|
Definition af selvmordsforsøg
Et selvmordsforsøg er, når et menneske har skadet sig selv for at forandre sin livssituation eller for at give udtryk for, at man har det elendigt. Men det er ikke nødvendigvis et ønske om at dø.
Kilde: ”Unge på kanten af livet”
Ifølge selvmordsforsker Elene Fleischer er ældre menneskers forsøg på selvmord oftest et udtryk for, at de rent faktisk ønsker at gøre en ende på deres liv.
Forklaringen på selvmord blev tidligt inspireret af Freuds teori om depression. Teorien gik ud på, at den selvmordstruede ubevidst og uden at vide hvorfor vendte vrede og had, han havde næret over for andre, mod sig selv.
Mange selvmordstruede oplever hverken sig selv som syge eller nervøse og er det heller ikke. De føler, at de er uendeligt ensomme og i en uholdbar livssituation, som de tvivler på, at medicinsk og psykologisk ekspertise kan hjælpe dem ud af.
|
Vidste du/
- at det er strafbart at lade være med at hjælpe et menneske, der er i livsfare, hvis du kunne have gjort det uden større anstrengelse eller fare for dig selv eller andre. Det siger straffelovens § 253
|
Kvinder
Kvinder - især unge kvinder, der forsøger selvmord, ønsker som regel ikke at dø. Deres selvmordsforsøg er et råb om hjælp. De føler, de står i en situation, der er så svær, at den eneste vej ud er at forgifte sig med piller eller på anden måde udsætte sig selv for fare.
Men de fleste unge håber, de bliver fundet. De har bare brug for at tage en pause fra livets problemer, for at ”komme væk”. De ønsker som regel ikke at dø.
Mænd
På alle alderstrin begår flere mænd end kvinder selvmord. Mange mænd, der forsøger at tage deres eget liv, bruger nemlig metoder, hvor der er størst sandsynlighed for, at de ikke overlever.
Mænd føler ofte, det er skamfuldt at bede om hjælp, hvis de har de svært, mens piger og kvinder har lettere ved at bede andre om hjælp.
Ca. halvdelen af dem, der begår selvmord, har en ubehandlet depression.
Kilde: Center for Selvmordsforskning
Det er en myte, at det kun er professionelle, der kan hjælpe et menneske i krise. Professionel hjælp er i de fleste tilfælde nødvendig, men det erstatter ikke din betydning og tilstedeværelse.
Vis i handling, at du stadig gerne vil have kontakt med den selvmordstruede, og at du gerne vil snakke med ham. Det er vigtigt, at du opfordrer den selvmordstruede til at fortælle den professionelle det, som han fortæller dig. Du kan eventuelt tilbyde at fortælle den professionelle, hvad du ved.
Som tidligere nævnt skal man ikke vige tilbage for at spørge, hvis man er bekymret for, at én man kender går med selvmordstanker. Det kan være svært for vedkommende selv at begynde at tale om det, og det vil derfor ofte være en lettelse for ham/hende at opleve, at det faktisk er muligt at tale med andre mennesker om den vanskelige situation. Familie, venner, skolekammerater og kolleger kan hjælpe ved at vise deltagelse og omsorg og ved at sikre sig, at den selvmordstruede får professionel hjælp.
Hvornår sker det?
De fleste selvmord sker om dagen, men de fleste selvmordsforsøg sker om aftenen og om natten. Kilde: ”Unge på kanten af livet”
Flest forsøger eller lykkes med at tage deres eget liv i foråret og forsommeren. Man ved ikke hvorfor.
|
Vidste du/
at de fleste selvmord bliver begået i april, og at mandag er den dag, hvor der bliver begået flest selvmord.
|
Mobning og lavt selvværd
Mobning kan være en bagvedliggende grund til, at unge overvejer at tage deres eget liv, så lad være med at sende lede sms’er. En ung med en sårbar sjæl kan blive forfærdelig ked af det og blive usikker på, om han overhovedet har venner.
Kilde: ”Unge på kanten af livet”
Det er meget utrendy at være ensom og ikke have venner. Og det giver lavt selvværd. Lavt selvværd er ofte grunden til, at unge piger forsøger at tage deres eget liv. De føler sig grimme og dumme og føler sig langt væk fra idealet om at ligne en fotomodel, være populær og dygtig i skolen.
