top
 

 

Clement interviewer...

8/1 '08 10:11
skrevet af Redaktionen

Over 4 uger viser DR2 12 af interviewene fra efterårets "Clement i Amerika" igen - nu i udvidede 30-minutters versioner. Serien startede dog med et ekstra interview, der ikke har været vist tidligere: her var gæsten Professor Harold Bloom. Efterhånden som programmerne sendes kan de naturligvis ses på dr.dk/tv, hvor de vil ligge et helt år.



Afsnit 1-4:

1. PROFESSOR HAROLD BLOOM er seriens første gæst. Han er verdens mest berømte litteraturkritiker og manden, der over flere årtier har argumenteret for, at kvalitet ikke er relativ, men tværtimod taler for sig selv. Samtalen fører fra det enestående ved Shakespeare til det ikke spor enestående ved Harry Potter, Stephen King - og George Bush. (mandag d.14/1)

2. TOM TANCREDO deltog sidste år i kapløbet om at blive Republikanernes præsidentkandidat. Selv havde han ikke stor opbakning - men hans altdominerende mærkesag blev overtaget af topkandidaterne: nemlig modstanden mod USA's illegale indvandrere. I interviewet advarer Tancredo om 'multikulturalismens kult' ikke mindst i det Europa, han tvivler på har viljen til at 'forsvare sig selv'. Og roser i øvrigt Statsminister Anders Fogh Rasmussen for hans forsvar af de vestlige værdier. (tirsdag d.15/1)

3. FAREED ZAKARIA er chefredaktør for den internationale udgave af Newsweek, og giver en forsmag på sin kommende bog, der får titlen "Den Post-Amerikanske Verden". Ifølge Zakaria må USA nu vænne sig til at ikke længere at være verdens altdominerende supermagt - og opgive forsøget på at klamre sig til sin position. Til gengæld forudser Zakaria, at fremskridtene i Irak betyder at amerikanerne vil være parate til at blive i landet - længe. (onsdag d.16/1)

4. JOSEPH STIGLITZ var i 1990erne cheføkonom for Verdensbanken og rådgiver for Det Hvide Hus. Idag er han verdenskendt som en bestseller-skrivende kritiker af globaliseringens uretfærdighed. I interviewet fortæller han hvorfor markedet ikke kan klare sig uden staten - heller ikke i USA, hvis rigdom ifølge Stiglitz er langt mindre solid end det ser ud. I 2001 modtog Stiglitz iøvrigt Nobelprisen i økonomi. (torsdag d.17/1)


Afsnit 5-7:

5. THOMAS RICKS. Er USA ved at vinde i Irak? Thomas Ricks er skeptisk. Ricks er Pentagon-korrespondent for Washington Post og forfatter til en af de mest anerkendte bøger om Irakkrigen - med den kontante titel: "Fiasco". (mandag d.21/1)

6. ELIAS BERMUDEZ har i grænsestaten Arizona oprettet en organisation, der samler de illegale indvandrere: han kom i sin tid selv ulovligt over den mexicanske grænse - og fortæller hvad han mener det stigende antal spansktalende amerikanere betyder for USAs fremtid. Bermudez, der i 1980erne blev valgt til borgmester, har en broget fortid - er bl.a. blevet dømt for bestikkelse og har siddet fængslet for hvidvaskning af narkopenge. (tirsdag d.22/1)

7. DAVID HOROWITZ. "Europa er et kulturelt Tivoli". Det siger den kontroversielle historiker David Horowitz, der anklager de venstreorienterede og europæerne for at vakle i kampen mod fundamentalisterne. Horowitz var selv oprindelig venstreorienteret, bl.a. i samarbejde med De Sorte Pantere, men blev borgerlig. Sidste år organiserede han en landsdækkende kampagne af protestaktioner på amerikanske universiteter vendt mod "islamo-fascismen". (onsdag d.23/1)



Afsnit 8-10:

