Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen og hans tyske makker Sabine Lisicki fik kun en enkelt kamp sammen i mixeddouble-turneringen ved Australian Open.
Selvom de var klart bedre end deres modstandere, tabte de til det australske makkerpar Jarmila Gajdosova og Matthew Ebden i to sæt 6-7, 3-6.
Løchte og Lisicki lagde ud med store smil og godt spil og kom hurtigt foran 3-0. Men så kom hjemmebaneholdet tilbage, i høj grad på grund af fejl fra især Løchte. Det var da også i Løchtes serv, at australierne fik brudt tilbage til 3-2.
Løchte og Lisicki havde mulighed for at afgøre sættet, der var blevet langt tættere end nødvendigt, i modstandernes serv ved stillingen 6-5 i europæisk favør.
Men det europæiske makkerpar misbrugte fire sætbolde, og så var der tiebreak. Her havde de igen mulighed for at tage sættet, men uden held.
Da australierne fik muligheden, behøvede de til gengæld kun en enkelt sætbold og tog sættet 7-5. Ufortjent, men til stor glæde for hjemmepublikummet.
I andet sæt var det australierne, der fandt de store smil frem, mens stemningen hos Løchte og Lisicki var mere presset.
Den dansk-tyske konstellation, der af et heppende publikum blev døbt "European Union", fulgte kun med til stillingen 1-1, hvorefter de blev brudt to gange uden at være i stand til at bryde tilbage.
De havde ellers igen chancerne blandt andet i det, der blev sidste parti, hvor Matthew Ebden servede. Her havde Løchte og Lisicki tre breakbolde, men australierne kom tilbage og fik matchbold.
I mixeddouble benytter man ikke fordel, så da Løchte ved stillingen 40-40 returnerede i nettet, var kampen forbi, og publikum kunne igen juble.
Løchte deltog i første omgang i herredouble, men også her blev det kun til en enkelt runde. Sabine Lisicki blev slået ud af Caroline Wozniacki i første runde af damesingle.
/ritzau/