preload loader
Klatretræ med børn

Ja, der er langt ned. Ja, dit barn kan falde ned og slå sig. Men klatretræet er sundt.

Foto: Danmarks Naturfredningsforening

 

Skrevet af: 

 

Farlig leg er godt for børn

Farlige lege er gode for børnenes udvikling. Det viser et forskningsprojekt fra Norge. Danske legeeksperter er enige.

- Det er godt at kravle i træer og hoppe ned fra store højder. Det er sundt og sjovt at hoppe af og på en karrusel i stor fart. Men sidstnævnte er næsten fjernet fra samtlige danske legepladser af frygten for, at børn kommer til skade. Det er en skidt udvikling, siger Mogens Tom Jensen til dr.dk. Han er med til at rådgive om sikre legepladsstandarder i Europa.

Han mener, vi er ved at udvikle en legefrygt, der er med til at bremse børnenes udvikling. Han nævner, at der er kommuner i Danmark, der har fjernet karruseller fra legepladserne, og han er bekendt med institutioner, der har fjernet gynger og klatrestativer fra deres områder.

- Resultatet af vores frygt for vores børns sikkerhed er blandt andet, at de i dag er motorisk dumme. Skaden ved at holde børnene fra det de farlige lege, som udvikler dem, er langt større. Legen er ikke livsfarlig. Den er livsvigtig.

Derfor hilser han forskningsprojektet velkommen, som i al sin enkelthed viser, at børn har brug for suset i maven. De har brug for at hoppe ned fra træer og gynge højt op og ned i rasende fart. De har brug foret højt spændingsniveau.

Klatretræer og mælkekasser skræmmer pædagoger
Pædagogernes fagblad, Børn og Unge, har spurgt 268 pædagoger landet over, hvad de er mest bange for, at børnene kommer til skade på legepladsen.

På topti-listen er stablede mælkekasser, der kan vælte ned over børnene og højre træer og klatrestativer. Og mange pædagoger stopper børnene i de farlige lege. For en sikkerheds skyld. Og fordi forældrene ønsker det.

Men der er ikke noget at være bange for, viser forskningen fra Norge. Den farlige og vilde leg er udviklende og vigtig for børn.

Overbeskyttelse fører til frygtsomme børn
Den norske forsker Ellen Beate Sandseter står bag forskningsprojektet. Hun undrede sig over, at legepladserne altid blev set med de voksnes briller på og ikke fra børneperspektivet. Hun satte sig for at undesøge betydningen af den risikofyldte leg i børnehaverne i Norge.

- Børn søger et højt spændingsniveau. Det er en naturlig del af deres aktiviteter. De mærker begejstringen ved at komme ud til kanten. Det er en frygtfyldt glæde. De får positive oplevelser gennem udfordringerne, siger hun i den seneste udgave af pædagogernes fagblad, Børn og Unge.

Hun ved godt, at børn falder og slår sig. Nogle endda meget hårdt, men det er sjældent, der sker alvorlige skade på børnene. Derfor skal vi ikke være bange for de vilde, farlige lege.

- Overbeskyttelse kan føre til mere frygtsomme børn og øget angst i samfundet. I dag blive sikkerhedsreglerne lavet af bureaukrater, som ikke har indgående kendskab til børnehaver og legepladser, fastslår hun overfor Børn og Unge-bladet.

Hun mener, at sikkerheden skal komme fra institutionerne selv, hvor man kender børn og børnenes behov.

Ellen Beates Sandseters forskning er blevet anerkendt verden over, og hun har udvidet sit forskningsgrundlag til lande som Australien og Storbritannien for at finde ud af, om der er fælles træk.

Sikkerhed er som salt- lidt er godt for meget er skidt
Det er med sikkerhed som med salt til maden: En tilpas dosering fremhæver smagen, og for meget ødelægger det hele! Det mener, Mogens Tom Jensen.

- Selvfølgelig skal vi have sikre legepladser. Men vi må ikke fjerne nerven i selve legen. Skal vi have amerikanske tilstande med nedskrevne legemanualer, eller skal vi ikke bare selv prøve at tage dialogen forældre og institutioner imellem og finde fælles fodslag?, spørger han og fortsætter.

- I USA har jeg oplevet en utidig indgriben i legen, der antager helt groteske former. Et amerikansk universitet har således udviklet et egentligt uddannelsesprogram for børns opførsel på legepladsen. I materialet indgår piktogrammer, som skal anbringes på legeredskaberne, så børnene kan se hvad de ikke må gøre. De må f.eks. ikke stå op på gyngen eller gynge to børn ad gangen. De må ikke rutsche med hovedet først. De må ikke gå op ad stiger, før andre er kommet helt op. De skal sidde ret op og holde fast med begge hænder osv. osv. Man kunne forledes til at trække på smilebåndet, hvis det ikke lige var fordi, det repræsenterer en hidtil uset og utidig indgriben i børnenes leg. Jeg kender ingen børn, der frivilligt vælger at lege i henhold til ovenstående regler.

Han opfordrer til debat og ser frem til, at den norske forskning bliver brugt konstruktivt, så de farlige lege kommer tilbage igen. Med karruseller.


Kan legepladser blive for sikre? Hvad mener du? Brug nedenstående kommentarfelt og giv os din mening.

  

 

Send eller anbefal link

Dokumentation: Den norske forskning om risikofyldt leg i pdfformat

Det frygter pædagogerne:

• Stablede mælkekasser
• Høje træer eller klatrestativer
• Lege med snore og reb
• Doktorlege, som går over
grænsen
• Når børnene er for voldsomme
over for hinanden
• Sjippetove
• Slåskampe og fægtelege
• Spidse pinde
• Kast med brædder og sten
• Trampolin.

Kilde: Børn&Unges survey blandt 268 pædagoger, november 2011.

"Resultatet af vores frygt for vores børns sikkerhed er blandt andet, at de i dag er motorisk dumme."

Mogens Tom Jensen, indehaver af Legestafetten og rådgiver af sikre legepladsstandarder.

 
Mogens Tom Jensen, indehaver af Legestaffetten og rådgiver om sikre legepladser herhjemme og i resten af Europa. Stærkt kritisk overfor "livrem og seler"-kulturen, hvor man fjerner nerven i den farlige og sjove leg på legepladserne.

Socialpædagog Mogens Tom Jensen har mere end 25 års national og international erfaring inden
for legepladssikkerhed. Som tidligere ansvarlig for produktsikkerheden hos et af de største internationale
firmaer i branchen har han deltaget i standardiseringsprocessen siden 1982 og har rejst
verden rundt med foredrag og seminarer. Han er en af initiativtagerne til den første danske
standard og har deltaget i CEN forhandlingerne, senest som dansk delegationsleder.

 

Skriv til Oline-redaktionen

Har du spørgsmål eller kommentarer om Oline eller børn på nettet?

 

Tekniske problemer?

Virker Olines sider ikke helt som de skal?

 

Oline for Voksne

Se oversigt over alle artikler på Oline for voksne

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > b > Oline > Oline for voksne > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.