Dansk tennisfar: Jeg slog i selvforsvar

Tennisspilleren Karen Barbats far, Mihai Barbat, siger, at han slog ud efter hollandsk spiller i selvforsvar.

Mihai Barbat, der er far til den danske tennisspiller Karen Barbat, vil ikke alene bære skylden for den uheldige episode mandag, hvor han under sin datters kamp ved en tysk turnering angiveligt slog en anden spiller bevidstløs.

Hollandske Elise Tamaela, som er mørk i huden, var tilskuer under sin doublemakkers kamp mod Karen Barbat. Hollænderen har fortalt, hvordan Mihai Barbat først sagde racistiske ting til hende og derfor slog hende ned, da parterne konfronterede hinanden.

- Hun bærer lige så meget af skylden for det sammenstød, som jeg gør. Det var noget værre svineri.

- De var usportslige og råbte og skreg på tribunen mod Karen, der mistede koncentrationen nede på banen. Jeg blev sur og råbte, at de skulle tie stille.

- Men de blev bare ved. Sådan nogle bitches, siger han til eb.dk.

- Tamaela var meget aggressiv og kom over og ville slås. Men det ville jeg ikke. Så slog hun mig i ansigtet, og så forsvarede jeg mig ved at hæve albuerne, forklarer Mihai Barbat.

- Og det kan godt være, at jeg ramte hende uheldigt. Hun faldt i hvert fald til jorden. Jeg har det forfærdeligt. Jeg vil ikke skade nogen og slet ikke slå hende så hårdt, lyder det fra Mihai Barbat.

Han nægter at have sagt "black chick" til hende, hvilket hollænderen ellers har fortalt.

- De har misforstået mig. Det må de have gjort. Jeg råbte "bad chicken" efter dem. Det har de hørt som "black chicks".

- Jeg er ikke racist. For helvede. Jeg vidste ikke, at hun var hollænder, eller hvor hun stammer fra, siger Mihai Barbat.

Ifølge Mihai Barbat er det Tamaela selv, der ville have ballade.

- Hun spurgte direkte: Will you fight me? Det ville jeg ikke. Men sket er sket, og det er jeg ked af, siger han.

Den hollandske spiller har allerede meldt Mihai Barbat til tysk politi, men de har endnu ikke afhørt Mihai Barbat, der sammen med datteren med det samme satte kursen mod Danmark efter episoden.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve