preload loader
Alberto Contador vinder en 24 km lang enkeltstart i Baskerlandet Rundt i april.

Alberto Contador vinder en 24 km lang enkeltstart i Baskerlandet Rundt i april. Ugen før Tour-starten triumferede han også, da han blev spansk enkeltstartsmester på en 47.8 km lang distance.

Foto: Vincent West © Scanpix

 

Skrevet af: 

 

Favoritterne i klassementet

21. jun. 2009 15.12 Tour de France Opdat.: 22. jun. 2009 15.12

DR Sportens cykelkommentator Carsten Ritter give sine bud på favoritterne til den gule trøje.

Alberto Contador


Alberto Contador, Astana

Selv om han ikke var helt skarp i bjergene op på enkeltstarten i det franske optaktsløb Dauphiné Liberé midt i juni, må Alberto Contador finde sig i betegnelsen "Tourens største favorit".

I hans sidste start inden Tour de France blev han spansk mester i enkeltstart. Han har flere sejre i år - særligt hans tempoegenskaber på enkeltstarterne har været imponerende. Og så har forrige års Tour-vinder en sult efter en ny sejr, eftersom hans hold var udelukket fra Tour de France i 2008.

Det store problem for Alberto Contador kan være, at hierarkiet ikke er på plads på Astana. Han fik dog en af "sine" ryttere, portugiseren Sergio Paulinho med på Tour-holdet. Mange taler dog alligevel om en Contador-lejr og en Armstrong-lejr på holdet. Desværre for Contador er sportsdirektør og manager Johan Bruyneel formentlig i så fald i Armstrong-lejren, for syv Tour-sejre og gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig.

Cadel Evans i selskab med sin hund, Molly, efter 20. etape.


Cadel Evans, Silence-Lotto
To år i træk har Cadel Evans stået i Paris og været mindre end et minut fra den samlede sejr. Hvis der er præmie for at være stabil og konstant, skal australieren til gengæld have førstepladsen. Han kommer med selvtillid fra Dauphiné Liberé, hvor han var syv sekunder bedre end Alberto Contador på en enkeltstart over 12 kilometer og 37 sekunder bedre på en enkeltstart over 42 kilometer. Og ikke mindst fra et løb, hvor han angreb i bjergene - noget han ofte beskyldes for ikke at gøre.

Cadel Evans' problem er, at han ikke besidder acceleration, og derfor ikke kan komme væk, og samtidig har svært ved at gå med, når konkurrenterne rykker på stigningerne.
Men det gør måske heller ikke så meget, hvis han bare besejrer de andre på enkeltstarterne. Det er nok nu eller aldrig for australieren, men det taler imod Cadel Evans, at der er en holdtidskørsel med i løbet. Hans Silence-Lotto er ikke stærkt, og han kan nemt miste et minut eller mere på den konto.

Andy Schleck var urørlig i dagens udgave af Liege-Bastogne-Liege.


Andy Schleck, Team Saxo Bank
Efter hans imponerende sejr i Liege-Bastogne-Liege, var der lagt op til et meget stort Tour de France for den unge luxembourger. Hans indsats i Schweiz Rundt har dog skabt lidt tvivl om, hvor godt han har ramt formen.
Sidste år mistede han ni minutter på Hautacam, hvor han havde glemt at drikke. Efter det tidstab blev han hjælperytter for sin bror og Carlos Sastre, og han rykkede og rykkede - og smilede mens han gjorde det. Andy Schlecks problem er dog enkeltstarterne. Han kan nemt miste to minutter til Alberto Contador og Cadel Evans på den 40,5 kilometer lange enkeltstart på 18. etape.

