Ny dansk app revolutionerer måden at se koncerter på

Med en ny app kan du selv stå bag kameraet, når du vil se koncert hjemme i din sofa. Kashmir og Nephew har allerede gjort brug af appen, og flere internationale bands forventes at hoppe med.

Koncerter skal ikke længere ses i en propfyldt hal eller fra en flad dvd hjemme i stuen. I stedet skal man selv styre koncerten direkte fra sin iPad.

En ny danskproduceret app gør det muligt for brugeren selv at vælge kameravinkel, så man kan tilrettelægge, hvilken vinkel man vil se koncerten fra.

- Appen betyder, at man ikke længere er en passiv seer af en koncert. I stedet bliver man aktiv, så man selv kan mikse og hive forskellige kameravinkler rundt på skærmen, fortæller Thor Hampus Bank, der er direktør i Remix, som står bag appen.

Koncerter med Nephew og Kashmir

Allerede nu har de to danske bands Nephew og Kashmir gjort brug af appen. Blandt andet var der 32 kameraer på scenen, da Nephew spillede på Northside sidste år.

- Brugerne kan på deres tablet mikse og se op til fem forskellige kameravinkler på én gang. Måske vil en bruger kun se Simon Kvamm spille, mens en anden vil se både ham og trommeslageren spille, siger Thor Hampus Bank.

Derudover kan man indsætte kommentarer til koncerten. Eksempelvis kan man under en guitarsolo indsætte en kommentar, hvori man spørger de andre fans eller bandet selv, hvilket mærke guitaren har eller hvilke akkorder, der bliver spillet.

Brugerne er kunstnerne

Martin Ibsen, der har skrevet bogen 'De nye fans', og som rådgiver om nye forbrugsmønstre inden for kultur, fortæller, at appen er en del af en større tendens, hvor fansene bliver mere aktive.

- Der er en tendens til, at man vil udvide oplevelsen, så brugerne bliver kreative i forhold til produktet. Brugerne vil i dag selv være kunstnere, hvilket også ses i Instagram, Vi har en trang til at være kreative og iscenesætte os selv, siger Martin Ibsen.

Derudover fortæller han, at brugerne vil have unikke oplevelser, hvor man selv er herre over koncertoplevelsen.

- Hele musikbranchen er presset, hvor en cd eller vinyl ikke er nok længere. Branchen eksperimenterer rigtig meget med indholdet i øjeblikket, og denne her app er blot et eksempel på, hvordan man vil udvide oplevelsen for brugerne og sikre indtægter for artisterne, siger han.

Vil have internationale artister med

Indtil nu er det kun Kashmirs og Nephews koncerter, der er lavet som app. Men under musikfestivalen Spot i Aarhus, hvor appen for første gang blev præsenteret, har Remix været i kontakt med flere bands - også større bands fra udlandet.

Han håber desuden, at appen kan udvikles, så brugerne i fremtiden selv kan mikse lyden og navigere rundt på scenen, som man kender det fra Google Maps.

Derudover er det også planen, at appen skal bruges til andre events. Thor Hampus Bank fortæller, at teknologien også kan bruges til dækningen af eksempelvis Tour de France, hvor seerne selv kan vælge, hvilke cykelrytter de gerne vil følge.

De to koncerter, som i øjeblikket kun kan ses på en iPad, er gratis at hente, men kun for de tre første sange fra koncerterne. Hvis man vil se hele koncerten koster hver app 45 kroner. Indtægterne bliver delt mellem rettighedshaverne og Remix.

  • Print
  • Del artiklen: