Internettet holder hjernen ung
25. okt. 2009 08.00 SundhedGlem alt om, at internettet er for de unge. Vil du holde din hjerne frisk og smidig, så tænd for computeren.
Når du bruger nettet, træner du mange vigtige hjernefunktioner samtidigt, og resultaterne er til at få øje på - ved hjælp af hjerneskanninger.
Overblik og beslutningsdygtighed
Forskerne fra Semel Institute for Neuroscience and Human Behavior på University of Los Angeles undersøgte en gruppe ældre, hvoraf halvdelen ikke i forvejen havde erfaring med internettet. De blev sat i gang ved computeren, samtidig med at deres hjerneaktivitet blev målt ved skanning.
Forskerne kunne konstatere, at arbejdet ved skærmen i første omgang aktiverede de områder af hjernen, som er ansvarlige for syn, sprogforståelse og hukommelse. Forsøgspersonerne blev derefter sat til at løse opgaver hjemme, ved hjælp af internettet i en time dagligt.
Efter henholdsvis en og to uger blev de igen skannet under arbejdet ved computeren.
Det viste sig, at forsøgspersonerne allerede efter en uge, ud over de tidligere fundne områder, nu også brugte andre vigtige hjerneområder, som er ansvarlige for evnen til at skabe overblik, sortere og huske informationer og træffe beslutninger.
Fordobling af hjerneaktiviteten
Og hvor der ved forsøgets begyndelse var tydelige forskelle i hjerneaktiviteten hos de, der i forvejen brugte nettet og de, der ikke kendte til det, var de forskelle stort set udlignede efter bare to ugers daglig træning ved skærmen.
Forskerne påpeger, at netop de mange forskellige krav, som arbejdet ved computeren stiller, gør den særlig velegnet til at træne hjerneaktiviteten og dermed modvirke hjernens ældningsproces. Computerbrugeren skal hurtigt kunne skaffe sig overblik og sortere uvæsentlig information fra, samtidig med at vigtig information huskes.
Tidligere har forskerne vist, at træning ved brug af internet kunne fordoble forsøgspersonernes hjerneaktivitet.