Williams og Clijsters mødes i semifinalen
08. sep. 2010 07.01 TennisDen amerikanske tennisstjerne og tredjeseedede Venus Williams slog sig natten til onsdag dansk tid i semifinalen ved US Open.
Den dobbelte US Open-vinder vandt over Italiens Francesca Schiavone med 7-6, 6-4.
Den 30-årige amerikaner, der har vundet i Flushing Meadows i 2000 og 2001, var lige en tand stærkere end sin modstander og vandt kampen i løbet af en time og 54 minutter.
- Hun spillede en stor kamp. Det er ikke let at spille under disse forhold - det er svært at træffe de rigtige beslutninger, men hun spillede perfekt, siger Williams.
I semifinalen møder Williams andenseede Kim Clijsters, der er forsvarende mester. Belgiske Clijsters vandt over Samantha Stosur fra Australien med 4-6, 7-5, 3-6.
- Efter kampen, tænkte jeg: Hvordan vandt jeg lige den her kamp? Jeg følte ikke, at jeg spillede godt. Sam er en god spiller, siger Clijsters, der producerede 43 uprovokerede fejl undervejs.
- I næste kamp skal jeg gøre tingene meget bedre.
Hun har mødt Williams 12 gange tidligere - og belgieren har vundet de seks af opgørerne og de seneste fire.
I mændenes singleturnering bød mødet mellem de to topseede spaniere David Ferrer og Fernando Verdasco på et sandt drama på fire timer og 23 minutter.
Ferrer havde i femte sæt chancen for at vinde den tætte kamp, men missede, og i stedet vandt Verdasco med en usædvanlig fight 7-5, 7-6, 3-6, 3-6, 6-7.