:: Navigation ::
 
:: Jomi Big Band ::


En rystende stemme - Et majestætisk orkester
Et underfuldt sammenstød

Jomi Massage møder DR Big Band & Lars Møller,
sammen fremfører de en række skandinaviske klagesange
Musikere der betræder ubefærdede stier er en sjælden gave. De dufter af morgenluft, når de hvisker os glemte erkendelser, de bryder standardiseringens kvælertag og får tonerne til at kradse på ny i en kultur, hvor man ellers sluger kunst, når man er sulten for sjov. Så tag godt imod den selvlærte, eventyrlystne sangskriver og sangerinde Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen og den alsidige, konservatorieuddannede saxofonist og komponist Lars Møller. En alternativ rockfurie og en jazzvirtuos har sammen betrådt tusmørkezonen mellem deres vidt forskellige musikalske verdener og er kommet tilbage med vildtvoksende kompositioner til et fuldt bemandet DR Big Band – og til et dobbeltalbum med den mundrette titel ’Jomi Massage møder DR Big Band & Lars Møller, sammen fremfører de en række skandinaviske klagesange'.

Det er P2’s alternative og evigt nysgerrige musikprogram Radium, der har foranlediget mødet, og vægten har fra begyndelsen været lagt på grænsenedbrydning. Ideen har været at få udvidet horisonterne hos både Jomi Massage, Lars Møller og DR Big Band, og dermed få deres vidt forskellige musikalske rodnet filtret godt og grundigt sammen – finde en hidtil uhørt fællesmængde. Og det har båret frugt. Jomi Massages ekspressionistiske og dramatiske angreb på sangskabelonen er kommet i tæt clinch med Lars Møllers nuancerede og komplekse forløsning af arrangement og komposition. Der er en fornemmelse af ny form og følelse, men samtidig også majestætisk bigbandjazz over projektet. Og DR Big Bands muskuløse skønhed, oceaniske vælde, tekniske finesse og udtryksmæssige spændvidde kommer til sin fulde ret.

Jomi Massage har skrevet de oprindelige sange, og Lars Møller har siden medkomponeret og i tæt samråd med Jomi arrangeret. Begge har de hældt deres hjerteblod i arbejdet og skabt et voldsomt ambitiøst, vildt varieret værk med et fælles vingefang, der favner blues, amerikansk minimalisme, rock fra en mere blomstret tid, jazz fra et druknet New Orleans, modernistisk komposition, Billie Holliday, Marlene Dietrich, Mark Hollis, ’West Side Story’.
Gennem Jomis tekster fosser kraftige understrømme af religion og politik. En stædigt naiv, vred, opdateret hippienerve brænder igennem her, men også en søgende, overbærende, trøstende trosbekendelse. “Jeg synes, at det er en falliterklæring, at man vil skille følelser og politik ad. Jeg mener, at vores følelsesliv lægger grundstenen til, hvordan vi møder verden, og derfor også hvordan vi fører politik”, fortæller Jomi Massage. “Et af mine numre kan for eksempel tolkes både som en kærlighedsfrustration og som en reaktion på Vestbreddens evige konflikt.”

De politiske dimensioner var også til at tage at føle på, da Jomi mødte publikum iført en burka syet af Dannebrogsflag ved de første opførsler af sangene under to koncerter i henholdsvis Århus og København i november. Gaffa gav Århus-koncerten fem stjerner ledsaget af ord som ”Jomi Massage må være en af Danmarks aller, allerbedste sangerinder, og hun bevæger sig hele tiden søgende rundt i det store univers, som hendes stemme rummer”. Samt ”den sidder stadig i kroppen, den bobler og den fylder mere og mere.
Det var ikke en kollision mellem to musikkulturer, men en sammensmeltning at temperamenter, sjæle og de
mange klange”. Dagen efter københavnerkoncerten kaldte Carsten Holm i P3’s Det Elektriske Barometer Jomi Massage for nationens bedste bud på en ener og sagde: ”Hun kaster sig ud i nogle ting, der er ret kompromisløse, og hun forsøger konstant at bryde grænserne i sin musik”. Og, ja, så er Jomi Massage også nomineret til Foreningen af Danske Musikkritikeres pris, Steppeulven, som årets livenavn...

