Når barn bliver til skoleelev
Alléskolen i Fredericia samarbejder med børnehaven Stendalen for at sikre, at børnenes overgang fra børnehave til skole foregår så glidende som muligt. I året op til skolestart testes børnenes sproglige og sociale kompetencer, og resultaterne videregives til skolen, så lærere kan forberede sig på de kommende elevers behov.
De ældste børnehavebørn kommer også på besøg på skolen, ligesom der afholdes trekantssamtaler mellem børnehave, skole og forældre for at forberede forældrene på, hvad det indebærer at have et barn i den danske folkeskole. Netop den dialog er af særlig stor betydning for tosprogede familier, mener Christina Roswall, som er skole-hjem-vejleder:
Der er mange elementer i vores værdier og måde at undervise på, som vi bare tager for givet. Men hvis man kommer fra en helt anden kultur, så kræver det noget tilvænning. Og der er vi som professionelle nødt til at udvise respekt for de værdier, eleverne og forældrene har med sig:
Christina Roswall oplever, at mange misforståelser bunder i ubesvarede spørgsmål, fordi forældrene frygter at fremstå uvidende. Her sikrer trekantssamtaler forud for børnenes skolestart en vigtig dialog og forventningsafstemning, som kan lette opstarten i skolen både for barnet og forældrene.