Black & White
Deus ex machina
'Black & White' er spillet for dig der går rundt med en megaloman kontrolfreak i maven. Du er intet mindre end Gud, og med dit creature som forlænget arm styrer du verdens gang.
Black & White
Distributør: Electronic Arts
Udvikler: Lionhead
Nu har du muligheden for endelig at indrette verden efter dit hoved. Skal solen stå op 3 gange i timen, eller skal landsbyer lægges øde? Du bestemmer. 'Black & White' er et strategispil, hvor du som guddom for dit folk skal sørge for fremgang og lykke - om det er igennem krig eller kultur er op til dig.
Anderledes strategi
I strategispil som 'Age of Empires' og 'Civilization' er du leder for dit folk, men i 'Black & White'-spillene er du ligefrem Gud. Det gør spil-oplevelsen noget mere personlig, og komplicerer dit forhold til undersåtterne, fordi din magt vokser igennem folkets bønner til dig, og du kan vælge at styre igennem frygt eller tilbedelse.
Dit creature
Du starter spillet med at vælge et 'creature', et dyr der fungerer som din forlængede arm ude i verden. Dit creatures personlighed er meget afhængig af den måde du opdrager det på - du kan lære det at hjælpe dine tilbedere, og bruge meget tid på at underholde og lege med dem, eller du kan skabe en kriger der uden skrupler spiser undersåtterne, og spreder frygt og undertrykkelse.

Troldspejlet om Black & White
Et af de mest nyskabende spil i lange tider. Man spiller en gud, der hersker over et ø-rige, hvis beboere man skal overbevise om, at man er den perfekte gud for dem. Et kompliceret spil med mange detaljer, men samtidig morsomt, godt konstrueret og langtidsholdbart.
Skrevet af:
Mette Boje Abildgaard