Børn klar med klimaaftale

- Jeg er rigtig tilfreds med det færdige produkt – det er vildt fedt. Vi har gang i noget stort her, og jeg er helt sikker på, at de voksne vil lytte, siger grønlandske Ivalu Christensen.

Sammen med 164 andre unge sidder hun i festsalen på Københavns Rådhus og blafrer ihærdigt med fingrespidserne for at vise sin accept og tilfredshed med det første udkast til børnenes egen klimaaftale.

Sidste justeringer
- Skal vi ikke hellere fokusere på, at vi har et problem, der skal løses i stedet for at diskutere retstavning, lyder det fra salen, da en ung ambassadør foreslår, at et af kommaerne i teksten flyttes.

De sidste finjusteringer af de yngstes bidrag til den internationale klimadebat er ved at være på plads, og koncentration hos de hårdt arbejdende unge er stor til det sidste. Hele ugen har de kæmpet med at få lavet den deklaration, der i dag skal offentliggøres og overrækkes til Connie Hedegaard, skriver elever fra Ørestads Gymnasium i fredagens udgave af Urban.

Tomme tallerkner
- Vi ser allerede konsekvenserne af klimaforandringerne. Vores tallerkener er tomme på grund af tørke. Vores samfund er frarøvet muligheden for rent drikke vand, uddannelsesmæssige muligheder og sårbare over for sygdomme, hver gang det oversvømmes.

Introduktionen fra den næsten færdige deklaration frembringer et rungende bifald i hele festsalen, og de delegerede på scenen forsøger forgæves at skjule stoltheden over et produkt, som ikke kun indeholder krav, men også giver afkald på livsstil, der placerer den fælles sag over individuelle behov.

- Vi forpligtiger os til at personlige livsstilsændringer, der placerer det fælles bedste over vores individuelle ønsker og nuværende levevis,” står der i børnenes klimaaftale, som samtidig stiller krav til næste uges COP15 med ordene:

Bliver vi hørt?
- Der er ikke længere tid til blot at snakke, der skal handles. Vi holder jeg ansvarlige over for jeres forpligtigelser.

Trods den positive stemning, der blandt de delegerede summer i festsalen, har enkelte dog rynker i panden. De er nervøse for om voksne rent faktisk vil høre på de unge.

- Jeg er bange for, at vi vil blive glemt, men jeg håber, at de voksne vil have vores forslag med i deres overvejelser,” siger Hoang Oahn fra Finland.