preload loader
 

Her kan du læse om, hvad der er meningen med DemokratiBooster.

Hvad er DemokratiBooster?

DemokratiBooster er et site fra ungdomsredaktionens community Skum. Vi giver tips og tricks til, hvordan du kan få indflydelse i demokratiet. 14 vidt forskellige unge fortæller om deres erfaringer med at bruge deres stemme. De giver også gode råd. En værktøjskasse guider dig igennem dine muligheder og rettigheder - alt fra at downloade gratis software til at arrangere en demonstration.

Hvorfor laver DR DemokratiBoosteren?

Det danske demokrati er på mange måder en succeshistorie. Da Grundloven blev vedtaget i 1849, talte man om de syv F'er, som ikke havde stemmeret: fruentimmere, fattige, fremmede, fallenter, fjolser, (tjeneste-)folk og forbrydere.

I år er det 100 år siden at kvinder (og tjenestefolk) brugte deres valgrettigheder første gang. Og siden er de øvrige grupper også kommet med. Valgretsalderen er desuden gradvist blevet nedsat fra 25 til 18 år.

Demokratiet er altså til stadighed blevet udvidet. Og interessen og opbakningen er stor, hvis man for eksempel måler efter valgdeltagelsen. Det gælder også blandt de etniske minoriteter, som er godt repræsenteret både kommunalt og i Folketinget.

Der er dog et men: Kvinderne er stadig ikke ligeligt repræsenteret, og det gælder i særdeleshed etniske minoritetskvinder. Både i Folketinget og i landets kommunalbestyrelser er kun ca. 30 % af medlemmerne kvinder. Og af de indvalgte nydanskere er kun 14 % kvinder.

Demokratiboosteren er blandt andet blevet udviklet for at gøre noget ved den skævhed. Og for i det hele taget at inspirere unge til at bruge deres stemme.

Læs mere om det danske demokratis historie her: http://www.kvindersvalgret.dk

Hvordan er de medvirkende udvalgt?

Redaktionen har fundet 14 unge, der på forskellige måder har involveret sig i demokratiet. Vi har prøvet at vise, at der er mange holdninger i et demokrati som det danske, ligesom der er mange muligheder. Men vi kan ikke have alle holdninger og alle muligheder med. Vi har arbejdet med en bred forståelse af demokratiet: demokrati er muligheden for at påvirke andre med sine idéer, både som individ og i grupper, samt ikke at blive forfulgt for dem.

Jeg har et tip/værktøj/godt råd - kan jeg komme med min erfaring?

Ja, endelig. Send det til os på skum@dr.dk

Hvem laver DemokratiBoosteren?

Redaktionen: Rune Geertsen, der er redaktør på Skum, og freelancejournalist Nikolai Lang har stået for projektet. Nima Hajarzadeh og Mia Rask har medvirket til research og interviews. Interviews er optaget og klippet af Jakob Solbakken. Design er lavet af DR Interaktiv Produktion. Fotograf er Freddy Hagen.

Samarbejdspartnere

DemokratiBoosteren er et samarbejde mellem DR, Københavns Kommune og museumsfestivalen Golden Days. Københavns kommune har doneret 250.000 kr til projektet i forbindelse med demokratifestivalen for unge i København. Skum har haft fuld redaktionel styring på projektet.

Skal Peter Lundin have lov til at stemme? Skal Hizb ut-Tahrir medlemmer? Skal nazister?

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tema > Booster

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.