Andrea Mehl Knudsen, cand.mag. i computermedier med speciale i netdating
Hvorfor netdater vi?
Læs de øvrige interviews med netdating eksperter
Hvorfor dater vi på nettet?
- Rigtig mange mennesker har ikke tiden til at gå at ud og møde folk i virkeligheden, der er også mange, der ikke synes de har mulighed for at møde andre. Og så er det jo en måde at optimere sine muligheder på, hvis man både dater online og offline.
- For den yngre del af befolkningens vedkommende, så tror jeg slet ikke de tænker så meget over om de danner relationer via nettet eller via andre sociale sammenhænge som de indgår i. For dem er det helt naturligt, at de også lærer nye mennesker at kende på nettet, ligesom de gør det på skolen, til fester, til sport etc...
Hvem er det der dater?
- Alle. Det vil være svært i dag at finde en gruppe, som ikke har repræsentanter der dater. Der er kommet så mange specialiserede datingsites, så du har mulighed for at målrette din søgning præcis efter den type du gerne vil møde, eller den du tror du gerne vil møde. Du har mulighed for at pege på nøjagtig de parametre der er vigtige for dig - f.eks. alder, profession, udseende, interesser mm.
Hvorfor hersker der stadig tabu omkring netdating?
- Jeg tror at det tabu er på retur. Efterhånden kender de fleste en eller flere som har noget erfaring med netdating. Der har altid været tabu omkring partnerjagt. Det er heller ikke i alle kredse at folk har lyst til at sige at de har mødt hinanden på en bar eller et diskotek. Tidligere var det ikke acceptabelt at have mødt nogen uden for sit sociale lag.
Hvad er nutidens idealer for kærester og parforhold?
- Vi går ud fra at alle gerne vil have en kæreste, og så har de fleste af os rigtig store forventninger i dag til at møde den eneste ene. Det er f.eks. blevet meget moderne at gifte sig igen - dels på rådhuset, men særlig kirkebrylluppet er i vores samfund kommet til stå som symbol for den ultimative romantiske drøm. Vi bruger traditionerne til fuldende drømmen/billedet af det perfekte liv, og til at underbygge vores forventninger om den store kærlighed og den eneste ene for evigt.
Men der er jo samtidig også rigtig mange skilsmisser, hvordan harmonerer det med ’for evigt’?
- Paradokset er, at vi lever i en rationel højmoderne virkelighed, hvor individets frihed og lykke er nogle af de vigtigste fikspunkter, og derfor er det også ok at skifte den eneste ene ud med en ny eneste ene. Det er i orden at have flere eneste ener gennem livet, som så fungerer som den eneste ene nu og her.