Umiddelbart efter de to koncerter i november gik alle 21 m/k i Radiohusets ærværdige Studie 3 og indspillede de ambitiøse sange. Og alt var fryd og gammen. Coveret blev designet og blev prydet af klædedragten syet af Dannebrogs-stof, og alle var glade. For en stund. Men så ville skæbnen at albummet skulle udsendes netop da Muhammed-tegningerne havde sat ild i debatten både herhjemme og i den grad også i udlandet. Det blev vurderet at coveret kunne blive inddraget i debatten under absurde og radikale dagsordener, mens musikkens nuancerede udtryk ville blive overhørt. Og det blev besluttet at udskyde udgivelsen på ubestemt tid.
Nu er stormen løjet tilstrækkelig af til at vi med stolthed kan præsentere et værk, der har været længe undervejs og endda ude på en omvej. Så tag godt imod ’Jomi Massage møder DR Big Band & Lars Møller, sammen fremfører de en række skandinaviske klagesange'. Den første cd rummer sangene i fuldt orkestreret form og den anden rummer de oprindelige, nøgne udgaver med Jomi Massage alene med stemme, strenge, tangenter og rytmeboks. Så kan man selv foretage mellemregningerne... og holde ørerne vidt åbne!


af Ralf Christensen


Køb cd'en gennem cd.skiven her...

Dato: 06/2-2006 Gaffa.dk

Hyperambitøst møde mellem rockunikum, komponist og bigband

****

[...] Med afsæt i hendes dansksprogede sange har duoen og DR Big Band skabt et album uden sidestykke. Her fusioneres angreb på populærmusikkens melodiskabelon nemlig med komplekse arrangementer, som for en stor del udgøres af mundblæste jazzerier. Det fås ganske enkelt ikke mere ambitiøst hos andre end Under Byen. [...]

Af Jeppe Krogsgaard Christensen

Politiken torsdag den 2. feb. 2005
Billeder af dannebrogsfarvet burka trækkes tilbage

[...]
Frygten for at blive misforstået og måske medvirke til at gøre stemningen værre får kunstneren Signe Høirup Wille-Jørgensen til at udsætte udgivelsen af et nyt, dansk dobbelt-album, hun har indspillet i samarbejde med Danmarks Radios Big Band og Lars Møller.

Det er ikke selve sangene, som muligvis kunne provokere. Det er coverets to billeder, hvor Signe Høirup Wille-Jørgensen er iført en dragt, der ligner en burka syet af et dannebrogsflag.

»Der er så megen vrede lige nu, at folk måske ville blive fornærmede. Måske ville nogle synes, det er frygteligt, at jeg har klippet hul i det danske flag til munden. Måske ville andre føle sig trådt på, fordi jeg vælger at blande det danske flag og burkaen«, siger Signe Høirup Wille-Jørgensen. [...]
dr.dk/nyheder 02. feb. 2006 11.02 Kultur Opdat.: 02. feb. 2006 14.25

Muhammed-tegninger stopper dansk album

Et nyt album med den danske sangerinde Jomi Massage er blevet trukket tilbage før udgivelsen. På albummets cover ser man billeder af en kvinde klædt i en burkalignende dragt syet af et Dannebrogs-flag, med den undtagelse at det er munden, der er blottet, ikke øjenpartiet kommer alligevel ikke i handlen. [...]

- Det er et værk, som på ingen måde må blive opfattet som en forsimplet provokation. Men desværre har den samfundsmæssige og politiske debat i de sidste dage taget en sådan drejning, at det synes som om ordet og det nuancerede argument har mistet sin magt, skriver Jomi Massage i en pressemeddelse.

- Det kan føles og tolkes som en form for selvcensur, men det er også en beslutning om, ikke at lade sin kunst blive draget ned på et unuanceret og firkantet plan. Det er at tage tiden alvorligt, siger sangerinden.

Skrevet af: Marianne Skovlund Christensen

soundvenue.dk torsdag den 2.feb
Album udskudt grundet det politiske klima

[...]
Årsagen til udskydelsen er det planlagte cover, der viser et billede af Jomi Massage klædt i en burkalignende dragt syet af et Dannebrogs-flag, dog med den undtagelse at det er hul igennem til munden og ikke til øjnene.

