Altid angrebsivrige Alexander Vinokourov vinder dagens etape til Lugo

Altid angrebsivrige Alexander Vinokourov bliver en spændende rytter at følge under Touren.

Foto: Dani Cardona © Scanpix

 

Skrevet af: Carsten Ritter

 

Tourens favoritter og outsidere

30. jun. 2007 21.47 Tour de France

DR Sportens Carsten Ritter giver her sit bud på, hvem der er favoritter til årets Tour de France - og hvem der er outsidere og måske kan slå til i et år, hvor der kun er én egentlig favorit.


Alexandre Vinokourov
Hold: Astana
Nationalitet: Kasakhstan
Alder: 33 år

2007-udgaven af Tour de France kan være den letteste i mange år for en outsider at vinde. Men er der en egentlig favorit, må det være Alexandre Vinokourov.
Kasakhstaneren har alt, hvad der skal til for at vinde Tour de France.

Cykelløb med "Vino" i feltet er sjældent kedelige. Han er aldrig bange for at angribe. Han kan klatre, og så sent som Salzburg i 2006, vandt han bronze ved VM i enkeltstart.
Han har stået på sejrsskamlens tredje trin i Tour de France, men ikke i 2006, hvor arrangørerne smed hele hans hold ud af løbet, før det var begyndt, på grund af for mange rytteres formodede samarbejde med lægen, Dr. Fuentes.

Viste med sejren i Vuelta a Espana sidste år, at han kan vinde store etapeløb.
Nogen siger, at kasakhstaneren bestemt ikke var overbevisende i Dauphiné Liberé i juni. Vi siger det modsatte. Han sluttede ganske vist langt nede i klassementet, men vandt to etaper. Mon ikke det var iskold kalkule? Mon ikke "Vino" i virkeligheden vandt præcis så meget, han havde lyst til?

Astana-holdet, som Vinokourov selv har stablet på benene med pengestærke mænd i hjemlandet, virker uhyggeligt godt. Ganske vist ser Matthias Kessler og Ivan Bassos svoger Eddy Mazzoleni ud til at blive forhindret på grund af dopinganklager. Men andre hjælpere kan hurtigt træde til. Andrei Kascheckin vil utvivlsomt være loyal, til gengæld kan Vinokourov hurtigt ende med, at få holdkammerat Andreas Klöden som sin førsteudfordrer.

Andreas Klöden

Andreas Klöden under Tour de France sidste år - ikke specielt angrebsivrig.


Andreas Klöden
Hold: Astana
Nationalitet: Tyskland
Alder: 32 år

Mr. Kedelig. Han besidder så lidt "star quality, at ikke engang hjemlandets egne fans og medier bryder sig om ham.
Alligevel må Andreas Klöden aldrig afskrives. En andenplads i Tour de France 2004, og en tredjeplads sidste år (foreløbig, red.), er de håndfaste beviser på det.
Kører fremragende enkeltstarter. Er stabil i bjergene, hvor han dog helt som sin tidligere holdkaptajn, Jan Ullrich, har problemer med temposkift.

Som udgangspunkt får han måske ikke lov at træde ud af Vinokourovs skygge, men vær sikker på, at han er klar til det, hvis kasakhstaneren kommer i krise.
Kan nogen huske at have set Andreas Klöden angribe? Selv sidste år, da han havde chancen for at vinde, nøjedes han med bare at følge med. Det kan han til gengæld.

Alejandro Valverde jubler over sejren på syvende etape af Spanien Rundt.

Alejandro Valverde jubler over sejren på syvende etape af Spanien Rundt.

Alejandro Valverde
Hold: Caisse d'Epargne
Nationalitet: Spanien
Alder: 27 år

Måske er det bare af gammel vane, at vi regner Valverde som podiekandidat.
Multitalentet kan både spurte og klatre, men trods flere forsøg har han aldrig gennemført Tour de France.
I 2005 var han stærk på den første bjergetape, men blev stoppet af et dårligt knæ få dage senere. Sidste år var det et styrt, som spolerede hans drømme.

