|
Kvinder kan ikke finde vej. Mænd kan ikke multitaske. Er det fordomme - eller er der noget om snakken? I den nye DR1-serie ”Den lille forskel” afprøves fordommene - og forskellene forklares.
Mænd og kvinder er grundlæggende forskellige. Men hvorfor er vi det? Er det noget biologisk, er det kulturelt betinget, eller ligger det måske i opdragelsen?
Warny Mandrup er vært i otte programmer med fællestitlen ”Den lille forskel”. Hver uge tages et hverdagstema under behandling og med forskellige eksperimenter afprøves fordommene. F.eks. ”Den lille forskel - på hjemmefronten” hvor det bl.a. konstateres, at mens kvinden klarer tøjvasken, så vasker manden bilen. Og mens kvinden ordner opvasken, så slår manden græsset.
Men hvorfor er det sådan? Det forklarer en række eksperter - parterapeuter, hjerneforskere, adfærdseksperter m.fl. Der er nemlig altid en forklaring. Og en årsag til de kønsbestemte forskelle. Og når man først bliver opmærksom på det, så er der ikke langt til at acceptere forskellene som en del af livet - og ikke som afsæt til konflikter.
Mænd spiller - kvinder snakker
Der er nemlig en rigtig god forklaring på, hvorfor en mand øser bjerge af mad op på sin tallerken, når han står ved en madbuffet. Mens kvinden tager lidt salat, noget fisk og et brød. Forklaringen får man i ”Den lille forskel - på kroppen”.
I ”Den lille forskel - i fritiden” kan man også få forklaringen på, at det ikke er tilfældigt at en mandeaften ofte bruges på en billard-salon, hvor der spilles og ikke snakkes, mens en kvindeaften gerne foregår på en café, hvor der snakkes om alt. Her kan man også høre, om der er hold i fordommen om, at manden helst vil til fodbold om søndagen, mens kvinden hellere vil diskutere sommerferieplaner.
”I de eksperimenter vi foretager, er der kun få medvirkende, så de er altså ikke strengt videnskabelige. Vi kalder dem selv for ”små” eksperimenter. Derfor har det overrasket mig meget, at eksperimenterne alligevel så tydeligt beviser forskellen på de to køn”, siger Warny Mandrup.
Som da han til programmet, der handler om fritiden, sender otte tilfældigt valgte personer ud på en rute gennem Århus’ gader. Fire kvinder og fire mænd skal følge retningsanvisningerne og helst havne foran den samme café. Om der virkelig er hold i den legendariske fordom om, at kvinder ikke kan finde vej, må man vente med at se - men resultatet er ikke bare tydeligt, det er egentlig også ret underholdende at følge processen med at finde ud af det, siger Warny.
”En af de ting, man kan få ud af programmet, er måske at indse, at det ikke kun er i ens eget parforhold, at manden og kvinden opfører sig så forskelligt. Sådan er det også hjemme hos alle de andre. Og det kan faktisk ikke betale sig at forsøge at ændre på hinanden. I stedet kan man få en idé om, hvordan man tackler forskellen – ved at forstå den. Måske skal man bare sige tingene på en lidt anden måde og på et lidt andet tidspunkt for at gøre sig forståelig og opnå det, man gerne vil hos det andet køn”, siger Warny Mandrup.
|