Tennisalbue helbredes med væksthormon

En tennisalbue kan være en langstrakt og smertefuld affære, der kan ende med omskoling eller førtidspensionering. Imidlertid gør en ny behandling, hentet fra dyrenes verden, det nu muligt at helbrede tennisalbuer ved hjælp af kroppens egne væksthormoner - helt uden bivirkninger eller komplikationer. Behandlingen kaldes PRP og er en biologisk behandling.

Dyrlæger har gennem flere år med stor succes behandlet vævs-, muskel- og seneskader på heste og hunde ved hjælp af væksthormoner udvundet fra dyrenes eget blod. Nu har et stort hollandsk studie vist, at behandlingen er ligeså effektiv for mennesker, der lider af en kronisk tennisalbue. I studiet blev 85 % af de behandlede patienter helbredt inden for et år og de resterende opnåede en væsentlig lindring. Behandlingen tilbydes nu på Privathospitalet Hamlet af overlæge, ph.d. Andreas Hartkopp, som sidste år også gik i gang med en anden biologisk behandlingsmetode, nemlig Othokin-behandlingen, som ligeledes oprindeligt stammer fra dyrlægers behandling af ledbetændelse hos især sportsheste.

Monotone bevægelser skyld i tennisalbuer
Tennisalbue associeres ofte med ketsjersporten, men langt de fleste tilfælde ses især hos håndværkere som blikkenslagere, murere og tømrere, der dagligt udfører tunge, monotone, drejende håndbevægelser i forbindelse med deres arbejde. En anden kilde til tennisalbue er ensformige bevægelser i forbindelse med kontorarbejde. Skaden skyldes en nedbrydning af vævet omkring håndleddet og albuens strækkesener.

PRP behandling fremskynder kroppens naturlige heling
Hvis den traditionelle behandling i form af aflastning, fysioterapi og indsprøjtning af binyrebarkhormoner ikke hjælper, kan den nye PRP behandling med blodpladeberiget serum fremskynde kroppens naturlige heling ved hjælp af væksthormoner udvundet fra patientens egne blodplader. Populært kan man sige, at kroppen selv helbreder skaden ved at få tilført et koncentrat af kroppens egne væksthormoner, der hvor der er akut brug for dem. Væksthormonerne ligger inde i blodpladerne, som isoleres og sprøjtes ind i den syge sene.

Patienten tappes og blodet centrifugeres
PRP behandlingen er for så vidt temmelig enkel for patienten. Der bliver først tappet en ganske lille portion blod i en sprøjte, hvor der i forvejen er lidt antikoaguleringsvæske. Den mængde blod, der tappes, er mindre end 15 % af den mængde, man afgiver per gang som bloddonor. Så det er ikke meget. Blodet sprøjtes derefter over i en beholder, som sættes ned i en centrifuge. Blodet centrifugeres i et kvarter ved 3.200 omdrejninger i minuttet. Når beholderen tages ud, kan man tydeligt se, at blodet er blevet separeret. Midt på beholderen er der et udtag, hvorfra blodpladerne suges op i en lille kanyle tilsat lidt natrium bikarbonat. Dette sker for at sikre en pH-værdi på niveau med patientens eget væv, så der ikke sker irritation.

Lokalbedøvelse og behandling
Hvis patienten har holdt frikvarter, mens blodet er blevet slynget, så er det herefter tid at komme tilbage. Det inflammerede og smertende område i albuen lokalbedøves først, med tilsætning af adrenalin for at sikre en længerevarende bedøvelse af vævet. Nu indsprøjtes patientens eget blodpladeberigede serum nøjagtigt der, hvor smerten udspringer. Injektionen guides af ultralyd. Der stikkes flere steder, men det kan man ikke mærke, når man er lokalbedøvet. Behandlingen er herefter principielt afsluttet. Dog skal patienten holde armen i ro i fire uger, ikke løfte noget af betydning og i øvrigt sørge for at følge et let træningsprogram i samme periode.

Behandlingen er en succes
Hamlets speciallæge i idrætsmedicin Andreas Hartkopp er ikke i tvivl. Det er et stort fremskridt i behandlingen af kroniske seneskader. Hamlet er de eneste i Danmark, som på nuværende tidspunkt tilbyder behandlingen og resultaterne er gode. Indtil videre er effekten kun videnskabeligt dokumenteret for tennisalbuer, men forsøg i udlandet tyder på, at behandlingen er mindst ligeså effektiv i behandlingen af andre sene- og muskelskader såsom akillessener og svangsener.

Læs hele artiklen i RASK magasinet