"Argh :'/"
Pige, 13 år
Heey .. Jeg kom sammen med min eks, og så en dag, hvor jeg fortalte om en af mine veninder, som havde en ven, der begik selvmord, fortalte han mig noget… Han fortalte, at han havde prøvet at tage livet af sig flere gange (red.), men han kunne ikke få sig selv til det.
Da han havde fortalt det, fortalte jeg, at jeg også havde prøvet på at begå selvmord. Han slog op med mig, og så kunne jeg ikke klare det, for jeg må ikke snakke med nogen om det, han har gjordt, så mit hoved kunne ikke mere, så jeg låste døren til mit værelse, og skar i mig selv. Et par dage efter kom vi så sammen igen.
Så en morgen siger han, at han var tæt på at begå selvmord om aftenen. Vi kommer så ikke sammen mere nu, men han er min bedste ven, og jeg holder meget af ham. Men hvordan kan jeg snakke med ham om det, og hvordan kan jeg tænke på noget andet? For hvis jeg ikke, kommer jeg til at ende som min venindes ven, som begik selvmord.
(Redigeret af redaktionen)
Livslinien svarer:
"Bed din ven om at få hjælp "
Kære du
Tak for din mail, som jeg er meget glad for, du har skrevet. Når man, som du, er 13 år, skal man ikke kunne klare alting alene og din vens selvmordsforsøg er ret alvorlige, synes jeg.
Problemer eller livet!
Du skriver ikke noget om, hvad der var årsagen til din vens selvmordsforsøg – eller dit, så jeg kan ikke rådgive jer konkret på jeres problemer, men jeg kan fortælle dig, at det er meget alvorligt at forsøge selvmord, da I kan risikere at dø af det. Jeg tænker egentlig ikke, at din ven ønsker at dø, men han ønsker hjælp til nogle ting, han synes er svære.
At være en god ven
Det er rigtig fint, du vil være der for din ven, og jeg kan godt forstå, du bliver bekymret for ham. Prøv om du kan få en snak med ham om, hvor bekymret du bliver, og at du synes, at han skal få hjælp til sine problemer. Fortæl ham, at du vil hjælpe ham og støtte ham – både til at finde et sted, hvor han kan få talt om sine problemer, men også være en ven undervejs. Du kan foreslå ham at ringe til Livslinien på 70 201 201, så kan vi hjælpe ham med at finde et sted, hvor han kan få den slags hjælp, han har brug for.
”Dumme” hemmeligheder
Lykkes det ikke at overbevise din ven om, at han har brug for hjælp, og bliver han ved med at tale om selvmord, så SKAL du involvere en voksen, som kan hjælpe dig og din ven. Det kan være dine forældre, en lærer, sundhedsplejersken på skolen eller en klubpædagog. Det må i hvert fald ikke ende med, at din ven tager livet af sig, fordi du har lovet ham at holde på en hemmelighed. Der er visse hemmeligheder, som ikke skal holdes hemmeligt, og selvmord er en af dem.
Hjælp også dig selv
Hvis du stadig selv tænker på selvmord eller skærer i dig selv, så synes jeg også, du skal sørge for at få noget hjælp til at lære at tale om de ting, som er svære og gør ondt. Du kan kontakte din sundhedsplejerske på skolen og fortælle hende, at du af og til skærer i dig selv.
Du er også meget velkommen til at ringe til Livslinien. På www.vaelglivet.dk finder du en hjælpeknap , hvor du kan læse mere om, hvordan du kan blive bedre til at hjælpe andre – og dig selv.
Bedste hilsner
Livslinien |