Det er en myte, at du inspirerer til selvmord ved at tale om det.
Mange tør ikke spørge en, de er bekymret for, om de overvejer selvmord, fordi de er bange for, at personen så vil tænke, at det er en måde at løse alle hans problemer på.
Nej, snarere tværtimod. Selvmordstanker er tunge at bære alene. Når du spørger et menneske direkte, om han overvejer at tage sit eget liv, viser du, at du bekymrer dig for ham.
Mange mennesker taler først om deres tanker om selvmord, når de bliver spurgt direkte. Og for mange er bare det at sætte ord på de svære følelser en lettelse.