At han kan klare sig i de store rundture, viste han med andenpladsen efter Vinokourov i Vuelta a Espana i 2006.
Som Vinokourov og Klöden har Valverde et stærkt hold i ryggen. Sidste års nummer to (måske) Oscar Pereiro Sio, og ikke mindst vinderen af Schweiz Rundt Vladimir Karpets.

Carlos Sastre før starten på 12. etape af Spanien Rundt

Mr. Nice Guy - Carlos Sastre før starten på 12. etape af Spanien Rundt


Carlos Sastre
Hold: Team CSC
Nationalitet: Spanien
Alder: 32 år

Hvis den gule trøje gives for venlighed, er Carlos Sastre vinderen.
Team CSC-kaptajnen er manden alle kan lide. Og han er ikke kun den flinke mand fra Avila. Carlos Sastre blev holdkaptajn hovedkulds sidste år, da Ivan Basso blev sendt hjem, og han endte med en fjerdeplads efter en heroisk indsats med mange angreb i bjergene.

I år har spanieren haft nærmest siden sidste års afslutning i Paris til at vænne sig til tanken om, at han er den nye chef på Team CSC. Han har forberedt sig i ro og mag. Været i vindtunnel for at forbedre sin position på enkeltstartscyklen, og i det hele taget fokuseret på Tour de France.
Bjergetaperne ligger sådan i år, at bjergryttere får bedre muligheder i det samlede klassement.

Det favoriserer Carlos Sastre. Måske kan det kompensere for, at hans hold ikke synes super i bjergene.
Spanieren skal overgå sig selv, hvis han skal vinde Tour de France, men han kan blive svær at holde væk fra podiet.

Rabobanks kaptajn Denis Menchov var godt brugt efter 15. etape til Alpe d' Huez.

Rabobanks kaptajn Denis Menchov - godt brugt efter 15. etape til Alpe d' Huez sidste år.


Denis Menchov
Hold: Rabobank
Nationalitet: Rusland
Alder: 29 år

Manden, der kan spolere alle danske drømme om succes i årets Tour. Hvis Denis Menchov klarer sig godt i det samlede klassement, vil han få Michael Rasmussen til at ligne en løve i et bur. Så får Rasmussen nemlig bundne opgaver, og så bliver det meget svært at vinde bjergetaper, og tage bjergtrøjer på.

Egentlig mangler Menchov at indfri de forventninger, han selv grundlagde, da han vandt løbets ungdomskonkurrence i 2003 - det gjorde han med en samlet 11. plads.
Han vandt Vuelta a Espana i 2005, efter han floppede totalt i Tour de France. Og hans form har set fin ud på det seneste. Han lignede absolut en mand med overskud i bjergene i Dauphiné Liberé i juni.

Cadel Evans kører først over stregen efter syvende etape af Tyskland Rundt.

Cadel Evans kører først over stregen efter syvende etape af Tyskland Rundt.


Cadel Evans
Hold: Predictor-Lotto
Nationalitet: Australien
Alder: 30 år

Det friske pust i Tour de France, og andre store etapeløb. Cadel Evans kom fra mountainbike som en langt større stjerne end Michael Rasmussen, og han var hurtig til at bevise, at transformationen fra brede dæk og skovbund til landevej var mulig.
Han fandt sig aldrig til rette hos T-Mobile, hvor han også var uheldig med en hel del styrt - han brækkede det samme kraveben fire gange på en sæson. Hos Lotto er det gået langt bedre.
Nummer otte i 2005, nummer fem i 2006, så podiet må være næste skridt for den afslappede australier.
For at nå podiet må han nok til at angribe noget mere. Når vi ser en sammenbidt rytter bagest i favoritgruppen på de store stigninger, er det oftest Cadel Evans. Hvis han skal et skridt videre i år, må han ændre taktik en smule.

Levi Leipheimer blev dagens store taber. Gerolsteiner-kaptajnen sluttede som nummer 96 og satte 6,06 minutter til.

Levi Leipheimer i tiden som Gerolsteiner-rytter.


