preload loader
 
OmTema200x150

Med temaet løfter vi en del af sløret for hemmelighederne i frimurerlogen.

Om Frimurernes hemmeligheder

Redaktionen

Den kæmpestore dør smækker bag mig, da jeg bevæger mig ind i frimurernes enorme logebygning på Blegdamsvej i København. Byens lyde forsvinder og afløses af dæmpede stemmer og rungende ekkoer fra de store smukke rum og trappeopgange.

En i øvrigt ganske almindeligt udseende portner tager imod mig og spørger venligt, hvad mit ærinde er. Jeg siger, jeg er fra DR, og han beder mig vente, mens han foretager et telefonopkald. "Er han frimurer? Ser de sådan ud?", tager jeg mig i at tænke, mens jeg venter. 5 minutter efter bliver jeg hentet af min kontakt, og rundturen kan begynde.

Verdens mest hemmelighedsfulde organisation
Den venlighed og åbenhed, man som udenforstående bliver mødt med i Frimurerordenen, står i skarp kontrast til de mange historier og myter der fortælles om denne, den ældste organisation i verden.

For frimurernes mystiske og myteomspundne verden har givet anledning til utallige konspirationsteorier siden den første frimurerloge blev åbnet i 1717. Beskyldninger om revolutionsplaner og generel samfundsundergravende virksomhed har fulgt ordenen siden da.

Disse ting er imidlertid langt væk, når man taler med brødrene. For frimurerne anno 2007 er personlig udvikling og vejen til at blive et bedre menneske blandt de værdier der gør, at de er medlemmer.

Foto:  ©

Mere åbne
I dag tæller frimurerne seks millioner medlemmer i hele verden og 10.000 i Danmark.
Frimurerne er gennem årene blevet mere åbne og har bl.a. inden for de senere år udpeget en kommunikationschef. De har et museum, hvor man efter aftale kan komme ind. Og de er på nettet: Den Danske Frimurerordens hjemmeside

De hemmelige ritualer
Men der er grænser for åbenheden, og når man taler med brødrene oplever man somme tider, at de klapper i. Spørger man fx til optagelsesritualerne og til logemødernes indhold, ja så finder man ud af, at der er ting, som de ikke gerne rykker ud med. I følge frimurerne selv fordi kendskab til ritualerne vil ødelægge oplevelsen for den broder, som skal indvies.

Temaet løfter sløret
Med dette tema løfter vi en del af sløret for, hvad der foregår bag de solide mure. Vi fortæller Frimurernes historie og vi beretter om det tankesæt, der ligger til grund for logen. Vi fortæller også om de mange konspirationer der i tidens løb er blevet tilskrevet frimurerne.

På sitet har du mulighed for at stille spørgsmål om frimurerne til ordenens presse- og informationschef Jørgen Brejnegaard Madsen. Du kan tage på en interaktiv rundtur i logehuset på Blegdamsvej, hvor du selv kan bruge musen til at gå på opdagelse.

Og så kan du kan teste din viden om frimurerne og deltage i konkurrencen om en særlig rundvisning i logehuset.

Velkommen - og god fornøjelse.

 

Send eller anbefal link

Sig din mening i debatten

Hvad mener du om frimurerne?

 

Har logerne magten?

Læs mere om loger på dr.dk/undervisning.

 

Hemmeligheder i dit TV

DR2 Temaaften om Frimurernes hemmeligheder

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tema > Frimurernes hemmeligheder

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.