preload loader
der er et yndigt land
FN, Forenede Nationer

I FN og andre steder i det internationale samfund har holdningen til Danmark ændret sig omkring årtusindeskiftet

© AP Graphics

I har ellers altid gjort det rigtige

Torben Brandt

Torben Brandt har arbejdet med udviklingsprojekter i mange år og noteret sig et skift i holdningen til Danmark i det internationale samfund

Hvor dum kan man være?
Det internationale miljø rundt omkring i verdens storbyer er et godt sted at måle, hvordan vi danskere opfattes generelt. Jeg husker hvordan folk fra FN, EU og NGOer i Jakarta, folk fra alverdens lande, kiggede mystificeret på mig, da Danmark stemte nej til EUROen. "Hvor dum kan man være?" - og "det ligner da ikke jer?, "det giver jo ingen mening" var standardreaktionen, underforstået, at der ellers altid havde været mening med "galskaben" i Danmark.
 
I danskere har ellers altid gjort det rigtige
Så kom nedskæringerne i bistanden. "Jamen hvad sker der?" spurgte alle mig. Her havde verden i årtier haft et billede af en nation med en konsistent humanistisk profil, et referencepunkt, som nu forsvandt. "I danskere har ellers altid gjort det rigtige" - sagde folk med forundring og let irritation over, at de nu skulle til at finde ud af hvilket land, de nu skulle henvise til som forbillede når de forhandlede projekter.
 
Selvfedhed
På et tidspunkt blev jeg uvenner med en japansk overordnet i FN systemet. Han var rasende på mig og jeg forstod ikke helt hvorfor. Først slog jeg mig til tåls med, at det nok var noget med "orden". Fordommene siger nemlig at japanerne er "Asiens preussere". Men jeg var ikke selv helt tilfreds med den forklaring. På en flyvning fra København til Singapore i en sen nattetime, fandt jeg en anden udlægning. Et par rækker fra mig sad 2 danske akademikere og snakkede. Det var lidt svært at høre, hvad emnet var, men pludselig løfter en stemme sig og jeg hører sætningen "jamen altså, de er simpelthen så arrogante at de ikke se at vi er de bedste!". (så kan man vel ikke komme højere på "arroganceskalaen?). Var det mon i virkeligheden min arrogance, midt i al den smilende jovialitet jeg ellers synes jeg står for, der havde gjort japaneren så rasende? Var det den "selvfedhed" min generation af danskere er opflasket med gennem 50 års nytårtaler, hvor sætningen "det bedste af alle lande - af alle demokratier" blev for meget for japaneren?
 
Tid til at lære af verden
Arrogance bliver kun tålt, hvis man har noget at have den i, og her er det blevet sværere for os danskere i de senere år. Den tid, hvor vi kun sjældent fik et par småridser i "fuldkommenhedslakken", f.eks. når man i verdenspressen kunne læse, at 20 nazister havde marcheret fra Køge til København, er forlængst ovre. Der er brug for den ydmyge dansker nu, da hele verden ved at selv i Danmark trives rascismen, at vores sundhedssystem er langt bagud, at vores interesse for verden falder i takt med at vores velstand stiger - og så er vi ikke engang særligt gode til fodbold mere, selvom taxacahuffører over hele verden lige netop stadig husker Peter Schmeichel og Michael Laudrup, mens de til stadighed undrer sig over at vi ikke engang kender det verdensberømte "Michael Learns to Rock" når orkestret nu kommer fra Danmark. Til gengæld er de sjældent så arrogante, at de begynder at overfuse os pga af Muhammed-tegningerne.

- Nu er tiden kommet hvor vi skal lære af verden - og ikke mere belære den. Det bliver ikke nemt, men vi vænner os til det.....en skønne dag.

 

Mere om Torben Brandt:

Torben Brandt, radiojournalist og medierådgiver, f. 1953.
Har foruden sit arbejde i DR i 30 år med radiomontage og kulturstof, arbejdet internationalt som medietræner, projektmager og rådgiver i Norden, Asien, Mellemøsten og Afrika.
Større opgaver har været træning af Bhutan Broadcasting Service 1989-92, leder UNESCOs kommunikationsprogram i Indonesien i 1999-2001, kurator af kunstinstallationen Asian Comments, mediesamarbejdeprogrammer under henholdsvis Images of Asia og Images of The Middle East. Desuden en lang række kortere opgaver for UNDP, Verdensbanken, Ibis, MS, Danida, UNESCO, Danish Center for Culture And Development og International Media Support.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
Du er her: dr.dk > Tema > Der er et yndigt land > artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.