Alevierne i Tyrkiet

Alevierne stammer fra Tyrkiet og er som gæstearbejdere og indvandrere kommet til Europa, heriblandt Danmark, fra 1970'erne og fremefter.

I Tyrkiet var de tidligere ofte samlet i landsbyer i landområderne, men i løbet af det 20. århundrede flyttede de også ind til de store byer. De er i dag organiseret i ca. 500 foreninger, som er samlet i paraplyorganisationen Alevi-Bektashi Federasyonu (Alevi-Bektashi Forbundet). Dede-rådet (præsternes råd) er den øverste myndighed og står for uddannelse af dedeer.

Alevismen er ikke anerkendt som religion i Tyrkiet, selvom cirka     25 % af de ca. 70 mio. tyrkere anslås at være alevier. Anerkendte religioner er først og fremmest islam (i sunni-udgaven), græsk-ortodoks kristendom og jødedom. Kristne og jøder udgør dog et ubetydeligt mindretal.

Den manglende anerkendelse betyder bl.a., at alevierne ikke får støtte til uddannelse af præster (dedeer), til bygning og vedligeholdelse af templer (cemevi'er) og ikke kan foretage juridisk gældende vielser.

Forbudt eller tilladt religion
Ifølge alevierne i Danmark er alevismen en forbudt religion i Tyrkiet (Alevi - Bektashismens Grundprincipper, s. 51, Randers 2006).

Der er dog ikke tale om et reelt forbud mod at tro på eller praktisere alevisme som privatperson, men den manglende anerkendelse og nogle statslige restriktioner gør det svært at samles om troen.

Den tyrkiske forfatning forbyder nemlig broderskaber, der er en vigtig del af aleviernes måde at danne fællesskaber på. Den forbyder også foreninger at samles under et religiøst navn. Derfor er mange alevi-menigheder opkaldt efter den landsby, de ligger i, og deres templer eller bedehuse bliver kaldt for kulturcentre.

Forbudene, der blev indført af Kemal Atatürk, den tyrkiske republiks fader, i 1925, skulle sikre, at foreninger ikke samledes om statsfjendtlig virksomhed. Samtidig blev der oprettet et departement, der skulle tage sig af de religiøse anliggender, kaldet diyanet.

I praksis er det orienteret mod sunniislam og har nogle ret ensidige definitioner af religion. Bl.a. afvises anerkendelsen af alevismen som religion med, at der spilles musik til gudstjenesten (cem). Det gør man nemlig ikke inden for sunni-islam.

Derudover bliver skolebørnene i dag undervist i sunniislam. Det er kun tilladt for kristne og jøder at blive fritaget fra undervisningen. Så selv om republikken Tyrkiet officielt er en sekulær stat, er der i praksis tale om en slags stats-islam, lidt ligesom den danske folkekirke.

Kilder:

• Feramuz Acar: Alevi-Bektashismens Grundprincipper, Randers 2006
• Mehmet Ümit Necef, lektor på Center for Mellemøst-studier, Syddansk Universitet
• Katja Maria Aarø Pakalski: Genoplivning af etnicitet blandt alevier i Danmark, speciale fra Københavns Universitet, 2000. Tilgængeligt på Alevi Forbundet i Danmarks hjemmeside - link nedest på denne side
• Tina Magaard: Sekularisering på tyrkisk, kronik i Berlingske Tidende 5/10 2005
• Peter Clarke (red.) : Islam, i Routledge serien "The World's Religions", London 1990