Kunstig intelligens - Turing-testen

Inden for datalogien er et af de store, ubesvarede spørgsmål, om man kan få en maskine til at tænke? Og hvad det egentlig vil sige 'at tænke'? I 1950 lavede den engelske matematiker Alan Turing en test, der skulle vise, om en maskine eller et computerprogram var intelligent. Endnu har ingen klaret udfordringen, og det kommer nok heller ikke til at ske inden for de næste 15 år.

Da skak-computeren Deeper Blue i 1997 slog den russiske stormester Garry Kasparov, var det intet mindre end en sensation: En computer, der var kløgtigere end det 20. århundredes største skaktalent. Men var Deeper Blue i virkeligheden kløgtig, eller var den bare god til at regne? Kunne den tænke? Var den intelligent?

Svaret er nej
Blandt folk, der beskæftiger sig med kunstig intelligens i dag, vil svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Deeper Blue er intelligent, være et klart nej. Men spørgsmålet er alligevel ikke helt irrelevant. I 1940'erne havde man en idé om, at intelligens havde noget med rationalitet at gøre. I de systemer, man forsøgte at gøre intelligente, indlæste man regler på præcis samme måde, som reglerne senere blev indlæst i Deeper Blue. Med andre ord opfattede man kunstig intelligens, som noget man kunne programmere sig til.

Er intelligens lig rationalitet?
Idéen om et intelligent system, der kan spille skak, blev fostret i 1940'erne, og det gjorde en anden idé også - idéen om en test, der kunne afprøve, om et system var intelligent: Turing-testen. Filosof og matematiker Mikkel Willum Johansen fortæller:

"Turing-testen bygger på nogle bestemte opfattelser af, hvad en samtale er, hvad sprog er, og hvad intelligens er. På det tidspunkt, da Alan Turing designede testen, der forbandt man menneskelig intelligens med nogle rationelle evner, vi har - altså evnen til at lave sprog, lave matematik og tænke logisk. Og man mente, at hvis man kunne efterligne de forskellige former for rationalitet, så kunne man efterligne hele menneskets intelligens.”   

Kan en computer tænke?
At ideerne i særdeleshed blomstrede i midten af det 20. århundrede hænger især sammen med, at den mekaniske regnemaskine blev afløst af den elektroniske regnemaskine - eller computeren.

Allerede inden de første elektroniske computere så dagens lys under 2. verdenskrig, havde Turing overvejet, om en sådan maskine mon kunne tænke. Og med udgangspunkt i en simpel selskabsleg offentliggjorde Turing i 1950 skitsen til en test, der skulle bestemme kunstig intelligens eller tænkning ud fra én enkel præmis.

Præmissen var, at hvis man kunne få en computer til at narre et rigtigt menneske til at tro, at den var et menneske, så havde den bestået - og det blev en udfordring som mange har forsøgt at tage op.

Turingtesten
Turing-testen går kort og godt ud på, at et computerprogram og et menneske via hver deres computer chatter med en menneskelig dommer, der sidder i et andet rum. Dommeren skal så prøve at finde ud, hvem af de to han chatter med, der er maskinen. Testen løber over et afgrænset tidsrum, hvor dommeren kan stille forskellige spørgsmål til de to i det andet rum. Hvis han ikke kan bestemme, hvem der er hvem - eller hvis han gætter forkert - er Turing-testen bestået.
Og det har vist sig mere end almindelige svært for computerprogrammører at narre dommerne.

Loebner-prisen
I 1990 indstiftede amerikaneren Hugh Gene Loebner en pris på 100.000 dollars til det computerprogram, der kunne klare Turing-testen. Konkurrencen, som er kendt som The Loebner Prize, er blevet afholdt hvert år siden, og til dato har ingen vundet førstepræmien og de 100.000 dollars.

Mikkel Willum Johansen mener, at det skyldes, at både Alan Turing og alle dem, der har forsøgt at designe de ’intelligente’ programmer, har misforstået en helt grundlæggende ting - nemlig hvad samtale egentlig er for en størrelse.

"I Turing-testen opfatter man udelukkende en samtale som udveksling af information, men for os mennesker er samtale også en handling. Derudover kan vi også have forskellige hensigter med det, vi siger. Hvis en telefonsælger ringer fra en avis, så vil han ikke bare fortælle om avisen, han vil sælge avisen. Og hvis du er på et diskotek og står og snakker med en pige, så er udvekslingen af information ikke særlig væsentlig, men det er hensigten derimod. På det her grundlæggende punkt har man grebet Turing-testen helt forkert an."

Det betyder faktisk ikke, at Turing-testen ikke er brugbar - men programmørerne skal tænke helt anderledes, hvis de nogensinde vil lave et intelligent program og dermed gøre sig håb om at bestå testen. Men det er ikke kun opfattelsen af samtalens karakter, der skal ændres, det er også opfattelserne af sprog og intelligens, der skal revurderes.

Sproget er en svær en
Hvad sprog og ords betydning angår har de fleste computerprogrammer den bagdel, at de opfatter sproget som matematik. Ord bliver ’oversat’ til symboler i programmerne, og derved ryger betydningen af ordet.

Hvis en programmør foreksempel tildeler ordet 'kost' et symbol eller en værdi, så kan programmet ikke skelne mellem forskellige betydninger af ordet. Den ved ikke, om man mener 'kost = mad' eller 'kost = fejeredskab', for ordet har kun én symbolværdi.

Det er en af grundene til at computerprogrammerne har så svært ved at snyde nogen, selv når ordene sættes ind i en ellers grammatisk korrekt sammenhæng.

I 2001 var det program, der klarede sig bedst (eller mindst dårligt) i Loebnerkonkurrencen, programmet Alicebot. Mikkel Willum Johansen har fundet et udskrift fra konkurrencen:

"Jeg har fundet en sekvens, hvor dommeren og programmet snakker og pludselig ud af det blå, siger Alicebot: "No, I’ve not seen it, what is it like?" Dommeren aner ikke, hvad Alicebot mener, så han spørger: "What do you mean by ’it’?". Computeren tænker lidt og svarer så: "IT = Information Technology." Så der sker et nedbrud i samtalen, fordi computeren opfatter sproget som et formelt system, der udelukkende består af symboler uden mening og derfor bryder samtalen ned." 

En personlig samtale med Alicebot
 
Dommer (menneske):
"Can we speak personally?"

Computer (Alicebot):
"No, I only speak English right now, but I would like to learn some other languages. Can you teach me a few phrases in personally?"
 

Ta' testen - men på nye måder!
Det kunne se ud som om, at de dataloger og programmører, der forsøger at klare Turing-testen, spilder deres tid på en misforståelse. Dét svarer Mikkel Willum Johansen både ja og nej til. Hvis et system en dag skulle bestå Turing-testen, ville det have en kæmpe betydning for forskningen i kunstig intelligens.

Men måden man i dag forsøger at bestå testen er helt misforstået og vil aldrig nogensinde kunne bidrage med noget - andet end at sætte tyk streg under, at en simulation af intelligens med udgangspunkt i ord som symboler styret af et matematisk regelsæt, er galt afmarcheret.

Skrevet af: Mikkel Rytter Poulsen