Kunstnerne og selskaberne bag udgivelsen har, på baggrund af tidens anspændte politiske klima, ikke ønsket, at coveret skulle tage fokus fra indholdet på udgivelsen.

»Det kan føles og tolkes som en form for selvcensur, men det er også en beslutning om, ikke at lade sin kunst blive draget ned på et unuanceret og firkantet plan. Det er at tage tiden alvorligt«, lyder det fra Jomi Massage i en pressemeddelelse.

Gaffa.dk torsadg den 2. feb 2006

Muhamed-ballade bremser Jomi Massage-album:
Album udsættes grundet kontroversielt cover

Af Ole Rosenstand Svidt
Sagen om Jyllands-Postens Muhamed-tegninger, der i disse dage har fået vreden mod Danmark til at blusse voldsomt op i store dele af Mellemøsten, påvirker nu også noget så umiddelbart uskyldigt som et album med den danske singer-songwriter Jomi Massage i selskab med DR Big Band.

[...]

- Både pladen og coveret er tænkt som et debatoplæg, men ikke bare en provokation for provokationens skyld, men for at få folk til at tænke over nogle ting. Provokationen skal ramme rigtigt, og det frygter vi, den ikke vil gøre, hvis folk kun fokuserer på coveret og ikke også på eksempelvis teksterne, som jo er meget nuancerede.

Men er det ikke lidt et knæfald over for intolerante personer sådan at pålægge sig selvcensur?
- Jo, det er da en træls og ærgerlig sag, men der ligger to års arbejde bag pladen, og det vil vi ikke tabe på gulvet, bare fordi nogle folk vil vælge kun at fokusere på coveret og ikke på resten af pladen.

[...]
Jomi Massage: Coverballaden ubetydelig i forhold til verdenssituationen
GAFFA.dk fik også en snak med sangskriveren bag hele værket, Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen.
Du er kendt for at være en kompromisløs kunstner. Hvorfor trækker du nu følehornene til dig?
- Jeg ved godt, at det kan opfattes således, men sådan opfatter jeg det ikke. Det er ikke mit formål at stoppe debatten om ytringsfrihed og mødet mellem forskellige kulturer, men at nuancerede den frem for at forsimple den. Og hvis vi kan nuancere debatten ved at udskyde cd'en, er det fint med mig. Faktisk synes jeg, at udskydelsen af cd'en er en latterlig bagatel i forhold til den øvrige uro, der er opstået som følge af Muhamed-tegningerne.
[...]

Live-anmeldelse: diskant.dk

Jomi Massage i Sommerland Big Band 7/10 stjerner
Jomi Massage og DRs Big Band, Lille Vega, København 19.11.05
ANmeldt af Camilla Jørgensen

[...]
Der er en vis etikette forbundet med at opleve et big band, en etikette som ikke er eksisterende ved en almindelig Jomi Massage koncert. Man skal klappe af soloerne, sidde lige så stille uden at sige et ord, lægge øre til en del small talk og anekdoter, og det er ganske charmerende og afslappet. Det samme kan ikke siges om musikken og udførelsen. Designertrioen Ingen Frygt har lavet kostumerne til Jomi Massage, der smed flaget efter første sang til fordel for et par patchwork inspirerede overalls lavet af små sekskanter i regnbuens farver. Det var den kvindelig udgave af harlekin med sort blonde-bodystocking, der trådte frem for publikum. Signe Høirup Wille-Jørgensen afslørede sig selv med vanlig sans for dramatik og viste sin flair for performance undervejs Hun skrev ord på gulvet med sin mikrofon for at få en øredøvende støj til at bore sig vej til det inderste. Hendes krop blev et instrument, hvorpå hjertebanken blev skabt i takt med mikrofonens slag på hendes bryst. Hun nikkede, gyngede og svajede sig vej gennem den halvanden time lange koncert, mens hun smilede henført og begejstret klappede af bandet og gav thumbs up til solisterne. Det var en tilfreds og glad kunstner, der stod på den lille scene i går.

