P2 Talentprisen 2016

Beslutsom cellist får P2 Talentprisen 2016

"Jeg synes den fedeste oplevelse når man spiller musik, er at have en følelse af at jeg har opnået noget med koncerten. At jeg har opnået noget personligt, og opnået noget overfor publikum. Der er ikke nogen federe følelse end at vide at koncerten gik sindsygt godt og at publikum elskede det. Jeg har spillet nogle koncerter, hvor jeg har følt at jeg har oplevet det, og det er lidt af en adrenalin-afhængigheds-skabende følelse. Jeg vil gerne have mere af det."

Uddelingen af talentprisen

Sådan siger modtager af P2 Talentprisen 2016, cellisten Jonathan Algot Swensen, der godt kan se sig selv rejse rundt og bo i en kuffert og spille koncerter i hele verden.

Jonathan er født med musik i ørerne, og aldrig har tvivlet på om han skal være professionel musiker. Næsten hele hans familie er musikere, men der var ingen der spillede cello. Det var nu ikke derfor han forelskede sig i instumentet. Adspurgt kommer svaret prompte:

"Første gang jeg blev rigtig inspireret til at spille cello, jeg var 5-6 år og hørte Elgars Cellokoncert med Ralf Kirschbaum, hvor min far(Joseph Swensen) dirigerede i Skotland. Jeg tror jeg begyndte året efter. Elgars Cellokoncert har altid været min favorit cellokoncert og er det stadig".

Jonathan har spillet Elgars Cellokoncert i Tjekkiet med DUSIKA, der er et ungdomssymfoniorkester med MGK- og konservatoriestuderende og amatører.

"Lige nu drømmer jeg om at spille Sjostakovitjs anden cellokoncert, som jeg virkelig tror passer til mit spil. Jeg er helt vild med den. Meget abstrakt, mørkere og mere dyster og pessimistisk, men også absurd", griner Jonathan, der mener at han har mest at byde på indenfor det romantiske og det ekspressive repertoire.

"Det er ikke produktivt for mig at øve mere end 4-5 timer om dagen", siger Jonathan, der lige har afsluttet en audition til den Danske Strygerkonkurrence, hvor han har indsendt lydfiler med musik af bl.a. J.S. Bach og Dvorak, og så kommer arbejdet med selve programmet til strygerkonkurrencen.

Jonathan Algot Swensen har fået undervisning af Henrik Dam Thomsen(DR Symfoniorkestrets solocellist), Niels Ullner fra konservatoriet i Odense og den svenske cellist Mats Rondin, men har også fået meget hjælp af sin far. "Vi har spillet mange kvartetter sammen, bare os to", siger han. Nu går han på andet år på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og får undervisning af Toke Møldrup.

P2 vil i det kommende år optage og sende en koncert med P2 Talentet.

  • Print
  • Del artiklen: