dr.dk/sundhed Abonner på sundhed
Barack Obama

© DR Update

 

Skrevet af: Dorthe Boss Kyhn

 

Send link til:

Obama-feberen er over os

01. okt. 2009 15.40 Sundhed

Lige om lidt betræder verdens mægtigste mand, den amerikanske præsident Barack Obama, dansk jord. Med sig bringer han en hel speciel feber, som vi alle sammen nærmest umærkeligt bliver grebet af.

Vi labber ham i os. Som en kat, der labber fløde i sig og siden lægger sig små-spinnende i en solstribe. Lige meget hvad han gør, hvordan han gør det og hvordan ordene kommer ud af hans mund - så er vi 100 procent på. I hvert fald her i Europa.
Og i disse dage kan pandemi være pandemi. I disse dage nu er det en hel anden slags epidemi, der har grebet os: Obama-feberen!
 - Han har jo nærmest fået gude-status, og det er der flere forklaringer på, forklarer psykolog Henrik Tingleff, der netop selv har været i Chicago, hvorfra han kan rapportere, at byen står på den anden ende for at blive olympisk by 2016. Henrik Tingleff forklarer videre:
 - Obama passer godt i tidsånden, hvor Bush stod for alt det ærke-amerikanske på den grimme måde, så står Obama for det modsatte. Hele verden har brug for en helt, en faderskikkelse. Og så er han oven i købet ung, energisk, har en smuk kone og to henrivende døtre - alt det der skal til for at blive sat op på en piedestal.

Han kan skelne
Men hvilket menneske kan rumme at alverdens øjne konstant er rettet mod ham. Hans amerikanske politiske modstandere kritiserer ham netop i disse dage for, at han bruger tid på at tage til København for at promovere Chicago som olympisk by?
 - Han er i den grad i stand til at skelne mellem præsidenten og privatpersonen. Hvis folk kritiserer ham, så ejer han til fulde evnen til at sige, at det er præsidenten, altså den faglige person, der kritiseres og ikke mig som privatperson. Når man har den evne, så er man stærk - så kan han trygt lægge sig til at sove i Airforce One på vej over Atlanten, fordi han kan lægge kritikken bag sig og holde sit fokus på, at lige nu er den vigtigste mission for ham at få værtskabet til hans elskede hjemby. Og præcis den evne kan alle os, som går og fedter med alverdens kvaler, når vi bliver kritiseret, lære rigtig meget af.

Han er ærlig
Samtidig er han ærlig - han ustråler empati og ærlighed, når han møder mennesker. Og det gør han jo konstant, men kan man være empatisk, hvis man ikke mener, det man gør?
 - Det kan man i princippet godt. Man kan godt performe, charmere og betage uden at være oprigtig - det er folk med psykopatiske eller narcissistiske træk jo fx rigtig gode til at gøre.  I længden holder det dog ikke - både de psykiske og praktiske omkostninger vil blive alt for store både for personen selv om dennes omgivelser.
 - Jeg tror, virkelig at Obama mener, det han gør. Jeg er sikker på, at han er dybt engageret og ejer stor empati. Han har i det hele taget givet ud tryk for, at han har en mission med sin politik, og at han er 200 procent sikker på, at han gør det rigtige. Han har samtidig hele tiden haft styrken til at erkende, at der er risikabelt for et menneske at blive sat op på en piedestal som han er. Hvis ikke han leverer varen, så ved han, at han falder dybt - hatten af for den selverkendelse, det er sjældent man hører den slags, siger psykolog Henrik Tingleff.

Jo, vi kan!
Også kommunikationsekspert Morten Holmgård, Coloplast, der i det daglige træner erhvervsfolk i den svære kunst at kommunikere, er imponeret:
- Når Obama i sine taler ikke siger 'jeg', men konsekvent 'vi', 'os', 'dig' og 'USA', skaber han med sine ord en fællesskabsfølelse, som er meget stærk. Som tilhører er vi jo inkluderet i talen. Tænk bare på valgsloganet 'Yes, we can!' - det havde haft en helt anden virkning, hvis han havde sagt 'Yes I can!'
- Og ja, vi labber hans ord i os, fordi hans budskaber ofte er tidløse og egentlig lidt ukonkrete, så det er svært at være uenig. Når han står på talerstolen, er han inkarnationen af sit budskab, og hans person og hudfarve refererer tilbage i den amerikanske historie. Det giver ham en afgørende troværdighed - og det betyder også, at det kun er ham, der
kan tale, som han gør med den virkning, forklarer Morten Holmgård.

Han har talent
Morten Holmgård mener, at Obamas talent er uomtvisteligt. Men er samtidig sikker på, at præsidenten også har øvet sig:
- For bare fem år siden var han ikke så fængende, som han fremstår nu. Han har også måttet øve sig for at blive god, forklarer Morten Holmgård, der i sin undervisning af ledere og medarbejdere bruger Barack Obama som den gode rollemodel:
- Obama er et mønstereksempel på passion og gennemslagskraft.
Han ejer rummet, fra det øjeblik han går op mod talerstolen. Han er til stede med sine øjne og fast og sikker i sit kropssprog. Det kan alle bruge aktivt, og man kan sagtens øve sig i at være mere nærværende, når man skal præsentere noget for sine kolleger - også selvom man er nervøs. Obama bruger sin stemme meget varieret, og han
tør holde pauser, der giver tilhørerne tid til at fordøje pointerne. Han bruger sig selv, sin far og sin opvækst i sine taler. Det skaber billeder, og er også et kendetegn ved hans retorik.

Øv dig
Så hvis du vil lære af Obama, så stil dig op foran spejlet og øv:
- Ligesom vi alle kan blive bedre til at spille fodbold, uden at have Laudrups gener, kan vi blive bedre til at brænde igennem ved at kigge på Obamas passionerede måde at tale på. Vi skal ikke være som Obama, det ville næppe virke godt, men man skal trække de passionerede sider frem hos sig selv, når man taler for en forsamling - og øve sig!

 
 
 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sundhed > Din sundhed > Artikler

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.