Rudy Markussen igen i tovene
06. dec. 2006 20.08 BoksningKnap to måneder efter at bokseren Rudy Markussen blev slået ud ved et stævne i Parken, er supermellemvægteren nu igen løbet ind i problemer.
Markussen er nemlig kommet på kant med sin hidtige træner, Poul Duvill, og kommer derfor ikke som planlagt i kamp i Slagelse den 15. december.
I Antvorskovhallen skulle Rudy Markussen ellers forsøge at tage et hurtigt skridt tilbage mod toppen af ranglisterne, når han skulle op mod belgieren Djamel Selini.
Forlod træning
Men en batalje under sparringen med englænderen Paul David i lørdags udviklede sig så uheldigt, at Markussens træner, Poul Duvill, til sidst valgte at stoppe som træner for supermellemvægteren.
- Paul David og Rudy gik hårdt og kontant til hinanden, og det endte med, at Rudy blev slynget helt ud af ringen hen mod slutningen af fjerde omgang af de i alt seks, som vi på forhånd havde aftalt at bokse, fortæller Poul Duvill på teampalle.dk og fortsætter:
- Da Rudy bekendtgjorde, at han stoppede træningen for i dag, gjorde jeg et sidste forsøg på at tale ham op i ringen igen. Da han endnu en gang nægtede at tage de sidste to aftalte sparringsrunder, gjorde jeg ham det klart, at jeg som hans træner hverken kunne eller ville stå model til mere, og at jeg med øjeblikkelig virkning så mig nødsaget til at slutte samarbejdet for stedse.
Leder efter ny træner
Rudy Markussen bekræfter handlingsforløbet, men forklarer også hvorfor han valgte at forlade træningen.
- Trods sin unge alder er Paul David rasende stærk og god, og jeg havde allerede fået et par ordentlige nogen på tuden dagen i forvejen. Lørdag var der så dømt slagsmål igen, og da jeg, efter at vi var røget gevaldig i totterne på hinanden, pludselig befandt mig uden for ringen med blødende næse og to blå øjne, følte jeg altså ikke rigtig, at der var basis for at fortsætte ad den vej mere den dag, udtaler Rudy Markussen på teampalle.dk
Rudy Markussen har nu opsøgt sin tidligere træner, Kjeld Krogh, med henblik på at genoptage samarbejdet med ham, men kommer helt sikkert ikke til at bokse ved stævnet i Slagelse.