Til DR Undervisnings forside
dr.dkundervisningarbejdsliv
Til Arbejdslivs forside

Velkommen til tests og guider -  en verden mest for sjov...
 DR © DR Undervisning
Tests & guider
Her kan du blive klogere både på dig selv, din chef og dit arbejdsliv.
Det her er ikke videnskab, men mest for sjov!

Klik dig ind herunder og find de tests og guider, du synes passer dig bedst. God fornøjelse!
Vælg test eller guide
10 trin mod stress

Når hjertet banker faretruende hurtigt, og maven gør knuder på grund af arbejde, så er det tid at slappe af. Stress kan være direkte invaliderende for dit liv, så gør noget ved det.
Her er vores ti trin mod et arbejdsliv uden stress.

1. Træk vejret
- det kan lyde simpelt og måske endda en lille smule tåbeligt, men ikke desto mindre er vejrtrækningen et rigtig godt sted at starte, hvis du vil den umiddelbare stress til livs. Træk vejret dybt - helt ned i maven - ti gange. Læg mærke til, hvor din vejtrækning stopper - er det i brystkassen? Så sørg for, at du for hver gang lader luften komme længere ned. Glem tankerne for en stund og fokuser kun på luften, der kommer ind og ud af din næse.

2. Strukturer din tid
- selvfølgelig kan der komme uventede opgaver, men oftest, vil der blive plads til andet end arbejde, hvis du strukturerer din tid. Skriv dine opgaver ned og lav tids-estimater på dem. Løs opgaverne én for en i stedet for at springe fra sag til sag.
Du kan også bruge et par dage på at skrive ned, hver gang du sludrer ved kaffemaskinen, surfer privat på nettet, er i rygerummet eller laver andre overspringshandlinger. Der skal være tid til snak med kollegaer, men måske ikke så meget?

3. Grin
Stress er ikke sundt. Det er en god omgang grin derimod. Det sætter ligesom motion gang i produktionen af endorfiner. Hvis du ikke selv er sjov eller har en morsom kollega, så lyt til Drengene fra Angora på nettet, et morsomt radioprogram eller noget andet.

4. Dyrk motion
Det bedste er en rask løbe- eller gåtur. Hav eventuelt altid et par kondisko og et sæt praktisk tøj med i tasken. Hiv en halv time ud af kalenderen eller tag din frokost med i hånden. Løb eller gå noget af stressen af dig, så vil du have mere overskud til resten af dagen.
Kan du ikke overskue turen i løbet af dagen, så stå en halv time tidligere op og tag ud før arbejde.

5. Sig nej
Hvis du har svært ved at sige nej tak til opgaver, så lær det nu. En arbejdsom medarbejder sætter alle pris på, men der er ingen, der kan se fordelen af en overbebyrdet medarbejder. Har du for meget om ørerne, falder din produktivitet, og din energi bliver brugt på at fokusere på det, du ikke kan nå, i stedet for det du bør lave. Så lær at sige nej til opgaver. Du ved allerede selv, hvornår du burde sige stop - så gør det!

6. Hav et socialt liv
Sørg for at holde dit sociale liv ved lige. For det er igennem venner og familie, at du får inspiration og afbræk fra jobbet.

7. Bevar dine værdier
Hvad er vigtigst for dig her i livet? Arbejdet, familien, vennerne? Lav en liste for dig selv, hvor du skriver dine værdier for et godt liv ned. Følger du dem nu?
Og skriv så det værste, der kunne ske, hvis du ikke fik løst alle de opgaver, du stresser over. Ville du dø? Blive lam fra halsen og ned? Miste din familie? Eller måske dit job? Kig på din liste og træk så vejret dybt. Lev efter dine værdier.

8. Genkend faresignaler
Du ved allerede, hvordan din krop og psyke reagerer, når du bliver stresset, men du har måske ikke gjort dig det klart. Øv dig i det! For når du genkender fare-signalerne, kan du reagere langt tidligere. Får du klamme hænder, bliver irritabel eller noget andet? Vær opmærksom og lad eventuelt din familie hjælpe dig, for de ved det med garanti.

9. Stil krav
Du er ikke altid selv herre over stressen, for hvis din arbejdsgiver er ligeglad med, hvor mange arbejdsopgaver du påtager dig, så er du den eneste, der kan reagere. Stil krav til din leder. Det er hans job at strukturere opgaverne efter antallet af medarbejdere.

10. Luk af
Lad dine tanker forsvinde for en stund. Luk øjnene og sæt dig et roligt sted. Mærk luften strømme ind og ud af dine næsebor. Prøv nu at fjerne alle tanker fra din hjerne og lade rummet derinde blive helt sort. Fokuser kun på luften - varm, kold, varm kold - ud og ind ad din næse. Når din hjerne er helt tom, så træk vejret ti gange og åbn øjnene langsomt. Det tager ikke mere end et par minutter og kan gøres på toilettet, hvis der ikke er andre steder, du kan gå hen.

Sendetid & omtale Se eller gense de 30 Arbejdsliv-programmer ...
Se TV-klip
  Teater & debat
Gå til Dacapos arbejdslivs teater....
   Spørgsmål & svar
Se spørgsmål & svar
   Debat
Deltag i debatten
DR Undervisning - DR Byen 0999 København C - Tlf: 3520 8201 - E-mail: arbejdsliv@dr.dk - www.dr.dk/undervisning