preload loader
 

Holger Danskes rejse

Få et sanseligt indblik i sagnheltens fantastiske liv - på Sundtoldens Slot Kronborg.

 

I tidslinjen besøger vi Kronborg fra de første sten blev lagt til i dag - med historiske nedslag.

 

Originalmanuskriptet til Hamlet ligger begravet i Kasematterne!

 
 

Hvornår blev tolden i Øresund ophævet, og hvorfor blev Caroline Mathilde landsforvist? Test din viden om slottet ved Øresund.

 

Persongalleriet

Læs om nogle af Kronborgs noget specielle beboere gennem tiden.

 

Kronborg - Pomp og pragt

Kronborg er historien om menneskelig stræben efter magt. En maskulin og en feminin magt. Bastioner, fæstningsvolde og sundtold på den ene side - pynt til overflod, gobeliner og fester på den anden side. Tilbage i 1500- og 1600-tallet tævede konger og adel hinanden ved hjælp af symboler og rigdomme.

Kronborg ligger i Helsingør ved Øresunds smalleste sted med kanoner rettet mod sejlruten. I flere hundrede år opkrævede danske konger toldpenge af de skibe, der sejlede gennem sundet. Kongerne kunne kvæle hele verdensøkonomien fra sundtoldens slot 'Kronborg', hvis det skulle være. Og hvis de turde.

Og dybt under slottet sover en nationalhelt. Men bliver Danmark truet, rejser han sig og forsvarer sit land. Et andet sted render en dansk prins rundt med et kranium i hænderne og messer: at være eller ikke være... Mens duften af parfume stadig hænger i luften i tårnværelset, hvor en afsat dronning fortvivlet har ventet på sin skæbne.

Renæssanceslottet Kronborg er frygt, glæde og rigdom ud over alle grænser.

Samtidigt rummer Kronborg en uvurderlig værdi for Danmark - og hele verden. Kronborg er vores fælles verdensarv.

Træd indenfor.

Kongens statussymbol

I 2000 udnævner UNESCO Kronborg til verdensarv. Det vil sige, at slottet har så stor betydning for Danmark og resten af verden, at det skal bevares og beskyttes, så også kommende generationer kan glæde sig over slottets storhed.

Begrundelsen er, at slottet er et enestående eksempel på et utrolig velbevaret renæssanceslot, som tilmed har spillet en markant rolle i Nordeuropa.

Den danske konge kontrollerede i over 400 år al sejlads, der gik gennem Øresund. Han tjente mange penge på sundtolden, og hvis han ville, kunne han lukke for adgangen til hele Østersøen.

Den magt demonstrerede Frederik den 2. under Syvårskrigen (1563-70), hvor han lukkede for korntransporten, og der opstod hungersnød i Amsterdam.

Slot udenpå - middelalderborg indeni

Først bliver der hængt sørøvere, så bygger man en middelalderborg, og endelig tårner et slot – Kronborg – sig op på det lille sandede næs, der hvor Øresund er smallest.

Krogen
I 1420’erne begynder Kong Erik af Pommern at kræve toldpenge af fremmede skibe, der sejler gennem Øresund.

Han bygger fæstningen Krogen på næsset Ørekrog, hvor sørøvere før har dinglet i galgen.

Krogen består af en 14 meter høj ringmur på 79 x 79 m med hjørnehuse af sten og med trappetårne. Soldater, kanoner og et vagtskib behersker det smalle sund, så ingen skibe glemmer at betale toldpenge.

Borg bliver til slot
I 1570’erne er middelalderborgen håbløst umoderne og kan ikke modstå tidens artilleri. Kong Frederik den 2. går i gang med en forvandling a la den grimme ælling, der bliver til en smuk svane.

Fæstningen udvides med hjørnebastioner forbundet med jordvolde, voldgrav mod nord, syd og vest og et firkantet kanontårn.

En stor etage giver værelser til kongeparret. Der laves regeringskontor, køkken, bryghus, gæsteværelser, kirke og Nordeuropas største dansesal.

Kronborg beklædes med sandsten, får kobbertag, tårne og finurlige spir og dekorationer.

Rigdom ses også i 40 gobeliner med Danmarks kongerække, en bordhimmel og et stort springvand.

Verdens smukkeste renæssanceslot står færdigt i 1585.

Genopbygning
Efter en voldsom, ødelæggende brand i 1629 beslutter Kong Christian den 4. at genopføre slottet. Statskassen er tom, så kongen fordobler sundtolden og betaler selv.

Slottets tårne bliver forhøjet, og der kommer nye udsmykninger, fx loftmalerier med motiver fra danmarkshistorien.

