Internet Archive er et digitalt skatkammer af film, billeder og lyd. Arkivet blev grundlagt af internetpioneren Brewster Kahle i 1996, og det er det største af sin slags.
Det befinder sig fysisk i San Francisco, Californien, men "spejles" af Bibliotheca Alexandrina i Egypten for at forhindre at dele af arkivet forsvinder, fx ved en brand.
Udover et enormt multimediearkiv, indeholder Internet Archive også "snapshots" af nettet - kopier af millioner af hjemmesider gennem tiden.
Ved hjælp af den såkaldte Wayback Machine kan du således besøge "Danmarks Radio Online" som siden så ud i november 1996.
Internet Archives helt store trækplaster er dog filmarkivet, der indeholder alt fra gamle nyhedsudsendelser, klassiske tegnefilm til gamle propagandafilm.
Enkelte filmklassikere som f.eks. Panserkrydseren Potemkin og Nosferatu er også at finde, ligesom nyere dokumentarer, f.eks. den kontroversielle The Power of Nightmares.
Internet Archive indeholder også en større mængde digitaliserede tekster og lydkilder (blandt andet et arkiv over lydoptagelser med bands, der tillader fans at optage live-koncerter) og er åbent for alle, som ønsker at bevare et stykke digital kultur.
Størstedelen af Internet Archives indhold kan downloades og er enten såkaldt public domain (uden copyright) eller under forskellige licenstyper, der tillader genbrug.
Der findes mange forskellige projekter, der sigter mod at stille bøger frit til rådighed på nettet.
Et af de største, Project Gutenberg, er en frivillig, non-profit-organisation der har specialiseret sig i at digitalisere bøger, som er så gamle, at de ikke længere er under copyright og derfor befinder sig i "public domain".
For USA vil det oftest betyde, at bøgerne er fra før 1923, men der er undtagelser.
Der findes efterhånden mange tjenester, der gør det muligt at dele fotografier på nettet.
En af de ældste og mest populære er Flickr, der i 2005 blev købt af Yahoo.
Flickr kombinerer muligheden for at opbevare fotos online med at være et såkaldt community - et sted, hvor folk kan skabe forbindelser og diskutere med andre mennesker.
Ud fra de "tags" (ord, der beskriver indholdet) du giver billeder, kan andre finde frem til dem.
Du vælger selv, hvorvidt det kun er dig selv og dine venner, der skal have adgang, og hvor liberale betingelser, de stilles til rådighed under.
Talrige professionelle fotografer stiller f.eks. "aflagte" fotos til rådighed gratis i lav opløsning. Printkvalitet, derimod, koster.
Flickr tillader brugeren selv at vælge, om andre skal have helt frie hænder, til at genbruge. Dette billede af en rose må fx genbruges uden begrænsninger, så længe Flickr-brugeren audreyjm529 krediteres.
Wikipedia kender de fleste efterhånden. Det er selvfølgelig verdens største encyklopædi, bestående af åbent indhold, skrevet i samarbejde mellem brugerne.
At indholdet er "åbent" betyder, at det er beskyttet af en licens, der eksplicit tillader kopiering og de fleste former for genbrug.
Du kan læse mere om det hos det danske afsnit af Wikipedia, hvor der også findes en liste over andet åbent indhold.
Hvad de fleste ikke er klar over er, at Wikipedia også indeholder en stor mængde fotos og andet multimedieindhold i det såkaldte Wikicommons.
Siden kan være værd at besøge, hvis du står og mangler fx et billede eller noget grafik, du lovligt kan genbruge.
Google Video (ikke at forveksle med Youtube, der i 2006 blev opkøbt af Google) tilbyder mange tusind videoer i svingende kvalitet og opløsning.
Mange kan kvit og frit downloades, mens andre tilbydes i høj kvalitet til typisk 2 dollars - også til download.
Google tilbyder også såkaldte åbne API´er. Det vil sige, at man frit kan bruge de data, eksempelvis Google Maps bygger på, og genbruge korttjenesten på alle tænkelige måder. Se oversigt på Google Maps Mania.
Det amerikanske teknologi- og livstilsblad Wired udgav i 2004 en usædvanlig cd med navne som Beastie Boys, David Byrne og The Rapture, hvor samtlige kunstnere tillod fildeling og sampling af deres musik. Læs og hør "The Wired CD" her.
Det kan ellers være svært at pille ved især etablerede navnes musik, for selvom kunstnerne principielt ikke har noget imod genbrug, kan deres pladeselskab, forlag eller forvaltningsorganisationer have deres grunde til ikke at tillade det - blandt andet administrative.
Der findes i dag mange især mindre pladeselskaber, der stiller musik frit til rådighed ud fra devisen om, at det er bedre at blive delt og samplet end slet ikke lyttet til.
Der findes ikke et bestemt sted, hvorfra man har adgang til det hele, men prøv at starte med det "økologiske" on-line-pladeselskab Magnatune, eller CC Mixter, der er et website dedikeret til lovlig sampling. Endelig kan du også prøve UbuWeb, der indeholder store mængder lydoptagelser.
Mange mindre kunstnere på Myspace vil typisk også være åbne for at du genbruger deres musik inden for rimelighedens rammer.
Den slags kan ofte ordnes med en email. Og så indeholder de fleste moderne stykker musiksoftware samlinger af lyde og instrumenter, som er royalty- og copyrightfri.