Pc'ens personlige Jesus

På mange måder var det en mands ulykkelige kærlighedsforhold til en computer, som blev kimen til en bevægelse, du sandsynligvis kender bedre under navnet Open Source. 

Computeren hed PDP-10, og manden hed Richard M. Stallman.

Syndefaldet
I 1970'erne var Richard M. Stallman en del af computerverdens svar på The Beatles, nemlig forskerholdet på MIT's laboratorium for kunstig intelligens.

Det var en pionértid, hvor Stallman og kollegerne programmerede i dagevis ad gangen, sjældent gik ud, og drømte om at revolutionere verden, når de sov på laboratoriets gulv.

Syndefaldet kom i 1982, da laboratoriet gik over til et såkaldt proprietær styresystem. Det vil sige et program, som et softwarefirma bestemmer over - og har fuld copyright til.

Problemet for Stallman var, at han ikke længere kunne undersøge, modificere og forbedre softwaren, som han havde lyst til.

- Moralsk forkastelig fremtid
- I 70'erne begyndte det at blive almindeligt med proprietær software, og den drejning mod det værre var fuldendt i begyndelsen af 80'erne, forklarer Stallman.

- Men jeg havde oplevet at være del af et fællesskab af programmører, hvor det var helt almindeligt at dele. Da det forsvandt og uddøde kunne jeg se frem til en moralsk forkastelig fremtid, og det afviste jeg, siger han.

Efter en episode hvor Stallman ikke kunne få adgang til kildeteksten til det program, der styrede laboratoriets printer, forlod han sit velbetalte job hos MIT og startede det såkaldte GNU-projekt.

Det skulle en gang for alle gøre op med den stigende tendens til, at software blev "lukket" ned bag licensaftaler, der forbød brugeren at dele koden med andre.

Målet var at skabe en "tilstrækkelig mængde fri software (...) til at kunne klare sig uden nogen som helst software, som ikke er fri", lød det i erklæringen.

I januar 1984 begyndte arbejdet på GNU-styresystemet, der skulle være frit for alle. Men det var ikke nok. For hvis alle frit kunne bruge koden, ja så kunne de også tage den, pakke den ind og sælge den videre – denne gang med et stort (c) for copyright på.

Juridisk jiu-jitsu
Løsningen på det problem opstod i et af Stallmans lyse øjeblikke. Han skrev en særlig softwarelicens, som han kaldte General Public License.

Ideen var at sikre dem, der ønskede at dele koden, friheden til at gøre det. Filosofien kan bedst beskrives som en slags juridisk jiu-jitsu: Ved at bruge de stadig stærkere softwarefirmaers egen magt (ophavsretsloven) mod dem selv, kunne friheden til at dele sikres.

Copyleft, logo

Stallman gav idéen kælenavnet copyleft, og denne licensmodel er i dag standard inden for fri- og Open Source-software og spiller en helt centralt rolle i bevægelsens succes.

"Free" er ikke gratis
Stallman kodede løs på sit frie styresystem og med hjælp fra programmører, der tilsluttede sig Free Software-bevægelsen, skrev han en række programmer, som ofte overgik de kommercielle alternativer.

Desværre var navnet "free software" genstand for en del misforståelser, som nogle mente stod i vejen for bevægelsens populære gennembrud. På engelsk har man ikke to ord, der adskiller noget, der har med frihed at gøre (free = frihed) fra noget, der har med pris at gøre (free = gratis).

Det var en udbredt fejltolkning, at free software nødvendigvis betød, at det skulle være gratis. I USA går det ikke, at noget bare det mindste lugter af kommunisme, hvis man vil tiltrække investorer.

Så Stallman forklarede vidt og bredt, at det handlede om frihed, ikke pris, men lige lidt hjalp det.

Fadermordet
I 1998 løb Stallmans idéer ind i modstand fra programmørerne selv. 

Dot.com-feberen var for alvor ved at tage fat i Silicon Valley-området i Californien. Bare ordene "IT", "Internet" og "programmør" var omgivet at et gyldent skær.

Mange dygtige programmører, der gik ind for at dele kode, syntes også, de fortjente en bid af de løstsiddende investeringsdollars. Samtidig var forretningsverdenen ved at være moden til idéen om frit tilgængelige kildekoder.

En gruppe programmører blev enige om, at det var nødvendigt at tage afstand fra Stallmans kompromisløse holdninger og insisterende figur.

Ved at finde på et nyt ord undgik man de anti-kommercielle undertoner "Free Software" havde, og samtidig kunne man opnå et PR-boost.

Udbruddet tog navnet Open Source Initiative. Det fik hurtigt succes, og inden længe strøg det første børsnoterede Open Source-firma til tops.

Finsk overmod
Samtidig samlede unge, og mindre idealistiske programmører, sig om ikonet Linus Torvalds. Finske Torvalds havde på rekordtid lagt den brik, der manglede i Stallmans store plan: En såkaldt kerne, der skulle få det fri styresystem til at fungere.

Med imponerende overmod opkaldte Linus Torvalds hele pakken Linux efter sig selv. Ikke GNU/Linux, som Stallman (forståeligt nok) insisterede på, eftersom en stor del af komponenterne var hans fortjeneste.

Det særlige ved Linux var udviklingsmetoden: Torvalds offentliggjorde nærmest dagligt opdaterede udgaver af kernen, som hans disciple sendte forslag og forbedringer til.

Fejl og mangler blev på den måde udraderet med en hastighed, som få softwarefirmaer kunne konkurrere med. I dag er Linux dominerende på servermarkedet, installeret på millioner af computere og mobiltelefoner - og om noget symbolet på nørdernes stille, men sikre sejr.

Stallman? Ja, han prædiker stadig fri software og bryder sig ikke om, når folk tager fejl af de to begreber.

Skrevet af: Henrik Moltke