Kan man lære at finde den eneste ene?

Ja, man kan i hvert fald øve sig i at blive ens eneste ene, siger parterapeut.

Dem, der siger, at de har fundet den eneste ene, har de virkelig det? Eller er de bare så gode til at elske og blive elsket, at de ville kunne finde en eneste ene hvor som helst og når som helst?

Det er et af livets store spørgsmål, som vi giver videre til præst Mikael Wagner Brautsch, der medvirker i programmet "Gift ved første blik".

- Jeg tror ikke på, at der et sted i verden går én rundt, der er mere perfekt end så mange andre. Jeg tror, det er vigtigere, at man gør op med sig selv, hvad det er, man søger, og hvad man gerne vil have ud af et forhold til et andet menneske.

Kærligheds-sommer

Får du nok kærlighed i hverdagen? Måske ikke.

Derfor er du er inviteret til 'Kærlighedssommer på dr.dk', hvor du i juli får gode råd, lister og rørende fortællinger om kærlighed.

Og så kårer vi – sammen med dig – alle tiders største kærlighedssang.

Det er okay, at man støder panden mod en mur, hvis man er 21 år - men hvis man er 38 år og stadig vælger forkert, så skal man måske søge hjælp fra nogle eksperter til at bryde ud og søge kærligheden i andre miljøer end dem man selv leder i, siger præsten.

- Man kan vente og vente på kærligheden, men man skal også selv være opsøgende. Det kræver mod at være opsøgende, og man skal måske have hjælp til at opsøge i andre miljøer end dem, man umiddelbart selv vælger.

Den eneste ene kommer indefra

Parterapeut og forfatter Ingrid Ann Watson, der blandt andet har udgivet bogen "De 9 kærlighedsregler" er meget enig.

- Den eneste ene kommer faktisk indefra, vil jeg sige. Dem, der har den eneste ene, de har arbejdet for det, og de besidder flere evner:

- De er gode til at fremhæve det positive og nedtone det negative. De brokker sig sjældent. De har en forståelse for, at tilfredshed ikke er givet, men noget man arbejder for. Og de har en forståelse for, at kærlighed er lig med forpligtelse.

Du møder én på samme trin som du selv

Parterapeuten peger på, at man typisk møder det, som man selv sender ud. Med hendes egne ord: Man møder én på samme trin, som man selv er på.

- Hvis jeg skulle bruge mig selv som eksempel: Jeg er tilfreds og glad for mit liv og kan godt lide at vågne om morgenen og være positiv. Det har jeg arbejdet mig til: Jeg sørger for, at jeg har tag over hovedet, mad i køleskabet og tilstrækkeligt med penge i pungen. Der kunne godt være flere penge, men der er tilstrækkeligt til, at jeg har det godt.

- Hvis jeg møder en mand, der evig og altid går og brokker sig over stort og småt, så vil vi aldrig blive kærester. For så er han på et trin, hvor jeg har været, og hvor jeg har arbejdet mig væk fra. Så man tiltrækker mennesker, der er dér, hvor man selv er.

Modificer dit billede af "lækkerhed"

Sidst men ikke mindst, så peger Ingrid Ann Watson på, at de mennesker, der har den eneste ene, har formået at modificere deres billede af "lækkerhed" med årene.

- Man møder hinanden som 25-årig, hvor man ser sådan og sådan ud. Efter tyve år sammen ser vi jo ikke sådan ud længere, især ikke hende der undervejs har født og ammet to børn. Vi er blevet lidt tykkere, mere rynkede, mere gråhårede.

- Og hvis man ikke formår at modificere sit billede af, hvad det vil sige at være lækker og tiltrækkende, så risikerer vi at gå ud og lede efter én, der ser ud, som vores kæreste eller ægtefælle så ud for tyve år siden.

  • Print
  • Del artiklen: