To års karantæne til badmintonspiller
05. sep. 2010 17.47 BadmintonDet internationale badmintonforbund (BWF) idømte lørdag Zhou Mi fra Hongkong to års karantæne, fordi hun har indtaget det ulovlige præparat clenbuterol.
31-årige Zhou Mi, som i en lang årrække prægede verdenstoppen i damesingle og lige nu ligger nummer 13 på verdensranglisten, blev testet i juni uden for konkurrence, og det er denne test, som har fældet hende, oplyser BWF.
Zhou Mi var egentlig tilmeldt VM i Paris i august, men hun kom ikke i kamp, og det skyldes, at hun var suspenderet fra den 4. august.
Hun hævder, at hun har indtaget noget håndkøbsmedicin, men at hun ikke anede, at de indeholdt forbudte stoffer.