Menchov under Giro d Italia


Denis Menchov, Rabobank
Vinderen af Giro d'Italia i år har mere selvtillid end nogensinde. Men er han træt? Denis Menchov og Tour de France har næsten altid været to uforenelige størrelser.
Han sidder det forkerte sted, når feltet knækker i sidevinden, han styrter på steder, hvor man ikke bør styrte, eller har en dårlig dag på et forkert tidspunkt. Men skal det nogensinde være, er det nok i år. Menchov er en mand, som vælger sine angreb med omhu, men det er slet ikke usandsynligt, at han står med stærke på Mont Ventoux dagen før afslutningen i Paris. I forhold til Astana og Saxo Bank vil hans Rabobank-hold formentlig miste dyrebar tid i holdtidskørslen.

Carlos Sastre med Cadel Evans


Carlos Sastre, Cervelo Test Team
Nogle mener, at Carlos Sastre vandt sidste års Tour de France fordi Alberto Contador ikke var med, og fordi han fik meget stor hjælp af Schleck-brødrene. Det er måske også delvis rigtigt, men han er immervæk en rytter, som skal regnes med i favoritternes inderkreds.

Sidste år var han bedste mand på etapen til Alpe d'Huez, og med færre enkeltstartskilometer i år, kan Tour de France blive afgjort af, hvem der er bedst på Mont Ventoux på løbets næstsidste dag. Det kan være Carlos Sastres lykke, for han er typen, som bare bliver bedre og bedre.

Han var lidt skuffet over kun at blive nummer fire i Giro d'Italia tidligere på sæsonen, men med to etapesejre undervejs, imponerede han alligevel. Og mon ikke formen er lidt skarpere nu? Fornuften siger, at Sastre når podiet igen.

Lance Armstrong


Lance Armstrong, Astana
Amerikaneren er løbets store spørgsmålstegn. Han er blevet 38 år. Han brækkede kravebenet seks uger før Giro d'Italia, men blev alligevel nummer 12 selv om han kørte helt afslappet og uden ambitioner. Hvor står han så nu? Hvor stærk er han i bjergene? Hvor stærk er han på enkeltstarterne? Hvordan er hierarkiet på Astana? Lance Armstrong har vundet Tour de France syv gange før. Ingen kan slå hans erfaring.
Tør du undvære ham på dit managerhold?

Christian Vandevelde i asfalten under Giroen


Christian Vandevelde, Garmin-Slipstream
Sidste år blev Christian Vandevelde nummer fire i Tour de France. I år skal han vise, at det resultat ikke var en engangsforestilling. Spørgsmålet er bare, om han er i form til det. Et slemt styrt kostede en brækket ryg, så amerikaneren måtte forlade Giro d'Italia før tid. Han er stærk på enkeltstarterne, og så er han blevet mere end habil i bjergene.
Forvent ikke store angreb fra Vandevelde. Han vil køre så anonymt som muligt, og så håbe, at enkeltstarterne og holdtidskørslen kan bringe ham i en god position. Hans Garmin-hold med tempoeksperter som Bradley Wiggins, David Millar, David Zabriskie, Danny Pate og ikke mindst Vandevelde selv, vil være med til at kæmpe om sejren i holdtidskørslen på fjerde etape.


 

Send eller anbefal link

 

Følg etaperne live

DR dækker alle Tour-etaper live i tekst på dr.dk/tour samt på P3, hvor Henrik Fallesen og Henrik Liniger kommenterer løbet fra de franske landeveje.

 

Aftentour med Reedtz

Aftentour på DR1 samler op på Tour de France hver aften.

 

Tophistorier lige nu

Her er tallene, der giver Bayern håb

23. apr. 2014 23:39Champions League

Real Madrid vandt første CL-semifinale 1-0, men er måske ikke favoritter til samlet sejr.

 

Robben: Må angribe med hjerte og hjerne i München

23. apr. 2014 23:04Champions League

Arjen Robben ærgrede sig naturligt nok over Bayerns 0-1 nederlag i Madrid.

 

Benzema-pletskud sænker Bayern

23. apr. 2014 22:39Champions League

Real Madrid vinder på hjemmebane med 1-0 over Bayern München i de to holds første semifinale i Champions League.

 
 
 

Aftentour med Reedtz

Aftentour på DR1 samler op på Tour de France hver aften.

 

Seneste nyheder

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Tour de France

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.