Levy Leipheimer
Hold: Discovery Channel
Nationalitet: USA
Alder: 33 år

Har skuffet i Tour de France så mange gange, at han måske ikke fortjener en plads blandt favoritterne. Når han får den alligevel skyldes det holdskiftet til Discovery Channel. Sportsdirektør Johan Bruyneel har om nogen opskriften til at lave Tour-vindere. Syv Tour-sejre, en Giro-triumf til Paolo Savoldelli, og tilsvarende en Vuelta-sejr til Roberto Heras.

Rabobank og Gerolsteiner gav ikke Leipheimer den fornødne støtte, han kan få hos Discovery Channel. Han siger selv, at han siden skiftet er blevet stærkere og klogere. Blandt andet har han søgt vejledning hos en idrætspsykolog.
Har dog været relativt anonym siden han indledte sæsonen med et brag og vandt Tour of California i februar.
Vinder ikke Tour de France, men kan gå på podiet, hvis Johan Bruyneel igen får alt til at stemme.


Outsidere:

Fränk Schleck
Hold: Team CSC
Nationalitet: Luxembourg
Alder: 27 år

Han er blevet stærkere, og mere moden siden han sidste år brød igennem og vandt på Alpe d´Huez og i Amstel Gold Race.
De fleste troede, han ville vinde Schweiz Rundt fornylig, men efter en flot etapesejr i bjergene gik han ned og endte på som nummer syv. Måske fordi han ikke havde toppet formen endnu - måske fordi han ikke er bedre. Vi bliver klogere en uge inde i Touren.
Fränk Schleck er fremtidens mand i Tour de France. Spørgsmålet er bare, om fremtiden er nu.

Alberto Contador
Hold: Discovery Channel
Nationalitet: Spanien
Alder: 24 år

Selv om han er ung, er her måske løbets helt store outsider. Til at begynde med er Levy Leipheimer over ham på holdet, men der skal kun en weekend i alperne til for at ændre den rækkefølge.
Contador indledte sæsonen med at vinde Vuelta Castilla y Léon. Fortsatte med sejr i Paris-Nice, som i manges øjne er et forårets mini-Tour de France. Kan man vinde dér, har man meget i sig. Og får han Discoverys kaptajnrolle undervejs, er støtten fra sportsdirektør Bruyneel, og garvede Tour-rotter som George Hincapie og Levy Leipheimer en styrke i sig selv.

Vladimir Karpets
Hold: Caisse d'Epargne
Nationalitet: Rusland
Alder: 26 år

Hvis ikke han havde vundet Schweiz Rundt sidst i juni, havde vi nok ikke tænkt på ham. Men russeren med en frisure, som er mere rocksanger end cykelrytter, har kørt sig ind på nethinden. Som tidligere vinder af Tourens ungdomskonkurrence, har han vist, at han er på vej. Valverde og Oscar Pereiro Sio kan komme i vejen for Karpets' personlige ambitioner, men de er også ryttere som kan floppe, og så er vejen banet for, måske, top-fem.

Læg også mærke til

Markus Fothen
Hold: Gerolsteiner
Nationalitet: Tyskland
Alder: 25 år

Sidste års overraskelse i Tour de France, hvor han sluttede som nummer 15. Mistede sejren i ungdomskonkurrencen på næstsidste etape - enkeltstarten. Satser på top-10.

Linus Gerdemann
Hold: T-Mobile
Nationalitet: Tyskland
Alder: 24 år

Tour-debutant, men med et ego og en selvtillid, som siges at være større end Eiffeltårnet. Linus Gerdemann kører stærkt opad. Han er uimponeret, og klarer formentlig sin eksamen i stor stil. Har meldt ud, at ambitionen er ungdomstrøjen.

Send link til:

 

Live-Tour

Følg dagens etape live her.

 

Tour-resultater

Klik her og få alle resultaterne fra Touren.

 

Tour Managerspillet

Sæt det bedste hold - hver dag!

 
 

 

 

Spil Tour-spil på mobilen

Tag Tour-spillet med på stranden eller i sommerhuset.

 
   

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Tour de France

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.