Gade: Wei var en tak bedre
13. mar. 2010 18.32 Badminton- Jeg gør alt, hvad jeg kan, men jeg må også erkende, at han var den lille tak bedre end mig. Jeg skal spille 100 procent på hver eneste bold for at score point mod ham, og det er selvfølgelig svært i længden. Der er perioder, hvor jeg kan styre ham, men der er også perioder, hvor han løber fra mig, siger Peter Gade til DR Sporten.
Særligt den spektakulære kvartfinalesejr over Taufik er værd at huske tilbage på for Peter Gade, der har tanket selvtillid af præstationerne ved All England.
- Der er rigtig mange positive ting at tage med, og det er vigtigt nu at holde troen på, at det er det her spil, der skal til, og så kommer der forhåbentlig nogle endnu bedre resultater i løbet af de næste fem-seks måneder, siger Peter Gade, der allerede i næste uge skal i kamp igen ved Super Serie-turneringen i Schweiz.