Havets Myter og legender

Omgivet af hav som Danmark er, har det aldrig skortet på fantastiske beretninger om søuhyrer. Den skandinaviske udgave af dragen, er ikke et ildsprudende monster, men en kæmpestor sølange - Midgårdsormen, en af Lokes sønner, som hviler på bunden af verdenshavene. Indtil den ved Ragnarok stiger op til overfladen, for at deltage i guderne og jætternes endelig opgør.

Søens uhyrer ( Til top)
I slutningen af det 18 århundrede, fortæller historierne, at et dansk sejlskib løb ind i stille vejr ud for Vestafrikas kyst. Kaptajnen besluttede, at det var et godt tidspunkt, at få gjort ydersiden af skroget rent, og medlemmer af mandskabet blev hejst ned på planker med vand og skrubbebørster. Pludselig steg et kæmpemonster op fra dybet med to massive arme, greb to af sømændene fra deres arbejdspladser og trak dem ned under overfladen. En tredje arm snoede sig om endnu en sømand, men hans kammerater fik hugget den drabelige tentakel af. Den var spids i den ene ende og ca. 7,5 meter lang, dækket med enorme sugekopper.

En dybhavssprutte		Japetus Steenstrup indseer at havmunken er en blæksprutte

Kæmpeblæksprutten gemmer sig dybt nede i mørket, og er for alle praktiske formål stadig den dag i dag et mysterium. Forskerne fik for nylig fingre i en ung udgave af et eksemplar, som kan blive større end noget tidligere gæt, og dette bløddyr findes i variationer og udgaver, der har affødt et hav af legender. F.eks. var troen på havmænd og fruer udbredt indtil 1854, da danske Japetus Steenstrup, en specialist i bløddyr, konkluderede at "havfolk" i virkeligheden var store blæksprutter.

I 1550 blev et sælsomt væsen, der lidt lignede en munk og som var 2,5 meter lang, fanget i danske farvande, og bragt foran kongen. Danmark havde lige været gennem den protestantiske reformation, og munke var ikke just populære, så kongen beordrede sit hof til at begrave det afskyelige dyr, før det satte gang i rygterne. Men Christian 3. fik dog lavet en tegning af dyret og sendte den til Conrad Gesner i Frankrig, så dyret kunne indgå i hans enorme væk om fisk, Libri de piscibus marinus, udgivet i 1554.

Så er der Kraken, det mytologiske søuhyrer, beskrevet som alt fra et gigantisk blæksprutte- agtigt uhyre til en drage med horn og pukler på ryggen.
Herhjemme kender vi beskrivelsen, som den blev givet af den danske missionær Hans Egede i 1734.
" Det var et udmådeligt stort uhyre, dets hoved ragede lige så højt op over havet som skibets stormast. Kroppen var lige så tyk som skibet, og 3-4 gange så lang. Det havde en lang spids snude og spyede vand som en hval. Det havde brede store lemmer og kroppen syntes dækket af skaller og huden var meget runken og ujævn."
Skandinaviske farvande er ikke kendt for at huse store havdyr, men dette uhyrer hører faktisk, ifølge legenderne, hjemme her. Der er historier om, hvordan en kraken sad fast mellem store klipper på en norsk kyst i 1680, hvor den modbydelige stank af råd forpestede luften i månedsvis.

Med vores moderne viden om, hvor store kæmpeblæksprutterne egentlig kan blive, har dette sømonster sikkert sin oprindelse, i ottearmede kæmper, der forvildede sig væk fra deres normale skjulte dybder. Efter New Zealands forskere fik fat i den gigantiske blæksprutte med næb og kløer, ser den gamle afbildning af et uhyre, der omslutter et skib, fra 1801, pludselig ikke så overtroisk ud. Blot én af dens tentakler, kunne, hvis blæksprutten stak den over vand, sagtens have affødt fortællinger om søslangen, der lurede ud for Sydafrika's kyst i midten af det 19. århundrede.