Jomi Massages indgangsvinkel til DRs Big Band har måske været at se hvert instrument som en forlystelse i et sommerland. De er alle blevet prøvet af, og selvom de alle har været ganske morsomme at prøve, så har hun alligevel fundet et par favoritter: som trompeten i ”Bogstavsangen”, hvor trompetisten Anders Bergkrantz fik frit lejde til at improvisere sit lille jazz hjerte til maksimum. Det var intenst og gik lige i nervesystemet. Kærlighedssangen ”Jordslået” om en kvinde, der ”vakler på intimiternes snævre grænser” og som ”dufter af jordslået kærlighed” rocker mere med guitar og trommer. Sjovest og mest Jomi Massage blev det i afslutningsnummeret ”Vildspors fanfaren”. Inspireret af et klassisk blues riff tilført et højt tempo suser man ud af en åben landevej med vinduerne rullet helt ned, mens vinden kærtegner de viltre lokker. Sangen er højlydt, stor, pågående og aggressiv. Det er her alle forlystelserne får lov til at lege, ikke mindst blæserne, der var helt oppe i orkanstyrke.

[...]

Til januar kommer der en cd med numrene og lad os for Guds skyld håbe, at Jomi Massage og DRs Big Band kan få lidt af deres live magi med ind i studiet. For så er der lidt at finde for både Jomi-fans og jazzlovers.

Live-anmeldelse

Dato: 18/11-2005
Gaffa.dk *****
Uhyre velspillet og levende alternativ koncert i rockens hus, Voxhall, Århus.
[...] Salen hos Voxhall var bestemt ikke overfyldt, men det var et særdeles kvalitetsbevidst publikum, som havde taget kampen op med finalen i ”Vild med dans” Tydelige klapsalver og glade udbrud sikrede en god stemning gennem hele koncerten og bragte – endnu flere – smil frem hos Jomi og hendes musikere. Med en mere rocket tilgang til den musiske verden, kunne koncerten i første omgang godt virke svært fordøjelig, men den sidder stadig i kroppen, den bobler og den fylder mere og mere. Det var ikke en kollision mellem to musikkulturer, men en sammensmeltning at temperamenter, sjæle og de mange klange, som blev hængende i luften længe efter, at Voxhalls DJ havde overtaget scenen.
Koncerten kan genhøres på P2s hjemmeside, samt opleves igen i aften af de heldige som har fået billetter til den udsolgte koncert på Vega. Umiddelbart efter koncerterne vil Jomi og hendes musikere indspille et album, som siden hen vil udgives på Morningside Records.
Af Linda-Doris Pedersen
Jomi Massage, Lille Vega, 19.11.05, Christian Langballe

Hun skriver på gulvet. Bogstav efter bogstav. Hun skriver hurtigt. Hun skriver
bogstaverne ovenpå hinanden. Arrangerer bogstaverne i en bunke. Men jeg kan
ikke se bogstaverne. De bliver nemlig skrevet med en mikrofon. Jeg kan kun se,
at hånden bevæger sig i mønstre, jeg genkender som bogstaver. Bogstaver der
bliver skrevet, men som ikke står der. Som at skrive med en kuglepen uden blæk.
Derfor kan jeg heller ikke nå at læse hvad hun skriver. Men jeg kan høre det og
i dette tilfælde lyder alle bogstaver ens.

Scenen er Lille Vega. Hun er Jomi Massage og DR Big Band er den anden halvdel af den kuriøse konstellation, der denne aften præsenterer sit materiale på den
sidste af kun to koncerter. Efter koncerterne går Jomi Massage og DR Big Band i
studiet for at indspille materialet, der efterfølgende udgives på Morningside
Records.

