Gades overmand gik hele vejen
14. mar. 2010 19.12 BadmintonMalaysias Lee Chong Wei sikrede sig sin største triumf i karrieren, da han vandt finalen af herresingle ved badmintonturneringen All England i Birmingham. Verdensetteren, som i semifinalen besejrede Peter Gade, måtte dog kæmpe hårdt mod overraskelsen Kenichi Tago fra Japan, men til sidst lykkedes det 27-årige Chong Wei at vinde 21-19, 21-19.
I finalen af mixeddouble fuldendte kineserne Zhang Nan og Zhao Yunlei en imponerende uge, hvor de først måtte igennem kvalifikationen, med at vinde en maratonfinale over halvanden time 21-18, 23-25, 21-18 over indoneserne Nova Widianto og Liliyana Natsir. Kineserne missede to matchbolde i andet sæt, men lod sig ikke ryste og vandt titlen.