Ifølge beretningerne huser også Øresund et søuhyre, men der findes kun meget sparsomme oplysninger om dette væsen. Den første løse beskrivelse stammer fra omkring 1640, 90 år efter Kong Christian 3. og sømunken.
Selv Sortedamssøen i København skulle være hjem for et monster, nemlig en søslange. blev rapporteret i 1928, men viste sig at være en hval - et marsvin, som en fisker havde sat ud i søen. Den levede en uges tid, og var et yndet emne for avisjournalister.

I 1978 dukker "Sortedamssøens Skræk" op igen, da redaktøren af tidsskriftet Forteana beskriver "en mærkelig, mørk slangeagtig genstand på tykkelse med et lår, der bugtede sig af sted på bunden."
Andre vidner har berettet om et ca. 3 meter langt, åleagtigt væsen, med et fladtrykt hoved. De fleste iagttagelser fandt sted i 70'erne og 80'erne, i det hjørne af søen, hvor folk plejer at fodre ænder og svaner, men der har været stille i søen de sidste mange år.

Sortdamssøen i København		Et marsvin blev til Sortedamssøens Skræk

Havets guder ( Til top)
Ethvert samfund, der levede ved kysterne, har sine egne havguder. Babylonierne tilbad søens gud, Oannes eller Ea, som ifølge legenderne steg op fra havet, og lærte mennesket om kunst og videnskab. På det franske Louvre museum findes den dag i dag en vægscene fra det 8. århundrede, som afbilleder Oannes som en havmand, med fiskeagtig hale og et menneskes overkrop.

De gamle syrere og filistre tilbad en semitisk havfrue gudinde. Syrerne kaldte hende Atargatis, mens filistrene kendte hende under navne Derceto. Atargatis, en af de tidligste beskrevne havfruer, fik ifølge legenderne et normalt menneskebarn, Semiramis. Det skammede hus sig så meget over, at hun dræbte sin elsker, forlod sit nyfødte barn og forvandlede sig helt til en fisk.
Inderne tilbad, blandt deres mange guder, en gruppe himmelsk fløjtespillende vandnymfer, kendt som Asparas I japanske og kinesiske overleveringer findes ikke kun havfruer, men også havdrager og dragekonerne. Den japanske havfrue, Ningyo, blev afbilledet som en fisk med et menneskelig hoved, mens den polynesiske mytologi omfatter en skaber, kaldet Vatea, halvt menneske og halvt marsvin.

Grækerne og Romernes gudekredse har mange ligheder, og det er i Antikkens beretninger, at vi finder den første litterære beskrivelse af både havfruer og havmænd.
Homer nævner sirenerne i Odysseen, syngende smukke kvinder, med fuglekroppe, der lokker søfarere i ulykke. Ovid fortæller, at havfruerne blev født fra trojanernes brændende galejer, hvor træet forvandlede sig til kød og blod og Havets Grønne Døtre.

Et af de mest kendte motiver af havmanden, er billedet af Poseidons søn, Triton, som altid ses bevæbnet med en magisk trefork.
Både Poseidon og Neptun gengives som halvt menneske, halvt fisk, og er berygtede for at sende skrækkelige havmonstre op på land, for at straffe respektløse tilbedere. Som fx da dronning Cassiopeai bekendte overfor alt og alle, at ingen kunne måle sig med datterens skønhed - ikke engang havets nymfer. Poseidon blev så gal i skralden, at han sendte et mægtigt søuhyre mod landet, som hærgede, skyllede flodbølger over markerne og angreb indbyggerne. Først da dronning Cassiopeia tilbød at ofre datteren, prinsesse Andromeda til havuhyret, blev Poseidon formildet.
Datteren blev lænket ved havet, reddet af helten Perseus og alle tre findes i dag på nattehimlen som stjernebilleder.

