Nadal slider sig videre til Federer-duel
24. jan. 2012 14.41 Der er lagt op til en lækkerbisken i den ene semifinale ved grand slam-turneringen Australian Open, hvor de to tidligere verdensettere Roger Federer og Rafael Nadal står over for hinanden.
Det står fast, efter at Nadal tirsdag eftermiddag dansk tid efter en meget hård dyst fik besejret tjekkiske Tomás Berdych med cifrene 6-7, 7-6, 6-4, 6-3.
Spanske Nadal, der vandt Australian Open tilbage i 2009, var yderst tæt på at være i alvorlige problemer, da Berdych havde en sætbold i andet sæts tiebreak og dermed kun var én bold fra en 2-0-føring i sæt.
Men sætbolden afværgede Nadal, og da han kort tid efter vandt sættet, brølede spanieren sin store glæde ud til publikum, som i det hele taget var vidne til en meget spændende og velspillet kamp med mange lange dueller.
Federer, som senest vandt turneringen i 2010 for fjerde gang, havde det tidligere på dagen noget lettere mod argentineren Juan Martin del Potro, som schweizeren blæste ud af banen med 6-4, 6-3, 6-2.