forsvarligt at skrue op for blusset inden All England, så er der ingen grund til at risikere noget, der kan koste måneders pause, lyder det fra Thomas Laybourn.
DM kostede også en skade hos doublespiller Rasmus Bonde, der beskadigede et ledbånd i knæet. Han har derfor meldt afbud til EM for hold senere i denne måned. Hans plads overtages af Jonas Rasmussen.