8. NORMAN PODHORETZ. Afghanistan og Irak er to fronter i det samme opgør, en ny Verdenskrig, som kun lige er begyndt. Det mener den 78-årige Norman Podhoretz, en af de to grundlæggere af neokonservatismen, som mange anser for at være det filosofiske grundlag for USA's udenrigspolitik under George Bush. Han opfordrer præsidenten til at bombe Iran før landet når at udvikle atomvåben. (mandag d.28/1)

9. FRANCIS FUKUYAMA. Den næste amerikanske præsident har ikke noget valg - USA må bide i det sure æble og stoppe Irakkrigen. Det mener den verdensberømte samfundsforsker Francis Fukuyama, der i sin tid opfordrede både Clinton og Bush til at afsætte Saddam Hussein med magt. I opløbet til invasionen af Irak skiftede han imidlertid mening, og er siden blevet en skarp kritiker af Bush. (tirsdag d.29/1)

10. HELEN THOMAS er en institution i Washington: hun blev født i 1920 og har siden 1960 dækket Det Hvide Hus - ikke færre end 9 amerikanske præsidenter har skullet svare på hendes spørgsmål. Fornylig har hun i en bog rettet det kritiske søgelys mod sin egen profession, pressen, som hun mener befandt sig 'i en koma' under George Bush's første år på præsidentposten. (onsdag d.30/1)


Afsnit 11-13

11. MATTHEW MICHAEL CARNAHAN. Er man en helt, hvis man melder sig som soldat til en forkert krig? Det diskuterer Clement med Carnahan, der er manuskriptforfatter og sidste år stod bag hele to meget politiske film, "The Kingdom" med Jamie Foxx og "Lions for Lambs" med Tom Cruise. Carnahan arbejdede i konsulentbranchen, da 9/11 fik ham til at genoverveje sit liv og derpå skifte karriere. (mandag d.4/2)

12. JAMES FALLOWS. Kina er det mindst anti-amerikanske land, journalisten James Fallows kender. Fallows, der tidligere har skrevet om bl.a. Irakkrigen, er idag udstationeret i Shanghai for magasinet The Atlantic. Herfra fortæller han amerikanerne om forholdene i verdens nye supermagt. (tirsdag d.5/2)

13. RICHARD PERLE - "MØRKETS FYRSTE". Præsident Bush har ikke længere en udenrigspolitik - regeringen "tumler rundt". Dét skudsmål kommer fra USA's tidligere viceforsvarsminister Richard Perle. Han fik i 80erne ry for at være en central men diskret aktør i amerikansk udenrigspolitik, og blev derfor givet kælenavnet "Mørkets Fyrste". Som rådgiver for Bush fra 2001-3 blev han kendt som en af Irakkrigens chefarkitekter. Men på startspørgsmålet om hvor meget indflydelse han har haft, svarer Perle: "Ikke nok!" (onsdag d.6/2)



...

 

Sidste program i onsdags: Professor Joseph Stiglitz, chefredaktør Fareed Zakaria og præsidentkandidat Rudy Giuliani

30/11 '07 17:16
skrevet af Redaktionen

Både Novelprisvinderen STIGLITZ og Newsweek International's FAREED ZAKARIA argumenterer for, at USA står overfor at miste sin position som verdens altdominerende supermagt. I New Hampshire er Republikaneren RUDY GIULIANI på kampagne for at vinde vælgere: nationalt set er han nr.1 i kandidatfeltet, men i denne stat - som er en af de to første, der stemmer i primærvalgene - kun nr.2.

 
 

Podcast

Alle "Clement interviewer..." kan ses som podcast:

   RSS Feed

Om værten

På mindre end fire år har Clement Behrendt Kjersgaard stået i spidsen for ikke færre end fem DR2-satsninger.

 

Om programmet

Aktuelt ugemagasin fra New York og Washington. Clement Kjersgaard analyserer ugens begivenheder i USA.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > Clement i Amerika > Dansk

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.