K. E. Løgstrup - en kort introduktion

K.E. Løgstrup (1905-1981) er en af de mest markante tænkere i Danmark fra forrige århundrede. Løgstrups tanker og forfatterskab fik indvirkning på både teologi og filosofi, og han fik således indflydelse inden for den akademiske verden, men forfatterskabet - især bogen ”Den etiske fordring” - fandt endvidere et publikum uden for universitetsverdenen. Løgstrup var derudover også kendt som en af sin samtids aktive samfundsdebattører, hvor han har været optaget af mange forskellige emner såsom atomkrig (Information; 5/1 1963) og ungdomsoprøret (bl.a. Politiken; 7/11 1970)

Knud Ejler Løgstrup blev født den 2. september 1905 på Vesterbro i København. Løgstrup var i sin opvækst aktiv i KFUM, hvor han blev kredsleder, og han var også medlem af en gymnastikforening. Oplevelserne af Indre Mission og vækkelsesreligiøsitet og oplevelserne af det æstetiske og sanselige i kroppens udfoldelser kom til at danne baggrund for temaer i forfatterskabet siden hen.

Løgstrup tog i 1923 studentereksamen ved Metropolitanskolen, hvor han havde gået i klasse med Hans Scherfig. Herefter blev Løgstrup indskrevet på teologistudiet på Københavns Universitet og blev cand.theol. i 1930. Løgstrup havde en stor interesse for filosofi, så han fulgte også undervisning i dette fag. Interessen kom desuden til at præge den efterfølgende studierejse til Tyskland i perioden 1930-1935, hvor han fulgte forelæsninger ved bl.a. filosofferne Martin Heidegger og Hans Lipps og teologerne Friedrich Gogarten og Emauel Hirsch.

I 1935 blev Løgstrup gift med den tyske filosofistuderende Rosalie Marie (Rosemarie) Pauly. De flyttede det efterfølgende år til Fyn, hvor han var præst i Sandager og Holevad indtil 1943.

Mens Løgstrup var præst, tilsluttede han sig Tidehverv. Det er en bevægelse, der opstod i slutningen af 1920'erne omkring tidsskriftet af samme navn og udsprang af et opgør med kristendomsforståelsen, der bl.a. fandtes i Den Kristelige Studenterbevægelse, KFUM samt Indre Mission. Teologisk var bevægelsen inspireret af bl.a. Karl Barth (1886-1968) og Søren Kierkegaard (1813-1855). Løgstrup delte Tidehvervs opgør, men i 1950'erne førte han en debat med Kresten Olesen Larsen, der var en højtstående person inden for bevægelsen. I ”Den etiske fordring” er der f.eks. gengivet de divergerende syn på ansvar. K.O. Larsen mente, at et menneske alene har ansvar for sig selv, mens Løgstrup mente, at man også har et ansvar for det andet menneske, da menneskers liv er forbundne. Det endelige brud fandt dog først sted i 1964.

I de år hvor Løgstrup var præst, udarbejdede han doktordisputatsen ”Den erkendelsesteoretiske Konflikt mellem den transcendentalfilosofiske Idealisme og Teologien”, som var et opgør med den nykantianske erkendelsesteori. Disputatsen blev efter flere omarbejdninger forsvaret i januar 1943, og samme år blev Løgstrup udnævnt til professor i etik og religionsfilosofi ved det nyoprettede teologiske fakultet på Århus Universitet.

Situationen under 2. verdenskrig med tyskernes besættelse af landet krævede stillingtagen: Løgstrup var imod den danske regerings samarbejdspolitik. Han blev involveret i modstandsbevægelsen og lod sit hus blive brugt til f.eks. illegal radiosending. Fra sidste halvdel af 1944 måtte han gå under jorden og arbejdede i den tid i stedet som illegal kurer.

Løgstrup var meget optaget af kunst, og han brugte mange eksempler fra litteratur, teater og film i sine bøger. Kunst blev et tema i forfatterskabet fra omkring 1950, for kunst og det æstetiske kan ifølge ham trække det frem, som mennesker normalt overser og er dermed en form for erkendelse. Løgstrup havde kontakt med mange forfattere og blev fra 1961 medlem af Det danske Akademi, hvis sekretær han var i 1968-73.

Løgstrups ansættelse på Århus Universitet varede indtil 1975, og udover arbejdet på Det Teologiske Fakultet varetog han for en tid også et vikariat i professoratet i filosofi. Løgstrup satte sine fingeraftryk på det nyoprettede fakultet sammen med de tre andre store Århusteologer fra samme periode: P.G. Lindhardt, Regin Prenter og Johannes Sløk.

Løgstrups forfatterskab spænder over en længere række bøger, hvoraf de mest kendte er ”Den etiske fordring” (1956), ”Opgør med Kierkegaard” (1968), ”Norm og spontanitet” (1972) og ”Skabelse og tilintetgørelse” (1978). Derudover er der bl.a. hans prædikener, aviskronikker, essaysamlinger og bidrag til antologier. Løgstrup var fra 1976 i gang med udgivelsen af et firebindsværk under fællestitlen ”Metafysik” men nåede kun at få publiceret to bind. De sidste bind blev udgivet efter hans død den 20. november 1981.