Lav selvfølelse og oplevelsen af at være uelsket og overflødig er udbredte følelser hos børn og unge, der begår selvmordsforsøg. Sociale krav, som barnet ikke kan indfri eller følelsesmæssige problemer, som barnet ikke selv kan løse få hjælp til at løse, kan også spille ind.
Det er især unge piger, der forsøger at skade sig selv ved at spise piller. Mange piger tror, at piller er den mest smertefrie og lette måde at dø på, men faktisk er det en langsom, voldsom og meget pinefuld død, hvor du bløder ud af alle åbninger - øjne, næse - mens dine organer langsomt dør, ifølge overlæge dr.med. Poul Schlichting fra Herlev Sygehus.
Drenge er mere private med deres problemer end piger, og de udsender færre signaler end pigerne om, at de har det dårligt. Langt færre drenge end piger viser fysiske tegn på, at de mistrives, fx ved at skære i sig selv (såkaldt cutting). Men det er vigtigt at understrege, at et menneske, der skærer i sig selv, ikke nødvendigivs også har planer om at tage sit eget liv.
Få bliver opdaget
Ifølge rapporten "Unges (mis-)trivsel" fra 2002 er det kun en brøkdel af alle selvmordsforsøg, der er registreret. Nogle forskere mener, det gælder for et sted mellem hvert tiende og hvert fjerde. Andre, at antallet af selvmordsforsøg er 8-10 gange højere end det registrerede tal.
I resten af tilfældene bliver personen i krise fundet af en slægtning eller ven, uden at de tager på skadestue eller hospital. Nogle overlever forsøg uden at nogen har opdaget, at de har forsøgt at tage deres eget liv.
Mindst en ud af tre personer, der har forsøgt selvmord, forsøger igen, ifølge Center for Selvmordsforskning ("Selvmordsforsøg - en overlevelsesanalyse", Faktaserien nr. 17, 2005)
Selvmord i familien
En undersøgelse viser, at risikoen for alvorlige selvmordstanker mere end fordobles, og at risikoen for selvmordsforsøg mere end tredobles i de tilfælde, hvor en ung har oplevet selvmord i familien, ifølge Unni Bille-Brahe. Hun er formand for landsforeningen for efterladte efter selvmord og tidligere forskningsleder på Center for Selvmords-forskning.
Heldigvis har de fleste efterladte på ingen måde planer om at tage deres eget liv. Når først du har prøvet at være den, der står tilbage efter en pårørendes selvmord, ved du, hvad de efterladte skal igennem, og det vil mange ikke byde deres nære.
Det er en myte, at du inspirerer til selvmord ved at tale om det.
Mange tør ikke spørge en, de er bekymret for, om de overvejer selvmord, fordi de er bange for, at personen så vil tænke, at det er en måde at løse alle hans problemer på.
Nej, snarere tværtimod. Selvmordstanker er tunge at bære alene. Når du spørger et menneske direkte, om han overvejer at tage sit eget liv, viser du, at du bekymrer dig for ham.
Mange mennesker taler først om deres tanker om selvmord, når de bliver spurgt direkte. Og for mange er bare det at sætte ord på de svære følelser en lettelse.
Social opløsning på grund af skilsmisse, voldsomme sociale forandringer og oplevelsen af, at samfundet kun har behov for enere, kan være med til at give nogle børn tanker om selvmord.
Dem, der ender med at tage deres eget liv, gør det som regel, fordi de har kæmpet med flere forskellige problemer over længere tid. For nogle kan forsmået kærlighed, være den tue, der til sidst vælter læsset. De kan begå selvmord for at hævne sig på den elskede, som har svigtet ens forventninger. Andre gør det for at straffe sig selv for et nederlag, for at sone skyld eller for at blive genforenet med en afdød.
I gennemsnit bliver fem personer berørt, hver gang der sker et selvmord.
Det er en myte, at det er unge uden fritidsinteresser, der forsøger at tage deres eget liv. Iførlge hæftet ”Unge på kanten af livet” er det snarere unge, der har for mange fritidsinteresser eller stiller meget store krav til sig selv og derfor bliver stressede, der forsøger at begå selvmord.
Det kan også være, fordi den unge førler sig presset af andres forventninger – indbildte eller reelle, at den unge ikke ser anden udvej end at flygte fra presset med et selvmordsforsøg.
Stress eller mobning kan føre til depression, som igen kan få et menneske til at overveje at tage sit eget liv. Hold derfor også øje med voksne, der har meget om ørerne.
|