Koncerten i Lille Vega bliver en oplevelse, der er svær at sætte på bogstaver.
Jomi Massage, alias Signe Høirup Wille-Jørgensen, træder ind i salen iført en
dannebrogsburka. Bigbandet har røde turbaner viklet om hovederne. Det er
modigt, personligt og politisk så det driver. Jomi Massage synger på dansk. Et
sted synger hun "Det land jeg bor i, forveksler sig selv med et sted, hvor
fremgang er det eneste tempo." Tungen er ikke hvas, men kritisk kommenterende.
Det personlige mod der kommer til udtryk, er kilden til den store kunstneriske
integritet, der stråler ud af sangerinden. Jeg føler mig nødsaget til at misse
med øjnene. DR Big Band er koncertens lunger og deres musik er det
livsnødvendige åndedræt. De spiller som et hold, som en platform hvorfra Jomi
Massage kan stråle. Det musikalske udtryk bevæger sig rundt i jazzens
randområder. Også i arrangementet kommer det særprægede til udtryk. Når DR Big
Band og Jomi Massage støder sammen, er det som at åbne et vindue og lade vinden
bestemme. Med sig fra Vega tager vinden et lovende budskab om den kommende
plade.

Og så tager vi lige et smut tilbage til bogstaverne. De danner nemlig også
baggrund for nummeret "Bogstavsangen", hvor Jomi Massage synger, at hun klipper dem ud og sætter dem sammen. En praksis der normalt udføres af skurke og kidnappere i store Hollywoodfilm. Men Jomi gør det også. Selvfølgelig gør hun
det. Bogstaverne er hendes værktøj i projektet med DR Big Band, hvor hun ikke
også udfolder sig på guitar. Bogstaverne er det der klippes, samles og synges.
Og altså skrives på gulvet uden blæk.

Hvad hun skrev ville hun ikke ud med. Jeg spurgte hende ellers, men vidste godt
at svaret ville udeblive. I sangen "Writing With Microphone" fra pladen "Aloud"
synger hun nemlig, at "I will never tell you what I am writing." Og hvorfor
skulle hun også det? Lad bare Jomi beholde det hemmelighedsfulde og det mystisk
tiltrækkende. Der er jo på den baggrund, at hun stråler. Og i Lille Vega
strålede både hun og Dr Big Band. Jeg misser med øjnene igen ved tanken.

Medvirkende

Radium

sender hver dag året rundt klokken 23 til 24 på P2 til nationens nysgerrige musiksjæle. Hver ugedag, hver sin genrefarve: Mandag nordisk folkemusik, tirsdag elektronisk musik, onsdag alternativ rock, torsdag traditionel musik fra den ikkevestlige verden, fredag moderne europæisk rootsmusik, lørdag moderne verdensmusik, søndag musik uden for kategori og grænser. Udsendelserne kan altid høres på nettet - www.dr.dk/radium.

Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen
brød igennem som forsanger og guitarist i støjrockgruppen Murmur, der nåede at udgive ét album i 1995 inden de i 1997 transformeredes til Speaker Bite Me. Det fire mand høje artrock-ensemble har fire kritikerroste album bag sig og har opnået status som et af landets vigtigste alternative rockbands, ja, som vitale veteraner inden for scenen.
Parallelt med Speaker Bite Me er hun gået solo som sangerinde, sangskriver, guitarist og pianist under navnet Jomi Massage. Hendes solodebutalbum ’Aloud’, der udkom i 2004, høstede enstemmige anmelderroser i den danske musikpresse og er siden blevet udgivet i Frankrig, Holland, Belgien, Japan og Rusland.
Hun blev nomineret af Foreningen af Danske Musikkritikere til Steppeulven som årets sangerinde 2004. Og hendes nye album ’From Where Noone Belongs I Will Sing’ udkom 6. september i år ligeledes til stor ros og bred respekt for hendes kompromisløse stil, ekstremt alsidige sangstemme og brændende nerve - www.jomimassage.dk

Lars Møller
er en af landets mest alsidige jazzmusikere. Han spillede sin første offentlige koncert – på klaver – som niårig. Han blev siden færdiguddannet ved New School i New York i 1989 og fuldendte i 1998 en toårig komponistworkshop ledet af den berømte amerikanske trombonist og arrangør Bob Brookmeyer. Han har også studeret indisk klassisk musik fra 1989 til 1993, har turneret verden over og spillet i berømte jazzklubber som Blue Note og Birdland og med førende jazzmusikere som Billy Hart og Jimmy Cobb. Han har blandt andet modtaget en ærespris fra DJBFA i 1998 og en Grammy for bedste jazzalbum i 2000, for ’Kaleidoscope’. Han har udgivet ni album i eget navn og blandt andet komponeret til symfoniorkestre, kammerorkestre, bigbands og kor. Foruden hans eget band Electric Eel er han?fast saxofonist i DR Big Band og i Dansk Saxofonkvartet. I de senere år har man?i en række sammenhæng også kunne opleve ham som dirigent - www.larsmoller.com