Kronværk, kaserne og museum
Efter flere krigsnederlag er Kronborg i 1691 udvidet med Kronværket - et avanceret forsvarsværn, der ligner en kongekrone med en hel og to halve bastioner.

I 1785 bliver slottet omdannet til kaserne, og i 1938 åbner slottet som museum efter en stor ombygning.

Ordforklaring
Bastion: Fremskudt del af en fæstningsvold, beregnet til opstilling af fx kanoner.

Bordhimmel: En bagvæg med et tag (himmel). Ingen gæster kan være i tvivl om, at kongeparret under bordhimlen har tjek på tilværelsen.

Læs mere på Kronborgs hjemmeside

Print side

Kronborg under forandring

Mens én sandstensfigur bliver taget ned fra slottets mur, tager en anden sandstensfigur form i stenhuggerværkstedet ved Kronborg. Det er fast arbejde, for sandsten holder cirka 400 år, så der er en løbende restaurering i gang.

Siden 1998 har slottet været under en omfattende restaurering, hvor også adgangsveje bliver forbedret.

Og efter at Kronborg i 2000 bliver udnævnt til verdensarv af UNESCO, er der for alvor sat gang i nye ting, for verdensarv forpligter.

Slottets måde at fortælle Kronborgs historie på har været lidt støvet, men nu sker der også noget på det område. Den 18. juni 2010 er første del af slottets nye formidlingsprojekt blevet åbnet for publikum med helt nye oplevelsesmuligheder.

Fnis, flammer og fæstning
I et soveværelse fniser en ung kvinde og kongen - et andet sted regner det med guldpenge fra sundtolden - et tredje sted brænder slottet som i 1629. Og allerede ved indgangen til slotsområdet bliver de besøgende mødt af lyden af støvletramp, heste, kommandoer og måske et kanonskud. Ingen er i tvivl om, at de er kommet til en fæstning og et kongeslot.

Nu kan turister besøge hidtil lukkede steder på slottet. Og tidsbrønde, borglegeplads, slotsmodeller, børnerum, kanoner og krudthusfortællinger skal lokke inden for og udenfor.

Der er interaktive pulte med fakta, hvor man kan klikke sig frem og tilbage i historien.


Undervejs på turen rundt på slottet og fæstningsanlæggene kan turister også gennem såkaldte mobilguides få lydglimt og fakta om sundtoldens slots historie.

I efteråret 2010 åbner anden del af formidlingsprojektet med endnu flere digitale tilbud. Kronborg skal være et sted, hvor folk kommer igen og igen - og oplever nyt hver gang.

Ambitionen er desuden, at Kronborg med sin historie bliver et naturligt sted at være under afgørende forhandlinger, og når internationale kontrakter skal underskrives.

Der er afsat 250 millioner kroner til at restaurere og trimme slottet, og arbejdet står færdigt i 2010. Men Kronborg stopper ikke ved det.

Kulturomraade.dk - international kaliber
Helsingør er i gang med at udvikle et nyt kultur- og fritidsområde, der blandt andet skal styrke Kronborg som verdensarvsmonument. Det forladte værftsområde skal have nyt liv, til gavn for slot, by, borgerne og besøgende. Det sker gennem projekt Kulturhavn Kronborg.

Kulturhavn Kronborg skal præsentere slottet bedre og forbinde slottet med havnen og byen. Kronborgs gamle bastioner og raveliner bliver genskabt. De blev fjernet ved bygningen af stålskibsværftet i slutningen af 1800-tallet.

Kulturværftet bliver i 2010 byens nye kulturcenter med bibliotek, teatersal, mødelokaler, udstillingsrum m.m. Og i 2012 åbner et nyt søfartsmuseum i en gammel tørdok.

De forskellige projekter har mødt og møder hård kritik, selv om kritikken er blevet mere lavmælt efter, at projekterne er vedtaget politisk. De samlede udgifter løber op i en milliard kroner. Projekterne er for dyre, og ødelægger havnen, mener nogle. Andre tror, at borgerne bliver meget glade for området.

Læs mere på kulturomraade.dk

Ordforklaring
Ravelin: Et halvmåneformet ydre forsvarsværk, evt. omgivet af en voldgrav. Raveliner beskytter fæstningens adgangsveje.

Print side


Dronning bag lås og slå

Kronborg er en vigtig del af den dramatiske historie om Dronning Caroline Mathilde. Hør historien her.

 
 ER DU VILD MED KRONBORG, VIL DU SIKKERT OGSÅ GERNE SE...


 
 
 
 
 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Undervisning > verdensarv > dk_verdensarv

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.