Finurlig er et frygteligt ord

Hun hader, når journalister spørger, om hun er i familie med Jeppe Aakjær, kalder hendes sange for hverdagspoesi og sammenligner det røde hår med Pippi Langstrømpes. Sangskriver og skuespiller Annika Aakjær bruger sin indignation som inspiration.

- Finurlig er et frygteligt, frygteligt, frygteligt ord, som nogen har lært på Journalisthøjskolen, og som jeg simpelthen ikke kan holde ud. ”Det er sådan noget finurlig hverdagspoesi”, gør Annika Aakjær nar med forvrænget stemme og udbryder så:

– Jamen, jeg brækker mig. For gu’ er det ej! De fleste sangskrivere skriver om ting, som de går og er ved at kollapse over… Men det kan da være, jeg opfatter ordet hverdag langt mere negativt, end jeg burde. Det kan da sagtens være, at jeg ikke skal bruge min tid på at hidse mig op over det.

Harme i køkkenet
Annika Aakjær tuller rundt i sit køkken. Hun laver kaffe, tømmer opvaskemaskinen, hænger ind over kakkelbordet, snakker næsten non-stop – og kan slet ikke lade være med at hidse sig op. Ikke på en uoverskuelig rasende måde, men neddæmpet og passioneret.

Vi er på Nørrebro. Stedet, hvor selv ældre damer slår ud efter uforsigtige cyklister, og hvor ingen generelt finder sig i noget pis. Annika Aakjær inklusiv. Resten af november er hun mentor her på Sangskriver-sitet. Derfor har vi aftalt at mødes i hendes lejlighed, fordi hun påstår at hente inspiration til sine sange, når hun lytter til P1. Det er dog hverken en mirakeleliksir eller en overflodsbrønd.

- Der er altid mange, der er interesseret i at snakke om inspiration. Så føler man, at man skal have et svar på alt. Og jeg har virkelig ikke ret meget svar på det dér med inspiration. Det er svært at sige, for hvis jeg vidste, hvor jeg henter min inspiration, ville jeg jo stå og hive op ad brønden konstant – for mere af det!, siger Annika Aakjær og griner.

Selvom P1 ikke er den perfekte muse, er det ikke svært at forestille sig, at hun engang i mellem knytter næverne, når lyden af uretfærdigheder og mærkelige meninger flyver ud af den knaldrøde radio i hjørnet.

Hvad rager det andre?
Det er i hvert fald tydeligt, at Annika Aakjær ikke er bange for at tale med highlight, understregninger og udråbstegn, men det er ikke noget, hun lader skinne alt for meget igennem, når hun skriver sine tekster.

- Jeg har rigtig mange ting på hjerte, som slet ikke kan tåle at komme ned i sange – og især i forhold til samfundet – men det skriver jeg ikke om, fordi det ikke er relevant. Hvis jeg endelig skulle skrive sange om alle de ting, der gør mig vred, ville det virkelig være hårdt arbejde, fortæller Annika Aakjær og uddyber:

- Når jeg lægger sidste hånd på mine sange, tænker jeg altid; Hvad rager det egentlig andre? For hvis ikke det rager andre, så skal den sang bare ikke høres af nogen.

Hun tænker sig om et ganske kort øjeblik og tilføjer så:

- Det er simpelthen, fordi jeg har tænkt så meget over, hvorfor man skriver sange. At have en vrede eller noget, man er ked af, og så stille det op på rim – det er jo dybt latterligt. Man burde gå til psykolog og få det ud af verdenen, men så skriver man åbenbart en sang i stedet for.

Ud af ensomheden
Sangskrivning er altså terapi, men det er også en måde for omstrejferen i et kort øjeblik at føle sig som en del af flokken. Annika Aakjær gider hverken være den sjove, skøre eller kvikke pige i klassen. Hun gider slet ikke være i en klasse.

Større fællesskaber har aldrig været et hit. Og gruppearbejde er en by i Rusland. Derfor befinder Annika Aakjær sig perfekt i rollen som solist med et adlydende band i ryggen.

- Jeg stoler meget på mine egne ideer og intuition. Når jeg står med hele lortet selv, så opper jeg mig. Jeg gør og siger nogle ting, som folk ikke forventer, og det har jeg det ret fint med, for jeg har svært ved at indgå i større fællesskaber, der er sammensat af andre. Der er altid en rollefordeling og et hierarki, som jeg ikke kan afkode, forklarer Annika Aakjær.

Der er ingen tvivl om, at hun ved, hvor skabet skal stå, og ikke er bange for at gå sine egne veje. Der er mange nuancer i kvinden og kunstneren Annika Aakjær – og mange kontraster. For selvom hun trives i sit selvetablerede og unikke univers, længes hun også mod alle os andre:

- Lige siden jeg var barn, har jeg følt en stor grundstemning af ensomhed. Når jeg deler mine sange med folk, er det min måde at blive en del af et fællesskab. At føle mig forstået – og føle, at jeg kan forstå andre. Det er min samhørighed med verden.

Tredive år ude i fremtiden
Annika Aakjær har optrådt med sine sange, siden hun var 22. Nu er hun 29. Aktuel i teaterstykket ”Oliver med et Twist” på Nørrebro Teater og på vej med sit tredje album, der bliver sat til salg næste år. Hun er stolt af det, hun har nået indtil nu, men der ligger et andet mål og venter derude.

- Jeg er på det seneste blevet meget fascineret af sange i den danske sangskat, som folk bruger i deres eget liv. Sange, som folk synger for at få en bestemt følelse frem, og som de har en samhørighed omkring. Sange, som folk kan lytte til og synge uden at tænke på Kim Larsen, fortæller Annika Aakjær og fortsætter:

- Jeg gad godt at kunne aflevere sådan en sang. Her, tag den! Brug den! Ligesom hvis jeg havde opfundet en eller anden fed osteskærer, som ikke klæber. Og så vil jeg have folk til at bruge osteskæreren, uden at de tænker på, hvem der har lavet den. Sådan en sang håber jeg at aflevere på min næste plade, men det er umuligt at vide, om det lykkes.

Hvis ikke det lykkes, har Annika Aakjær heldigvis også en anden og lidt mere tålmodig indstilling til det ambitiøse mål:

- Jeg vil gerne aflevere en sang som Kvinde min eller Forårsdag – og det er jo noget, man kan bruge hele livet på… Eller de næste tredive år.