Ingen Frygt
er en eventyrlysten og udfordrende designer-, instruktør- og idétrio kendt blandt andet for musikvideoen til Malk de Koijns ”Vi tager fuglen på dig”, som vandt både Danish Music Awards og Danish Hip Hop Awards for bedste musikvideo. De har også høstet stor opmærksomhed for musikvideoen til Lazyboy TV’s ”Facts of Life” og for vignetfilmen til dokumentarfilmfestivalen Cph:dox 2004 - www.ingenfrygt.dk

Tekster

Bogstavsangen

Jeg klipper bogstaver ud
fra avisoverskrifter
samler dem til andre ord
samler dem til det jeg tror
kunne ske i morgen

Jeg klipper bogstaver ud
fra avisoverskrifter
ta’r to fra bilers sammenstød
fem fra troens skyld i død
sådan bliver jeg ved og ved og ved
jeg tager det der søger nedad

Jeg klipper bogstaver ud
slår det døde ihjel
skær i angst
i skælvende ord
smadrer verdner ud over mit bord
saks mod hals
mod alt det der bor
som en klump
i struben der gror
snitter hul
et afmagtens mord
sådan bliver jeg ved og ved
jeg søger opad og udad
opad og udad

Nedad nedad nedad

Jeg klipper bogstaver ud
jeg klipper
samler dem
til andre ord
samler dem til det jeg tror
kunne ske i morgen
jeg søger opad og udad
opad og udad

skal jeg åbne et vindue
lade vinden bestemme
skal jeg virkelig åbne det vindue
se om det kunne forsvinde
det der sker når vi støder sammen
det der sker når vi støder sammen
i biler
i tanker
det der sker når vi støder sammen
men alt hvad der bevæger sig
støder jo sammen
ja, alt hvad der bevæger sig
støder jo sammen
så jeg klipper bogstaver ud
jeg klipper bogstaver ud


Det ukendte

Det ukendte kender vi alle
vi ser det og giver det navne
det ukendte kender vi alle
som uro eller tro på hvor meget vi kan favne

Det ukendte kender vi alle
på en eller anden måde
det ukendte kender vi alle
som spændingen ved en uforløst gåde

Jeg tester en simpel tanke
fratager historien sin magt
fornægter nutiden alt hvad der bliver sagt
jeg går i trods
ligesom barnet vi alle var
og har intet - jo måske
min nysgerrighed intakt
for vi trives åbenbart ikke længere
i uenighed
jeg troede i for mange sekunder
på diskussionen som en slags fred
som en slags fred
fred

Det ukendte kender vi alle
vi ser det og giver det navne
det ukendte kender vi alle
som uro eller tro på hvor meget vi kan favne
hvor meget kan du favne?
hvor meget kan du favne?


Igen og igen

Ligesom skyerne driver himlen til forandring
igen og igen...
sådan starter det
det vi allermest af alt vil glemme
sådan starter det
det vi tror aldrig vil forsvinde
igen og igen...

Ligesom bølgerne bryder med havets faste former
igen og igen...
sådan strander vi
i forandringens uro og i glemsel
sådan strander vi
i fortumlet trofast længsel
igen og igen...

Ligesom månelys hiver i sandets smalle grænse
igen og igen...
sådan standser man
sin tro på ensom orden
sådan standser man
sin forvirrede retningssans og får den
igen og igen...

 
:: Netradio ::
DR Jazz
:: Jubilæumsmagasin ::
Læs DR Big Band Jubilæumsmagasin
fra orkestrets 40 års jubilæum i 2004
her...
:: Nyhedsbrev ::
Tilmeld dig vores nyhedsmail her:

 
:: Links ::
Jazz på dr.dk/musik
Jazz på P2