Muslimsk pirateri
Kristne slaver i muslimske Nordafrika
Fra år 1500 til omkring 1830 blev omkring en million europæere taget til fange af muslimske pirater, blandt dem også mange skandinaver.
Det var især sømænd og passagerer, men også folk i fjerntliggende kystområder, der blev taget til fange og solgt som slaver på slavemarkeder i Nordafrika. Alle sømænd kendte risikoen og frygtede piraterne.
Piraterne var statsautoriserede kapere, der havde fået tilladelse af deres hjemlande til at tage fjendens handelsskibe. Marokko, Algeriet, Tunesien og Tripoli var særligt farlige for vesterlændinge.
Krigen foregik især i Middelhavet, men bredte sig også til Atlanterhavet og helt til Island, hvor piraterne gik i land og tog hele landsbyer til fange.
Slaverne arbejdede hårdt, mens de samtidig blev sat til at skrive hjem for at bede om at blive løskøbt. Det lykkedes for nogle få heldige at vende tilbage til Europa.
Andre konverterede til islam og fik et liv i Nordafrika. Men langt de fleste af slaverne døde i fangenskabet.