preload loader
 
Harry Potter og venner

De 6 første bøger

Er du ved at være håbløst bagud i Potteruniverset, eller trænger du bare til en opfrisker, så kan du her blive indført i de seks forrige fortællinger.

Harry Potter og De Vises Sten

Harry Potter og De Vises Sten, udgivet på Gyldendal i 1998

1: Harry Potter og De Vises Sten
På sin 11-års fødselsdag modtager Harry Potter et brev. I brevet står der at han er troldmand og er blevet optaget på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab. På skolen møder han Ron og Hermione, som han bliver venner med, efter de sammen har slået en bjergtrold ned. Han lærer at spille Quidditch og er faktisk den yngste spiller i flere hundrede år. Der går ikke lang tid, før han finder ud af, at Hogwarts gemmer på en stor hemmelighed: De Vises Sten. Sammen med Ron og Hermione gennemgår han en række prøver for at komme frem til stenen før Harrys ærkefjende Voldemort og hans mørke magter. Hjælperen viser sig, mod al forventning, at være deres nervøse lærer i forsvar mod mørkets kræfter. Det lykkes Harry at få stenen, og alt ender godt.

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, udgivet på Gyldendal i 1999

2: Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
Få måneder inde i andet skoleår på Hogwarts begynder der at ske mærkelige ting. Der bliver skrevet ting med blod på væggene, og flere elever bliver fundet forstenede. Da Hermione bliver forstenet, beslutter Harry og Ron at tage sagen i egen hånd. I løbet af året, finder Harry ud af, at han er slangehvisker, altså kan han tale med slanger. Det kunne Salazar Slytherin også, og det betragtes derfor, som en egenskab onde troldmænd har. Da Ron bliver forhindret i at komme med, må Harry selv finde Hemmelighedernes Kammer. Det rummer en kæmpe slange, som kun Voldemort kan styre. Han har, gennem en dagbog, langsomt overtaget Rons lillesøsters livskraft, og Ginny hun er næsten død, da Harry får dræbt slangen og tilintetgjort dagbogen. Heldigvis overlever hun.

Harry Potter og Fangen fra Azkaban

Harry Potter og Fangen fra Azkaban, udgivet på Gyldendal i 2000

3: Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Da Harry starter på sit tredje år på Hogwarts, er massemorderen Sirius Black sluppet ud af det berygtede fængsel Azkaban. Man tror, det var ham, som forrådte Harrys forældre, og at han også vil dræbe Harry. Det viser sig ikke at passe. Under en dramatisk scene, som involverer Sirius, Harrys lærer professor Lupus, Rons rotte Scabbers og professor Snape, får Harry hele sandheden at vide. I virkeligheden er synderen en vis Peter Pettigrew. Man troede, at han var død, men han har levet som rotten Scabbers i flere år. Sirius er Harrys gudfar, og han lover, at Harry kan bo hos ham, når han har fået renset sit navn. Men Peter Pettigerw slipper væk, og Sirius er nødt til at gå under jorden. Efterfølgende må Lupus forlade skolen, da det er de færreste forældre, som vil have en varulv til at undervise deres børn.

Harry Potter og Flammernes Pokal

Harry Potter og Flammernes Pokal, udgivet på Gyldendal i 2000

4: Harry Potter og Flammernes Pokal
Denne gang bliver Harry ufrivilligt meldt til at deltage i en magisk trekamp. Han skal gennemgå tre prøver for at vinde, men det er som om, nogen hjælper ham. Som om nogen vil have ham til at vinde! Harry vil i virkeligheden ikke vinde, og da han kommer frem til målet, som er en pokal, på samme tid som konkurrenten Cedric Diggory, beslutter de sig for at tage pokalen samtidig. Da de rører ved den, bliver de ført til en skummel kirkegård, hvor Harry med det samme genkender Peter Pettigrew. Voldemort genopstår og tilkalder dødsgardisterne. Harry er chokeret over at blandt andet se Draco Malfoys far, Lucius Malfoy, blandt dem. Voldemort dræber Cedric og vil selvfølgelig også dræbe Harry. Harry slipper væk inden og det lykkes ham at få Cedrics lig med tilbage til Hogwarts.

Harry Potter og Fønixordenen

Harry Potter og Fønixordenen, udgivet på Gyldendal i 2003

5: Harry Potter og Fønixordenen
I sommerferien bliver Harry hentet og ført til Fønixordenens hemmelige hovedkvarter. Her møder han medlemmerne af Fønixordenen, som har pålagt sig selv opgaven at finde og dræbe Voldemort. I Ministeriet for Magi er der ingen, som tror på, at Voldemort er vendt tilbage. De mener Harry lyver, og at Dumbledore er ved at miste kontrollen over Hogwarts, derfor sender de Dolora Nidkjær for at "hjælpe" ham. I løbet af året indfører hun en lang række regler, og overtager langsomt styringen. Harry begynder at træne i forsvar mod mørkets kræfter med nogle af de andre elever, og sammen kalder de sig Dumbledores Armé. I slutningen kommer de til Ministeriet for Magi, hvor de, sammen med Lupus, Sirius, Dumbledore og andre medlemmer af Fønixordenen, kæmper mod en lang række dødsgardister. Næsten samtlige personer bliver sårede, og Sirius mister livet til stor sorg for Harry.

Harry Potter og Halvblodsprinsen

Harry Potter og Halvblodsprinsen, udgivet på Gyldendal i 2005

6: Harry Potter og Halvblodsprinsen
Til Harrys store overraskelse dukker rektor Dumbledore op blot få uger inde i det trøstesløse ferieophold hos famlien Dursley. Dumbledore beder ham hjælpe med at overtale Horatio Snobbevom til igen at undervise på Hogwarts. Han skal undervise i "Eleksir", mens Severus Snape overtager undervisningen i "Forsvar mod de mørke kræfter". Dumbledore sørger også personligt for Harrys uddannelse. Bl.a. indebærer det, at Harry via en række rejser i andre menneskers erindringer får indsigt i, hvem der gemmer sig bag Lord Voldemort. Nemlig den lille forældreløse dreng Tom Riddle, søn af en troldkvinde og et almindeligt menneske. Dumbledore og Harry starter herefter jagten på en række "horcruxer", der hver indeholder en syvendedel af Voldemorts sjæl. Disse skal tilintetgøres, hvis det skal lykkes at bekæmpe mørkets magter. Jagten på en af disse "horcrux" er ved at koste både Harry og Dumbledore livet, men det lykkes dem at få fat i medaljonen med "horcruxen" og nå tilbage til Hogwarts. Dumbledore er imidlertid så svag, at han ikke er i stand til at modstå et angreb fra dødsgardisterne, der med hjælp fra Draco Malfoy er trængt ind på skolen. Det viser sig, at også Severus Snape er på dødsgardisternes side og det er ham, der med den alt ødelæggende "Abra-ka-dabra"-besværgelse, slår Dumbledore ihjel.

 

Send eller anbefal link

Potter nyheder

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tema > Harry Potter

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.