De britiske øer har også deres del af havfolk mytologi. Cornwalls indbyggere kendte havfruerne (mermaids), som merrymaids, irerne kaldte dem Merrows eller Muirruhgach, og historierne vil vide, at mens havfruerne var smukke, så havde havmændene røde næser, stikkende øjne, grønt hår, grønne tænder og smag for brændevin.
Herhjemme har i sær H. C. Andersen gjort havfruen berømt, men vores forfædre troede desuden på havmænd. I Norge var synet af en havfrue et bud om ulykke. Et sagn fra Holland beretter om, hvorledes en havfrue i 1403 skyllede op på standen efter en storm i Friesland. Hun blev fanget, iført tøj og fodret. Hun levede 15 år i fangenskab, prøvede konstant at flygte, blev lært at knæle foran korset, men ytrede aldrig et eneste ord.

Nøkken er den nordeuropæiske ferskvandsudgave af havfolket. De var forræderiske og farlige, og kvindelige nøkker lokkede mænd i druknedøden, mens de mandlige viste sig som småfolk eller guldlokkede drenge.
Den russiske havfrue mytologi omfatter vandkongens døtre, som levede under havets overflade, vandnymfer, der druknede svømmere og mandlige vandånder, som fulgte søfolk og fiskere.

Sunkne byer ( Til top)
Den græske filosof Platon (427 f.v.t. - 347 f.v.t) skrev i Timaeus og Critias, hvordan byen Atlantis, en ø i Atlanterhavet, vest for Gibraltar, sank under havets overflade under voldsomme jordskælv og flodbølger 9000 år før hans tid.

Plato, Atlantis' ophavsmand		Atlantis

Platon var ikke i gang med at beskrive et virkeligt sted, men i stedet give et moralsk budskab i en diskussion om ideelle samfund. Men Atlantis har overlevet til i dag, og får bl.a. skylden for Bermuda Trekantens forsvindinger, hvis byen da ikke styres af rummænd fra fremmede planeter. Eller placeres på Helgoland.

Forskellige eftersøgninger mener, de har fundet Platons sunkne stad, både i midtatlanten, på Cuba, i Andesbjergene eller Antikkens Thera. Thera er en græsk vulkanø midt i det Ægæiske Hav, som i 1625 f.v.t. blev ødelagt af et voldsomt udbrud. I 1965 udgav østrigeren Jürgen Spanuth sin bog "Atlantis", hvor han hævdede, at Atlantis var virkeligt - samt at det nuværende Helgoland sandsynligvis er den sidste ret af det fordums så strålende rige.
Måske lod Platon sig inspirere af overleveringer om Thera, Santorini eller sunkne ægyptiske byer.

For nyligt gjorde maritime forskere et af de mest spektakulære undervands arkæologiske fund nogensinde, da de opdagede to tabte metropoler ud for Ægyptens kyst.
De sunkne byer, Menouthis og Herakleion, forsvandt for over 1500 år siden. De befinder sig i dag på bunden af Middelhavet, 25 km øst for Alexandria, og i adskillige antikke tekster.
Hvor enkelte af de gamle forfattere bemærkede, at Herakleion og dens søsterby, Menouthis, var overdådige og dekadente, kendt ikke kun for deres rigdomme og livsstil, men også for mange templer dedikerede til guderne Serapis, Isis og Anubis.

Byerne blev fundet gennem et samarbejde mellem geofysikere, arkæologer og historikere, der kortlagde havbunden fra en katamaran udstyret med ekkolod, sonar og magnetisk resonans.
Historiske arkiver og arkæologiske fund peger på, at de to metropoler styrtede i havet under et voldsomt jordskælv. Alexandria selv blev hærget da jorden rystede en gang i sidste halvdel af det 8 århundrede f.v.t., samt af et eller to senere skælv mellem 200 til 600 e.v.t.
Regionen er seismisk aktiv, og måske gav landjorden efter eller blev omdannet til mudder, under de to store byer. Eller et undersøisk jordskælv satte gang i Middelhavets vandmasser og enorme flodbølger skyllede ind over Menouthis og Herakleion og trak dem med sig i dybet.