Jødernes historie i Danmark
1600-1800: Indvandring og etablering af den jødiske menighed
De første skriftlige dokumenter, der omhandler jøder i Danmark, stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. En lang række konger, heriblandt Christian IV, inviterede velhavende jøder til at bosætte sig inden for landets grænser i håb om, at de ville medbringe kapital og handel til landet. Jøderne blev f.eks. tilbudt at bosætte sig i Fredericia, hvor der blev givet religionsfrihed i 1682. Det var ellers kun tilladt at tilhøre den luthersk-evangeliske kirke i Danmark på det tidspunkt, og jøderne skulle derfor have et kgl. lejdebrev for at kunne opholde sig i landet.
Jøderne var pålagt en række restriktioner såsom kun at arbejde med visse erhverv, og de havde ikke lov til at flytte fra by til by uden tilladelse. De fik dog langsomt tildelt flere og flere rettigheder, og i 1684 blev den første tilladelse til at afholde jødisk gudstjeneste i privathjem givet af Christian V. Det Mosaiske Trossamfund regner sin oprindelse fra 1684, hvor denne tilladelse blev givet.
I 1693 blev den første jøde begravet på et stykke jord uden for København, der med tiden blev til den kirkegård, som stadigvæk ligger på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade. Jøderne fik fortsat lov til at komme til landet op igennem 1700-tallet, og i 1780 bestod den jødiske menighed af omkring 1.600 personer. De fleste boede i hovedstaden, men der var også en del jøder spredt rundt i de forskellige provinsbyer, hvor de oprettede synagoger og kirkegårde. Det jødiske samfund blev dog efterhånden koncentreret i hovedstaden eller dets medlemmer blev assimileret i det øvrige samfund gennem blandede ægteskaber.
1800-1930: Ligestilling og assimilering
Som følge af oplysningstidens tanker om lighed og tolerance blev jøderne i 1814 tildelt nye rettigheder, således at de på mange punkter blev sat lige med landets øvrige borgere. Det betød, at de nu havde lov til at arbejde med erhverv, der før var dem forbudt såsom at blive optaget i håndværkerlaugene. Til gengæld skulle de fuldt ud underkaste sig landets love og dele både rettigheder og pligter med andre borgere. De måtte ikke længere leve efter egne forskrifter, sådan som det tidligere havde været tilfældet, hvor myndighederne langt hen af vejen ikke blandede sig i de interne forhold i den jødiske menighed. Jøderne blev først fuldt ud ligestillede borgere med 1849-grundloven, hvor de også fik lov til at deltage i politik.
Den jødiske menighed blev mere og mere assimileret som årene gik. Nogle lod sig selv eller deres børn døbe eller blev ateister, hvorfor menighedens antal faldt. Til gengæld blev der tilført nye medlemmer med indvandringen af russiske jøder i årene 1904-1917. Jøderne blev forfulgt i Rusland og søgte derfor mod Vesten. Flere tusinde blev i Danmark, mens andre rejste videre til f.eks. Amerika. De russiske jøder kunne ikke sproget og havde en begrænset uddannelsesbaggrund, og de fleste endte med at få dårligt betalt arbejde inden for fx tekstilindustrien. Immigranterne fik dog efterhånden bedre sociale vilkår, især i årene efter 1. verdenskrig, og blev efterhånden en del af den gamle jødiske menighed.
1930-i dag: 2. verdenskrig og redningen af de danske jøder
I tiden op til 2. verdenskrig kom jøder til Danmark på flugt fra nazisterne. Nogle blev lukket ind, men hovedparten blev afvist. Da landet blev besat, frygtede de herboende jøder samt de jødiske flygtninge for deres skæbne. De danske myndigheder valgte samarbejdspolitikkens vej, hvilket bidrog til beskyttelse af jøderne. Nazisterne gennemtrumfede ingen særlovgivning af hensyn til et så vidt muligt godt samarbejde, om end det med tiden blev sværere og sværere at komme uden om emnet for de danske myndigheder. Samarbejdet med nazisterne brød definitivt sammen som følge af augustoprøret i 1943, hvor regeringen gik af. I midten af september gav Hitler ordre til at gennemføre Endlösung i Danmark - dvs. tilintetgørelse af jøderne - og planlægningen af den kommende aktion mod jøderne natten mellem d. 1.-2. oktober gik i gang.
Der var dog tyskere, som var imod denne aktion og modarbejdede den bag kulissen, og det endte med, at jøderne blev advaret få dage før aktionen skulle gennemføres. Jøderne kunne derfor tage deres forholdsregler, og da nazisterne kom for at arrestere jøderne, fandt de blot 284, mens de første par hundrede jøder allerede befandt sig i det neutrale Sverige, som havde givet tilsagn om at modtage dem. I ugerne efter sejledes over 7000 over Øresund. De fleste i fiskekuttere.
Der blev i alt fanget omkring 480 jøder, som blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Böhmen nord for Prag. Theresienstadt var ikke en udryddelseslejr, og efter aftale med de danske myndigheder blev jøderne fra Danmark ikke sendt videre til fx Auschwitz til udryddelse. I midten af april 1945 lykkedes det de danske myndigheder at få lov til at hente jøderne. Der blev sendt busser af sted til Theresienstadt, hvor de danske jøder blev hentet og kørt til Sverige i sikkerhed. Op mod 95 % af jøderne fra Danmark - inklusiv de jødiske flygtninge - blev reddet fra nazisterne.
Efter krigen kunne jøderne vende tilbage til Danmark, og i 1984 kunne Det Mosaiske Trossamfund fejre sit 300-års jubilæum. På dette tidspunkt påbegyndtes også arbejdet på at få etableret et jødisk museum i Danmark, og i 2004 kunne Dansk Jødisk Museum slå dørene op i Proviantpassagen i København. Museet er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Liebeskind, som også har bygget Det Jødiske Museum i Berlin og har vundet konkurrencen om at bebygge "Ground Zero" i New York.