Gulvmand med mange navne
08. feb. 2011 13.29 KontantDu tror, du ringer til Kurt Gulvmand, men i virkeligheden aner du ikke, om det er håndværkere fra den ene eller den anden virksomhed, der kommer og sliber dine gulve. For i virkeligheden står en eneste person bag i hvert fald 18 firmanavne over hele landet. Hertil kommer et ukendt antal såkaldte 'underleverandører'.
"Kære Kontant! Jeg ved ikke, om I læser dette her, før det er for sent, men jeg har lige nu tre håndværkere fra Netto-Gulve i huset. De sliber 80 m2 gulv. Jeg bestilte et firma, der hedder Skejby Gulvservice."
Sådan starter en af de mange henvendelser, Kontant har fået fra forbrugerne.
En desperat mand, som har bestilt Skejby Gulvservice til at lave sine gulve, og som har fået noget ganske andet - bl.a. er det et helt andet firma, der dukker op.
Ulovligt mange navne
Og det er måske ikke så underligt, for Dansk Gulvcenter - som er firmaets hovednavn - opererer med intet mindre end 24 binavne, nemlig:
Og der er ingen garanti for, at listen er fyldestgørende.
Kun tre af binavnene er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og dét er ulovligt.
"Det fremgår helt klart af Selskabsloven, at man kun må bruge navne som er registreret inde hos os, så hvis man opererer under andre navne, er det en overtrædelse af Selskabsloven", siger kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Anette Dybdal Fenger.
Hun tilføjer, at den slags straffes med bøde.
Kurt barn har mange navne
Og ikke nok med at firmaet har mange navne. Også manden bag benytter sig af flere forskellige identiteter.
Da Kontant skal have slebet et bord, kontakter vi Kurt Gulvmand i den tro, at gulvmanden hedder Kurt. Men det viser sig snart, at han hedder Søren Christensen. Og det er også den person, som nogle af forbrugerne har talt med.
Men da vi så ringer for at tale med ejeren af virksomheden, er det en mand, der har en stemme der er helt identisk med Søren Christensens, der tager telefonen. Ligesom da vi taler med Søren Christensen, præsenterer han sig som Gulvmanden. Og da vi spørger efter hans navn, er det nu pludselig John Petersen.
Hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er det også John Petersen, der er registreret som ejer af Dansk Gulvcenter.