Wozniacki savnede kampe i benene
13. mar. 2010 11.49 TennisCaroline Wozniacki var tæt på at snuble allerede i sin første kamp af tennisturneringen Indian Wells, hvor den andenseedede dansker kom i overraskende problemer mod amerikaneren Vania King, der bare er nummer 76 i verden.
Wozniacki har ikke været i kamp, siden hun blev sendt ud af WTA-turneringen i Dubai den 17. februar og erkendte bagefter, at det kunne mærkes.
- Det var en hård kamp. Vania spillede rigtig godt, og jeg har ikke spillet en kamp i et stykke tid, men jeg er glad for, at jeg fik kæmpet mig igennem, sagde Wozniacki efter kampen.
Wozniackis spil var af svingende karakter, men hun fik spillet til at flyde bedre, da hun var nede 1-4 i tredje og afgørende sæt og vendte kampen.
- Jeg fik mange bolde i spil i dag, løb meget og prøvede lidt af hvert. Jeg gik fra at spille godt til knap så godt, og så spillede jeg okay igen. Forhåbentlig kan det hjælpe mig til at blive bedre i næste runde, sagde Wozniacki.
Næste udfordring for Wozniacki er russeren Maria Kirilenko, der er seedet 32.
Mens Wozniacki er videre, så var der andre store navne, der måtte lade livet. Blandt andre den tidligere vinder af turneringen belgiske Justine Henin og kineseren Li Na.