preload loader

København: Frederiksstaden

 

Klik på et billede

For at se et billede i fuld størrelse skal du blot klikke på det. Klik på billedet igen og du får denne oversigt frem igen.

En ny bydel til kongen og overklassen
Frederik den V. anlægger i 1748 bydelen Frederiksstad i hjertet af København. Både for at hylde ham selv, men også for at tilfredsstille adelens behov for store palæer, og at profilere den gamle hovedstad som moderne handels- og søfartsby.

En helt igennem planlagt bydel
Intet i Frederiksstad er tilfældigt placeret. Alt er lavet med lineal og rette vinkler. Snorlige gader med store huse og palæer placeret på lige linjer og med et retvinklet gadesystem - med Amalienborg og Marmorkirken i midten af det hele.

I dag er overgangen måske knap så tydelig på en travl dag i det indre København. Men når du i 1700-tallet krydsede grænsen fra den gamle middelalderbydel, med mørke og små krogede gader, og kom til Frederiksstadens lyse, luftige og brede gader med store flotte borgerhuse og palæer, var du ikke i tvivl.

Forbinder Gud, kongen, himlen og havet
Udover at Frederiksstaden skulle fremstå flot og overdådig, har bygherren anlagt en akse, som rent symbolsk skal forbinde Gud, konge, himmel og hav i bydelen.  Et ambitiøst projekt, som er udført ved at lave en akse fra havnen ved Amalienborg og op til Marmorkirken.

Aksens midtpunkt er Amalienborg Slotsplads, hvor den kongelige rytterstatue kommer ridende nede fra havet. Samtidig rammer rytterens blik taget på Marmorkirken, som ligger nogle hundrede meter væk. Og det er ikke tilfældigt, at rytterens blik hviler på den lille kuppel på kirkens tag. Den lille kuppel, som også kaldes ”lanternen”, symboliserer nemlig, at kirken åbner op mod himlen og det guddommelige. Og dermed er den guddommelige akse skabt. Fra hav til rytterstatue og videre til Gud i kirken og op til lanternen, som åbner op imod himlen. 

En ny tid er på vej
I dag er Frederiksstaden, og ikke mindst Amalienborg, både en stor turistattraktion og en helt almindelig bydel, hvor folk bor og arbejder.

Men nye tider og behov har trængt sig på, og for tiden er den gamle kongebydel ved at få en ny metrobane under jorden.

Selve metrostationen kommer til at ligge lige under Marmorkirken. En sag som har fået sindene i kog, bl.a. hos kirkens menighedsråd og københavnerne. De er bange for, at den gamle kirke ikke vil kunne holde til metrobyggeriet, og at byggeriet er til fare for hele den gamle bydel. Alligevel bliver metrobyggeriet i den gamle Frederiksstad gennemført, og den bydel, som førhen kun var for konger og adelige, kommer endnu tættere på resten af det gamle København.

Send eller anbefal link

Frederiksstad

Alder

261 år. Bydelen er grundlagt i 1748.

 

Frederiksstaden er kendt for

Amalienborg, Marmorkirken, store palæer og lige, brede gader.

 

Derfor verdensarvkandidat

Bydelen har en unik æstetik med lyse farver, dekorative palæer og brede gader, bygget i rokokostil og inspireret af 1700-tallets franske og tyske arkitektur.

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Undervisning > verdensarv > Kandidaterne > artikler

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.