Selvtilliden fejlede ikke noget hos rapperen Kidd, da han væltede den danske musikscene med numre som "Ikk' lavet penge", "Kysset med Jamel" og "Uhh, det er svært at vær' så god".
Lørdag viser DR3 første afsnit af dokumentaren om Kidd, 'Kidd Life'.
Det er historien om et af de mest omtalte mediefænomener, der måske narrede medie- og musikbranchen, men måske endte med at også miste sig selv.
Det hele var en joke
På få måneder blev Kidd landskendt efter at have lagt et nummer på Youtube. Og da berømmelsen var på sit højeste, dukkede Kidd pludseligt op hos Clement Kjærsgaard på DR og afslørede, at det hele var en joke og at han ville stoppe med at lave musik.
Alle vil ha' Kidd
Instruktør Andreas Johnsen følger Kidd som en flue på væggen gennem det første år, hvor karrieren tager fart. I det første afsnit følger vi den spirende optur: Vi er med til Kidds optræden ved Distortion, på jyske provinsdiskoteker, på Roskilde Festival og til han pludselig bliver taget seriøst af kultureliten.
Vi følger den dramatiske periode i Kidds liv, der præges af druk, joints, fester, groupies, en periode som hjemløs og en graviditetstest.
Tvivlen sætter ind
Kidd prøver at finde sig selv, mens verden omkring ham hele tiden er et skridt foran og har en mening om ham. En mening, som han har svært ved ikke at lade sig påvirke af. Og så begynder tømmermændene og tvivlen at banke på.
'Kidd Life' - udvidet version
'Kidd Life' vises i fire afsnit på DR3 i en længere version, end den der blev vist for udsolgte sale til CPH DOX sidste år.
Du kan se 'Kidd Life' 1:4 lørdag kl. 20:00 på DR3